Med en ny sæson på trapperne kigger fanklubbens bloggere frem mod den kommende sæson, og giver blandt andet deres bud på, hvilket nyindkøb, der vil gøre det bedst, hvilken ungdomsspiller der vil få et gennembrud og sæsonens topscorer for klubben. De vil naturligvis også forsøge at forudsige, hvilken placering Liverpool ender på i ligaen.
En ny sæson står for døren. Hvad glæder du dig mest til?
Anders Andersen:
Spillestilen. Klopp overtog trænersædet to måneder inde i sidste sæson. Til denne sæson har han haft muligheden for både at købe spillere og træne truppen i pre-season. Ved afslutningen af sidste sæson blev han citeret for at sige, at der “naturligvis ville være tredobbelte træningssessioner i pre-season”. Derfor bliver det spændende at se, om vi trods et svært startprogram kan starte sæsonen med samme gode fodbold, som vi afsluttede med i sidste sæson. For Klopp’s hold skaber sjældent resultater uden attraktivt angrebsfodbold og/eller aggressivt presspil. Formår spillerne at spille efter Klopp’s ønsket spillestil, går vi derfor en meget god sæson i møde.
Premier League er desuden i dén grad blevet opgraderet. Eliten af verdens bedste managers er samlet. Kun Ancelotti og Simeone mangler. Det er for alvor giganternes kamp, og det skal blive spændende at se, hvordan Klopp vil udfordre de andre managers.
Lasse Callesen:
Jeg er spændt på om nogle af de takter vi så i specielt Europa League fortsætter. Men også om Klopp kan få hævet bundniveauet. Det var simpelthen alt for lavt alt for ofte i sidste sæson. Det kommer til at være afgørende for vores sæson. Topniveauet er der, det så vi flere gange. Men nu skal der bringes noget stabilitet ind i spillet.
Anders Christensen:
Jeg glæder mig mest til at se, hvad det betyder for holdet, at have en hel sæsonoptakt med Klopp ved roret. Det var tydeligt, at holdet rykkede sig rigtigt meget, efter Klopp kom til i sidste sæson, men man kunne godt se, at holdet ikke havde mange muligheder for at træne systemer og genpres på grund af et presset kampprogram. Det bliver spændende at se, om Klopps turbo-stil for alvor slår igennem i denne sæson.
Hvilket nyindkøb tror du vil gøre det bedst i denne sæson?
Anders Andersen:
Karius. Mignolet har for mig ikke været en optimal løsning på den bagerste post, og har haft for mange svingende præstationer. Karius har ikke samme navn som for eksempel Neuer, men blev kåret som Bundesligaens 2. bedste keeper efter netop Neuer i sidste sæson. Karius stod fornuftigt i pre-season. Lynhurtig på stregen, og gode, sikre samt frygtløse indgreb i feltet – hvilket den brækkede hånd beviser. Dette har været Mignolet’s og holdets akilleshæl i uacceptabelt lang tid. Karius kan hjælpe til at løse problemet og indkassere betydeligt færre mål. Lad os håbe, han bliver klar hurtigst muligt, så vi kan få ham mellem stængerne.
Lasse Callesen:
Mané har set rigtig spændende ud i pre-season og ligner også en der allerede har spillet sig ind i truppen og gjort sig til en af dem, som skal være en af de bærende kræfter i denne sæson. Han bliver svær at undgå for Klopp. Har en lille fidus til Grujic.
Anders Christensen:
Den er svær, men umiddelbart tror jeg meget på Mané. Han virker som en spiller, der bare passer godt til den måde Klopp vil spille på. Han er dejligt pågående, målfarlig og så har han den der fart, der bare ikke kan trænes. Så han får æren foran Karius, som jeg også forventer mig meget af.
Hvilken ungdomsspiller mener du har størst chance for et gennembrud i denne sæson?
Anders Andersen:
Bliver en duel mellem Grujic og Ojo. Grujic vil muligvis få mest spilletid af de to. Fysikken er endnu ikke fuldt udviklet til at kunne sætte et aftryk som en af Premier League bedste på sin plads, men muligheden for det største gennembrud i spillertruppen er bestemt realistisk.
Ojo vil dog også være en positiv overraskelse, hvis han får chancen og fortsætter sin gode form, omend i et mindre omfang grundet skarpere konkurrence om favoritpladsen.
