Kommende kampe:

Ajax – Liverpool CL 22/23 kampoptakt 

Det lyder som noget, jeg har skrevet før, når jeg skriver, at vi i morgen aften skal forsøge at genrejse os. Ikke desto mindre er det den ubarmhjertige sandhed ovenpå en skrækkelig indsats i weekenden mod oprykkerne fra Nottingham Forrest.

 

Modstanderen er Ajax, turneringen er Champions League, og muligheden for at sikre videre avancement til knockoutfasen ligger lige for snuden af os.

 

Kampen sparkes i gang kl. 21:00 og kan ses på TV3 Sport.

Endnu en udekamp i Premier League og endnu en øv-følelse blev man efterladt med, da vi i lørdags tabte 1-0 mod Nottingham Forrest. Både Thiago og Nunez måtte tage plads blandt de skadesramte spillere, og det er efterhånden tydeligt, at vores trup hænger i laser. Dette på trods, burde vi stadig kunne slå et formsvagt Nottingham Forrest, men nederlaget må siges at være fuldt fortjent. Ingen gejst, ingen vilje og ingen effektivitet foran kassen – så gør man det også svært for sig selv.

 

Det vil næsten være unfair at udpege enkelte spillere, som har skuffet mig denne sæson, men alligevel vil jeg fremhæve Fabinho, som sammen med Salah og Van Dijk har skuffet mig mest.  Gennem en lang række sæsoner har han ageret styrmand på den defensive midtbane. Med sin ro, elegance og kynisme har han dikteret og kontrolleret kampene, men sammen med resten af holdet, er han faldet fuldstændig igennem i denne sæson. Præcis hvad det skyldes kan være svært at sige, men én ting er sikkert – der skal ske drastiske ændringer, og det skal gerne ske fra i aften af.

 

I Champions League må vores primære mål først og fremmest være, at vi skal klare os gennem gruppen. Vi er uhyre tæt på, men det kræver, at vi som minimum tager point fra Ajax, hvis det skal sikres i aften. Muligheden for førstepladsen lever også fortsat, men her kræver det, at Rangers tager point fra Napoli, og at vi ligeledes leverer en markant bedre indsats mod Napoli, end vi gjorde i åbningskampen.

 

I forhold til morgendagens opstilling, så er vi primært ramt på de offensive positioner. Thiago meldes fortsat ude med en infektion i øret, hvilket er en stor svækkelse for et hold, som døjer med kreativiteten i de spilopbyggende sekvenser. Til gengæld er Nunez tilbage, mens også Konaté formentlig får en plads på bænken. Derudover ser jeg (desværre) ikke de store ændringer fra weekendens kamp – simpelthen i mangel på bedre.

Jeg brændte nallerne en smule, da jeg skrev om krisetilstande tidligere på sæsonen. Nu vover jeg pelsen igen, når jeg skriver, at jeg ganske enkelt tror, at Klopp er udbrændt. Han har desværre ikke formået at bevare en kontinuerlig udvikling, især på midtbanen, og det skyldes dels naivitet, men nok også den konservative transferpolitik, som FSG praktiserer. Den førnævnte udbrændthed har desværre spredt sig til resten af truppen, og jeg tror desværre, at vi inden alt for længe får brug for en ny mand ved roret. Jeg har ikke på nuværende tidspunkt et bud på, hvem der kunne tage over, når tiden er inde, men stod det til mig, burde FSG og co. begynde at se sig omkring.

 

Nok med dommedagsprofetierne herfra – nu er det fokus på kampen i aften, og jeg tror, at vi hiver en 3-1 sejr med hjem, og lægger et lille pres på Napoli.

 

God kamp.

Leo Vegas Sport