Lørdag aften møder vi Sheffield Utd. Kampen kan ses på TV3Max og Viaplay kl. 21.00
Lasse Callesen ser frem imod kampen. Sheffield er slet ikke kommet i gang i denne sæson. Det er blevet til et enkelt point for dem indtil videre, som de fik i sidste weekend imod elendige Fulham.
Det ligner derfor en sejr og med en del mål på vores konto. Men med en masse kampe på kort tid, kan det også betyde Klopp roterer i startopstillingen.
Jeg synes dog der er nogle af spillerne, som ikke rigtig leverer pt. og ikke er mere end en skygge af dem selv. Især Alexander-Arnold har været helt ved siden af sig selv i denne sæson. Han er ikke verdens bedste defensivt, men han virker ufokuseret og fejlplacerer sig i større grad nu end tidligere. Offensivt er han heller ikke helt stemplet ind og bidrager ikke på samme måde i spillet, som de sidste par sæsoner. I sidste sæson havde han 2,1 indlæg pr. kamp indtil videre i denne er han på 1,6 og keypasses er faldet til 1,8 fra 2,3 i følge Who Scored.
Firmino har heller ikke vist sig fra det vanlige niveau og han må uden tvivl kunne mærke at f.eks. Jota og Minamino har vist sig frem fra deres bedste side i de sidste uger når de har fået chancen. Der har været flere forslag om en mindre ændring i systemet for at få f.eks. Jota ind og beholde de tre forreste på banen. Firmino er en dejlig mand, men han skal snart begynde at vise noget ellers har Klopp alt mulig grund til at give ham en tur på bænken.
Wijnaldum viser heller ikke sidste sæsons styrke i kampene for tiden. Spørgsmålet er om al den transfersnak omkring Barcelona stadig fylder? Og at der er kommet en spiller ind i Thiago, som giver større usikkerhed om hans rolle på holdet?
Klopp meldte ikke om nye skader på pressemødet i dag. Men det kunne høres mellem linjerne at der nok er en eller to, som har brug for et hvil. Bl.a. fik Robertson et slag i brystet imod Ajax. Og han vidste ikke om Thiago og Matip var fit da der først blev trænet bagefter pressemødet.
Jeg tror dog at opstillingen er næsten den samme, som vi så i onsdags. Bliver Matip og Thiago klar, så vil der nok ske rokeringer. Hvor f.eks. Fabinho kan blive skubbet op på midtbanen igen. Spørgsmålet er også om Henderson har mere end 45 minutter i benene i morgen? Jeg tror og håber. Midtbanen kan godt bruge lidt gejst.
Jeg er knap så optimistisk for kampen: 1-0 sejr.