Velkommen til anden udgave af denne blog, hvor jeg gør mig lidt tanker om ti ting, der omhandler Liverpool. I denne uge når vi bredt rundt om alt fra angrebet til næste runde af Liga Cuppen.
Tak fordi du læser med, og smid endelig en kommentar i forummet eller på Facebook.
- Jeg tror, at jeg tænker, at Lucas stadig har noget at byde ind med
I mange år var jeg en af Lucas’ absolut hårdeste kritikere. Jeg har tit set ham som et omvandrende frispark, som ikke rigtigt havde noget at byde med ind offensivt.
Med tiden har jeg dog ændret holdning, og særligt på det nuværende Liverpool-hold, tror jeg, han er helt vildt værdifuld. Han er den spiller, der har været længst tid i klubben, og så er han en spiller, der med sin alsidighed og rutine kan være yderst værdifuld.
Jeg skrev på twitter under kampen mod Tottenham, at han er lidt som en Volvo, da han ikke er prangende, men han er pålidelig og gør hvad han skal. Samtidig ytrer han sig ikke negativt over ikke at spille fast, og det er dyder der er værd at give videre til klubbens ungdom.
Så lad endelig Lucas blive i klubben et par sæsoner endnu, han har stadig meget at byde ind med.
- Jeg tror, at jeg tænker, at forsvaret er godt nok til et mesterskab
Der har været sagt og skrevet meget om vores forsvar og den manglende evne til at holde buret rent i denne sæson. Men når man ser forsvaret spille, så sidder jeg ikke med hjertet oppe i halsen, på samme måde som jeg har gjort de seneste par sæsoner.
Matip har været helt vildt imponerende i sæsonstarten, og jeg er sikker på, at han kun bliver bedre med tiden. Samtidig har Lovren holdt nogenlunde samme niveau fra størstedelen af sidste sæson, mens Clyne fortsat er en af ligaens bedste højre backs. Så er der venstre back tilbage, og her må man sige, at Milner har været ganske hæderlig.
At det stadig kniber med at holde nullet skyldes i høj grad vores problemer på dødbolde. Men når man ser på vores startprogram, så har forsvaret stort set kun set sårbar ud i kampen mod Arsenal. Jeg ville faktisk være mere nervøs, hvis vi havde et forsvar som Manchester City, som gentagende gange har leveret nogle helt vildt hjerneblødninger – dem hører man bare ikke så meget om i medierne.
Kan vi fortsætte det her forsvarsspil og krydre det med en ny venstre back og lidt bedre målmandsspil, så har Liverpool et af de bedste forsvar i ligaen i mine øjne – især med tanke på de mange offensive spillere vi som regel har på banen.
- Jeg tror, at jeg tænker, at Liverpool har den bedste bredde i angrebet i hele Premier League
Når vi snakker om angrebsbredde må man sige, at Liverpool er ret godt besat på de forreste pladser. Med tre rendyrkede angribere i Ings, Sturridge, Origi og med spillere som Mané og Firmino, som også kan agere frontløbere, er det svært at finde andre hold i ligaen – og måske i hele Europa – der er bedre besat end Liverpool.
Det er lige før, at vi har alt for mange, med tanke på at vi ofte kun spiller med én mand på toppen. Men det skader aldrig, at være godt besat med målscorere.
Omvendt er det svært at finde spilletid til alle på højeste niveau, så det vil ikke undre mig, hvis vi til vinter må sige farvel til enten Sturridge, Origi eller Ings – de to sidste måske på et lån.
- Jeg tror, at jeg tænker, at Daniel Sturridge kun bør spille, når vi har to angribere på banen
Når man så Daniel Sturridge mod Tottenham, var det tydeligt at han nød at spille samen med en anden rigtig angriber i Divok Origi.
Selv om han har scoret mange mål for os siden, så skal der ikke være tvivl om, at Sturridge var absolut bedst, da han havde Suarez ved siden af sig i 13/14-sæsonen. Når han er alene i front bliver hans manglende arbejdsiver/vilje meget mere tydelig, end når han har en makker til at tage over for sig.
Samtidig kan han fokusere på at være inde omkring målet, hvor han er klart bedst – som vi også så på det første mål mod Spurs.
Men lad os håbe, at de to mål i kampen giver ham selvtilliden tilbage, for Sturridge har det med at score i stimer, og det vil gøre Liverpool endnu mere skræmmende.
- Jeg tror, at jeg tænker, at det er helt utroligt kikset, at der var cheerleaders på banen i kampen mod Tottenham
I sidste uge var jeg efter nogle fans, der tog billeder af Mourinho inden kampstart. I denne uge er jeg efter klubben for at lade cheerleaders optræde i pausen mod Tottenham.
Cheerleaders hører ikke til i europæisk fodbold, og da slet ikke på et stadion som Anfield. De bidrager med intet, og er blot endnu et tegn på, at ejerne forsøger at køre amerikanske tilstande ind på stadion.
