Kommende kampe:

[Blog] Liverpools sommer-transfervindue 2020

Sikke et transfervindue indtil videre og hvor hurtigt ting kan vende på blot en uge. Damien Nielsen kigger nærmere på transfervinduet indtil videre og fremadrettet.

For to uger siden, da jeg begyndte at forme denne blog, var jeg yderst kritisk til Liverpools ageren på transfermarkedet og her sidder vi nu to uger efter, hvor fleste af os Liverpool fans nok sidder med en yderst god fornemmelse..

Der er ca. to uger tilbage af transfervinduet og selvom alle handler har været stærk præget af Coronas involvering i alt det økonomiske, så har Liverpool stadig formået, at få gjort nogle stærke indkøb over den sidste uges tid og nu ser det ud til at det resterende arbejde primært ligger i salg af spillere.

Vi husker nok alle starten og udmeldingen fra Liverpools ledelse. Meldingen var, at hvis Liverpool skulle foretage indkøb, så krævede det salg. Det satte Liverpool i en vanskelig situation både ift. Indkøb (og som jeg ser det yderst nødvendige indkøb) og i samme omgang var mange klubber påpasselig med at bruge penge, så salg var også en udfordring.

Så hvad gør Liverpool?

De finder på en yderst gennemtænkt strategi, ved at sørge for, at de indkøb de foretager sig sker med en minimal betaling i det første år. Og det er præcis hvad der skete.

Med indkøbene af Diogo Jota og Thiago Alcantara har Liverpool sørget for, at de blot skal betale £9m i år.
Eftersom Liverpool allerede havde købt Kostas Tsimikas, så har Liverpool sådan set dækket sig ind på tre positioner med en samlet udgift på ca. £21m for i år.

Det er altså godt købmandskab i et yderst presset marked!

Liverpools transfermarked denne sommer

Indkøb:
Diogo Jota (Wolverhampton) £40m
Thiago Alcantara (Bayern München) £20m
Kostas Tsimikas (Olympiakos) £11.7m

Salg/kontraktløs:
Dejan Lovren – Zenit (£10.9m)
Ki-Jana Hoever (£9m)
Ovie Ejaria – Reading (£3,5m)
Adam Lallana – Brighton (fri transfer)
Pedro Chirivella – Nantes (fri transfer)
Nathaniel Clyne (kontraktløs)
Andy Lonergan (kontraktløs)

Lejeaftale:
Sheyi Ojo (Cardiff)
Taiwo Awoniyi (FC Union Berlin)

De følgende spillere jeg nævner her, er dem hvor deres situation pt. er uklar:
Wijnaldum*
Xherdan Shaqiri
Divock Origi
Rhian Brewster
Loris Karius**
Harry Wilson
Marko Grujic
Yasser Larouci
Nathaniel Phillips
Ben Woodburn
Kamil Grabara

*Nye meldinger er kommet frem, at Barcelona er økonomisk presset og må ikke købe ind før de får bedre styr på deres økonomi. Dermed ser det ud til, at Wijnaldum som minimum bliver hans kontrakt ud i Liverpool, som udløber næste sommer.

**I skrivende stund tæt på at blive udlejet til Union Berling. Rygterne melder det kun er de sidste detaljer der mangler.

Salg
I starten af transfervinduet, hvis jeg skulle være kynisk og se det fra Liverpools nuværende situation som PL-mestre, så ville jeg prøve at sælge hver eneste person på den tidligere nævnte liste (selv Wijnaldum).

Men situationen er selvfølgelig en helt anden nu. Liverpool er selvfølgelig interesseret i at sælge ud af nogle af deres spillere og jeg tror også, at de vil gå med til et par nedgange i deres ellers ønskede pris.

Wijnaldum er lidt tricky – for mig kommer det an på, hvad de interesserede klubber er villige til at betale for Wijnaldum, hvis han da er villig til at skifte. Hvad nu hvis Wijnaldum kun er interesseret i at tage til Barcelona? Det kan også være at Wijnaldum bliver i Liverpool og ender med at forlænge kontrakten. Men selvom jeg synes, det er ærgerligt, hvis Wijnaldum skifter på en fri transfer næste sommer, så er han stadig en nøglefigur for vores hold og vil stadig have en betydning for at Liverpool kan vinde titler i år. Desuden giver det også mere ro og tid for Thiago til at blive spillet ind.

Det ser ud til Liverpool har større mulighed for at sælge Rhian Brewster end Divock Origi pt. og interessen for den unge angriber er naturligvis stor. Det gør dog at hvis Brewster bliver solgt, så synes jeg egentlig, at Liverpool skal beholde Origi indtil næste sommer (medmindre de får et rigtig godt bud).

Xherdan Shaqiri dage må dog være talte med tilgangen af Diogo Jota. Det er en skam, for jeg kan godt lide Shaqiri, men der vil være et hav af klubber, der vil være villige til at købe ham. Beholder man Shaqiri vil det være alene for at gå efter et Cup-trofæ. Jeg vil være overrasket, hvis Shaqiri får spilletid i PL/CL denne sæson..

Jeg vil dog altid være evig taknemmelig for Wijnaldum, Origi og Shaqiri for deres vigtige rolle i CL for to år siden. Men ud over Wijnaldum kan vi virkelig så sige, at Origi eller Shaqiri har leveret siden da?

