Søndag aften kl. 18.00 møder vi Manchester United på Old Trafford. Kampen kan ses på 6´eren og Viaplay.
Lasse Callesen står bag optakten.
Anden gang på blot en uge skal to af de største engelske hold møde hinanden. Sidste opgør endte 0-0, hvor Liverpool sad på spillet, men Man Utd kom frem til de store chancer. De to hold kommer ind til kampen med forskellig kampform. Utd vinder deres kampe og Liverpool gør ikke. Det står rigtig skidt til i Liverpool, hvor målene indtil videre ikke just vælter ind i målet hos modstanderne.
Liverpool er i krise på nuværende tidspunkt. Spillet fungerer ikke, det går for langsomt, der bliver slået for mange høje indlæg, angrebet har ingen skarphed og manglende kreativitet er blot nogle af elementerne. Noget af det kommer selvfølgelige pga. skaderne vi har været hårdt ramt af, men det er fortsat de samme tre der er i front for Liverpool.
Sidste weekend parkerede Man Utd bussen i store dele kampen og var utroligt tilfredse med det. De valgte at angribe på kontra og overlade spillet til os. Pressede os ud mod kanterne og afventede ellers bare på det ene indlæg efter det andet, som de kunne heade væk eller cleare. Det var samme opskrift Burnley brugte i torsdags omend de stod endnu dybere. Men det viser et tydeligt problem, vi har pt. ikke spilleren, som kan åbne de forsvar op der kan gå ind i rummet foran feltet og lave lidt lækkert. En hurtig kombination med en medspiller eller sætte en spiller med en dribling. Shaqiri har forsøgt, til tider med mere held end andre tidspunkter og jeg synes han har været et frisk pust de seneste par kampe, måske kan han forlænge sin karriere i klubben, som jeg ellers så nærmede sig en afslutning. Han har grebet chancen og det var der et par af de andre der ikke gjorde i torsdags. Men han mangler luft til at holde 90 min.
Måske skal Klopp overveje at gå tilbage til det vi tidligere har set, hvor vi var mere et kontrahold end et hold der pressede modstanderne i bund, men lod dem komme til os. Spørgsmålet er om Man Utd er interesseret i at have bolden så meget, men hellere vil vente på kontraen og pakke sig.
Jeg kunne godt forestille mig vi ser endnu en uafgjort kamp i morgen. 1-1 ved fuldtid og så vinder vi i forlænget spilletid.