We have cheerleaders #LFCpic.twitter.com/kY0UuJo0hv
— James Pearce (@JamesPearceEcho) October 25, 2016
Selv i USA er cheerleaders efterhånden kun med på stadion som mere en tradition mere end for at holde stemningen oppe. Det virker måske som et uskyldigt indslag, men jeg er ikke vild med det.
- Jeg tror, at jeg tænker, at Liverpool er blevet bedre til at håndtere de kampe, hvor man ikke ved, hvad man kan forvente fra modstanderen
Jeg efterlyste i sidste uge, en plan b for, hvordan man griber tingene an, mod hold der pakker sig. Mod West Brom i weekenden var der ikke den store behov for at ændre i taktikken, da vi kom fint til chancer, ved vores hurtige kombinationsspil.
Samtidig synes jeg, at holdet er blevet meget bedre til at håndtere de kampe, hvor man ikke rigtigt ved, hvad modstanderen kommer med – som eksempelvis Tottenhams unge trup. Vi har tidligere set, at Liverpool har haft store problemer med spillere og hold, der har været en ukendt faktor over.
Om det er et udslag af en bedre og bredere trup skal jeg ikke kunne sige, men det er ikke utænkeligt, at Liverpool de forgangne sæsoner ville skulle have knoklet noget mere for sejren, end tilfældet var i tirsdags. Lad endelig den tendens fortsætte.
- Jeg tror, at jeg tænker, at kampen mod Leeds bliver en dejlig oplevelse
Jeg havde svært ved at skjule min glæde, da vi fik Leeds i næste runde af Liga Cuppen. Det er et dejligt retroopgør fra tipslørdag med Tommy Troelsen, og i det hele taget et skønt gensyn med en klub, som desværre har været ude af Premier League alt for længe.
Der er en del forbindelser mellem klubberne, med spillere der har spillet begge steder, en fælles afsky for de røde i Manchester samt naturligvis nogle gode opgør fra tidligere tider. Jeg glæder mig meget til gensynet med Leeds, og selv om jeg anser os som klare favoritter, så skal vi være klar på dagen for at gå videre.
Dengang jeg var ca. 10 var det spændende at følge med i radioen, når LFC og Leeds spillede, Leeds vandt ab und zu! #LFCDK https://t.co/mwGOESvj7J
— Mads Lund Mikkelsen (@lundsmik) October 27, 2016
- Jeg tror, at jeg tænker, at Adam Lallanas betydning for Liverpool bliver undervurderet
Adam Lallana har gang i en fantastisk sæson, og jeg synes, hans betydning for holdet skinner igennem for hver kamp. Især mod Manchester United var det tydeligt, at han ændrede kampen markant, da han kom på banen i anden halvleg.
Jeg har flere gange hørt fra især modstanderholds fans, at de anser Lallana for at være direkte dårlig. Lad dem bare have den holdning, for jeg synes, han bliver bedre og bedre for hver kamp, og han er med sine dybdeløb og sin store arbejdsiver utrolig vigtig, for den måde som Liverpool vil spille på.
Jan Mølby fortalte tidligere i år under en kamp, at det praktisk talt er Lallana, der styrer omklædningsrummet og nærmest er klubbens egentlige anfører.
Det viser ekstremt stort overskud af en mand, der i store dele af sidste sæson kæmpede med at finde sin plads på holdet. Kæmpe respekt for hans indstilling, og for hans evne til at løfte sit spil. Jeg tror, at han kan blive en fremragende viceanfører, når Milner engang stopper i klubben.
- Jeg tror, at jeg tænker, at Liverpools hold er sat op til at have succes de næste mange år
Det er vildt at tænke på, at Liverpools trup i år er den yngste i Premier League (sammen med Tottenham), og alligevel er der stort set ikke én spiller af egen avl, der spiller fast på førsteholdet. Det vidner om, at klubbens strategi med at købe unge spillere og udvikle dem, er ved at slå igennem på førsteholdet.
Nu begynder vi så også langsomt at få spillere fra vores eget akadami ind på holdet, hvilket kun gør os endnu yngre. Det lader til, at der med ankomsten af Klopp er et fornyet fokus på egne ungdomsrækker samt en tro på, at klubbens egne talenter er gode nok til at gøre en forskel på sigt. Lad os endelig se flere af de unge i næste runde af Liga Cuppen mod Leeds.
Med kun ganske få spillere over 30 år, og en del af de unge spillere på halvlange kontrakter, ser fremtiden i den grad lys ud for Liverpool, når man tænker på, hvordan holdet spiller allerede nu.
- Jeg tror, at jeg tænker, at det her er en helt fantastisk artikel om, hvordan folk uden for Liverpool opfatter Jürgen Klopp
Præcis som i TV-nyhederne slutter vi med en lille opløftende historie. Jeg faldt over denne artikel på Twitter, og jeg kunne ikke undgå at få et smil på læben, da jeg læste den.
Den omhandler Klopps positivitet og smittende glæde, som der ifølge artikels forfatter er mere brug for i disse tider end meget længe. Læs den, og glæd dig over, at vi Klopp har valgt at være Manager i vores klub.
http://www.football365.com/news/klopp-is-the-joy-bringer-we-can-all-love