Jeg vil være ok med at udleje Woodburn, som kun er 20 år og Grabara specielt. Men de øvrige kan jeg ikke se, kan forøge deres kurs yderligere. Kommer et fornuftigt bud for dem, har jeg intet problem med at få dem solgt.

Dvs. Listen nu ser sådan ud inkl. mit bud på transferværdi:
Rhian Brewster (£25m)
Xherdan Shaqiri (£15m)
Loris Karius (£5m)
Harry Wilson (£15m)
Marko Grujic (£20m)
Yasser Larouci (£3m)
Nathaniel Phillips (£10m)

Det er sammenlagt ca. £93m.

Men lad os skære noget af beløbet fra i værste tilfælde, at man ikke får de beløb, så ser jeg det stadig realistisk, at Liverpool kan skaffe minimum £70m. Det beløb vil dække indkøbet af både Jota og Thiago.

Jeg forventer, at Liverpool er helt færdige med indkøb for førsteholdet og grundet de lave betalinger så gør det også, at Liverpool ikke er tvunget nu til at sælge ud, som de var i starten i transfervinduet. Men der er i hvert fald mange spillere Liverpool kan sælge ud af uden betydning for førsteholdet.

Indkøb
Hvis Liverpool ikke foretager flere indkøb til førsteholdet, er jeg egentlig okay med det, men HVIS Liverpool skulle foretage sig flere indkøb, så vil min prioriteringsliste se sådan ud:

1. CB (Erstatning for Lovren).
2. Målmand (Erstatning for Adrian)
3. Angriber (Erstatning for Origi)

Fabinhos rolle som centerback ser yderst lovende ud og kan faktisk se ham være førstevalg med Van Dijk for resten af sæsonen. Mit problem pt. er Joel Matip. Han er simpelthen for skadesplaget og skulle Fabinho være det nye førstevalg, så kan det potentielt betyde Matip er fjerde valg. Det er en dyr herre at have som fjerde valg og som sjældent er tilgængelig alligevel. Selvom jeg føler Matip er bedre end Gomez, så har jeg bare ingen tiltro til Matip mere. I stedet synes jeg Liverpool skal begynde at kigge efter en ung lovende centerback som fjerde valg som vil kunne få alle Cup kampe og ikke være afhængig af Van Dijk og Fabinho til hver kamp.
Der er et par muligheder til næste sommer. F.eks. Dayot Upamecano fra RB Leipzig (som Liverpool har et godt forhold til) har en frikøbsklausul, som træder i kræft næste sommer for lige under £40m. Liverpool kan også være snu og snuppe talentet Eric Garciá fra Manchester City næste sommer på en fri transfer.

Et ordsprog, som ofte kan gøre sig gældende i fodbold er, at man får, hvad man betaler for. Adrian har gjort en ok figur som backup, nu han kom til klubben på fri transfer, men Liverpool bør og kan altså godt gøre bedre. I første omgang vælger jeg dog, at beholde ham og blot håbe at Alisson kan holde sig skadesfri næste sæson. Men jeg synes, at Liverpool skal begynde at kigge efter et bedre alternativ.

Som nævnt tidligere, hvis Brewster bliver solgt, så er jeg okay med at beholde Origi. Hvis det rette bud kommer, synes jeg, at der skal kigges efter et alternativ (altså en såkaldt b-plan). Det er her, at en spiller som Timo Werner, ville have givet mening, men naturligvis ikke for den pris. Det vil gøre Liverpool mere fleksible og vil kunne skifte formation fra 4-3-3 til 4-2-3-1.

Afrunding
Det har taget nogle år – men nu er bredden ved at tage form.

Liverpool skal dog begynde at tænke mod fremtiden, hvor størstedelen af førsteholdet er omkring de 29-30 år. For når jeg kigger på listen over vores køb så har Klopp nærmest ikke købt unge talenter mellem 20 og 23 år. Det har primært været akademispillere. Vi har et ”gap” mellem vores akademi og førstehold aldersmæssigt og er i hvert fald noget, som Liverpool skal begynde at fokusere på at få lukket.

Det er svært at købe spillere til at gå direkte ind på førsteholdet her og nu, men måske skulle Liverpool overveje, at gøre lidt i stil med, hvad Chelsea nu har gjort i en årrække (men på en ordentlig måde), ved at købe nogle af de bedste talenter og lade dem udvikle sig i udlandet. Vi kan dog se niveauet af vores talenter også er øget markant under Klopp, fordi førhen røg vores talenter til League 1 og 2 ofte. Nu begynder vores talenter at præstere i Championship og PL. Det næste spring, som jeg ser det, vil være at anskaffe sig talenter, som kan præstere i talentprægede top-ligaer som Frankrig og Tyskland især.

Uanset hvad Liverpool foretager sig, er jeg tilfreds med, hvad Liverpool har foretaget sig i dette vindue. Vi kan nyde de sidste 2 uger afslappede og fokusere alene på fodbolden, mens en del af vores øvrige konkurrenter i PL kan blive nødsaget til at lave drastiske beslutninger.

Leo Vegas Sport