Kommende kampe:

[Blog] Optakt: Everton – Liverpool 20/21

Nu har vi haft en landskampspause på små 14 dage til at komme os oven på nederlaget til Aston Villa, men det er langt fra glemt, og det bliver det nok heller ikke lige foreløbigt. Noget som måske kan hjælpe på det, er en sejr over bysbørne fra Everton, og netop den mulighed har Liverpool i morgen, når de gæster Goodison Park.

Kampen fløjtes i gang kl. 13:30 og den bliver vist på TV3+, mens den ligeledes kan streames på Viaplay.

Det var mildt sagt en gedigen snitter, som Liverpool oplevede, da de for små 14 dage siden rejste hjem fra Birmingham med et 7-2 nederlag i bagagen. Det var et kollektivt kollaps uden lige og det så mere eller mindre skidt ud over hele linjen. Jeg vil ikke bruge tid på en længere analyse af kampen, men derimod se frem mod morgendagens kamp, hvor de røde fra Merseyside forhåbentlig kan få lidt oprejsning mod et brandvarmt Everton.

En stor del af Liverpool-spillerne har været på landsholdstjeneste, og flere af dem har haft nogle rigtig fine kampe. Her er det værd at nævne, at Firmino faktisk både har lavet mål og assist for Brasilien, mens Diogo Jota sænkede Sverige med 2 mål og en assist. Og netop sidstnævnte tror jeg får en startsplads mod Everton – men mere om det senere.

Hvis vi skal runde, hvad der ellers har været af nyheder omkring klubben, blev Keita testet positiv i sin første Coronatest. 2. test viste dog ikke tegn på Corona, og han fik derfor lov at rejse tilbage til Liverpool, hvor han formentlig får taget en 3. test for en god ordens skyld. Han er dog på dagens pressemøde meldt ude af kampen pga. en skade.

Derudover er både Mané og Thiago tilbage på træningsbanen, og det er i den grad et boost frem mod Everton-kampen. Henderson har ligeledes fået minutter i Englandtrøjen, mens Matip også igen er at finde på træningsbanen.

Alt i alt var landskamppausen udmærket planlagt set med Liverpool-briller, og de er efterhånden tilbage i fuld styrke lige med undtagelse af et vigtigt sted – målmandsposten.

Adrian skal om nogen bevise sit værd efter, at han efterhånden har kostet mange mål på personlige fejl. Hvis vi er heldige, er Alisson tilbage om 4 uger, og derfor er det altså helt essentielt, at Adrian finder et bare nogenlunde niveau frem.

Kigger vi på min formodede startopstilling, tror jeg på, at Klopp hiver en lille kanin op af hatten. Denne kanin består af en anderledes formation, end vi plejer, og jeg tror, at Klopp vil forsøge at tage fusen på Ancelotti med en offensiv satsning.

Jeg har flere alternativer til startopstillingen, hvor Fabinho kan erstatte Gomez, hvilket skaber plads til Henderson på midten. Samtidig kan Matip også erstatte Gomez, men det afhænger alt sammen af spillernes forfatning – noget som Klopp sjældent vil løfte sløret for.

Hvis vi kort skal runde Everton, så har de fået en forrygende start på sæsonen. Ancelotti har om nogen formået at samle et kompetent fodboldhold, som kan score mål, hvor især Calvert-Lewin har været i storform. Her skal Van Dijk ind og lukke fuldstændig ned for den unge englænder. Derudover har de hentet James Rodriguez, som ligeledes har fået en fremragende start.

Overordnet set kunne det godt ligne en 50/50, men jeg tror samtidig på, at Liverpool har den rutine, som disse derbyer kræver. Liverpool vinder 3-1.

Leo Vegas Sport