Lasse Callesen:
Grujic er virkelig spændende. Stærk, god med bolden, hurtig på trods af højden og åbenbart også en raket der kan head. Formår også at finde områderne, hvor bolden ender i, inde i feltet og score mål. Det ser virkelig spændende ud. Vi har i den grad manglet en på midtbanen, som kan bidrage med mål. Brannagan skal dog også til at få mere spilletid for at få udviklet talentet.
Anders Christensen:
Jeg er vild med, hvad jeg har set fra Grujic i træningskampene. Men om han får sit gennembrud i år, er svært at sige, da der er stor kamp om pladserne på midtbanen. Jeg vil dog mene, at han burde være i spil, da han har vist, at han kan finde vej til målet, samtidig med at han lader til at have en god forståelse og drive i sit spil.
Hvem bliver den sæsonens største overraskelse for Liverpool?
Anders Andersen:
Wijnaldum. Det er længe siden, holdet har haft en målfarlig midtbanespiller. Wijnaldum scorede 11 mål for Newcastle i sidste sæson, og 14 for PSV i den hollandske liga sæsonen før det. Med bedre spillere omkring sig kan han løfte sit niveau endnu mere og score de mål, vi har manglet fra midtbanen, og ikke mindst diktere tempoet i kampene. Har desuden en sæson i Premier League bag sig og behøver derfor ikke så meget tilpasningstid som ellers.
Lasse Callesen:
Jeg vil egentlig sige Origi, men han overraskede allerede lidt i sidste sæson. Jeg tror dog godt han kan tage endnu et skridt op i denne, måske to hvis han får masser af spilletid. Han har talentet til at kunne udfolde sig og score endnu flere mål.
Anders Christensen:
Det gør Divock Origi. Jeg forventer mig meget af ham, og jeg tror, han vil presse Sturridge helt vildt i forhold til at være førsteangriber. Han har en speed og en fysik, som ingen af de andre angribere i truppen kan matche. Omvendt er han stadig ung, så der er risiko for nogle udfald. Men jeg tror det her bliver Origis sæson.
Der er stadig tid til at forstærke truppen. Hvilken position, skal der købes ind til?
Anders Andersen:
Venstre back er den mest akutte. Klopp overvejer at placere Milner på pladsen. Alt-mulig-manden ville kunne gøre et godt stykke arbejde, men en venstrebenet back, der har kompetencer både defensivt og offensivt må absolut stå øverst på listen. Også fordi offensiven ville miste Milner’s assists og mål.
Lasse Callesen:
Back pladserne helt klart. Det hersker der ingen tvivl om. Vi er så sårbare her og lige nu har Klopp gang i et ret stort selvmål med at have solgt og udlejet inden der er kommet nyt ind. Randall er ok. Men vil få store problemer hvis han skal spille i en af de store kampe. Vi kan ikke sætte vores lid til spillere skal kunne præstere på et godt nok niveau, hvis de spiller ude af position.
Anders Christensen:
Den oplagte er backpladserne, hvor især venstre back kunne trænge til en opgradering. Jeg så dog gerne, at man smed lidt penge efter en defensiv midtbanespiller. Hvis Lucas ender med at blive solgt eller skadet, så er der ingen af de tilbageværende midtbanespillere, der har en mentalitet som “skraldemand” på midtbanen. Vi har et shaky forsvar, og derfor vil det give ro, hvis der er en solid bølgebryder foran dem. Et andet stort ønske vil være en spiller, der formår at sparke en ordentlig dødbold.
Hvilke mål skal Liverpool som minimum nå, for at denne sæson bliver en succes?
Anders Andersen:
Direkte kvalifikation til Champions League samt et trofæ i en cup. Det ville være for uambitiøst af Klopp at sigte efter mindre. En del spillere har været til turneringer med de respektive landshold henover sommeren, men spilletiden har været begrænset for de fleste. Derfor burde vi kunne stille med forholdsvis friske ben. Desuden har Manchester City, Manchester United og Chelsea alle fået nye managers, mens Leicester har mistet spillere. Kun Arsenal og Tottenham er relativt uforandrede. Klopp skal kunne udnytte sit forspring og konvertere det til et trofæ og direkte Champions League-kvalifikation, før sæsonen er godkendt. Specielt når vi ikke spiller europæisk.
Lasse Callesen:
Jeg har svært ved pt at se os kvalificere os til Champions League. Der er virkelig meget der skal flaske sig for os og jeg tvivler på vi har bredden til det. Kvalificere os til Europa League vil være godkendt for mig – men sæsonen er lang og meget kan ske. Jeg håber selvfølgelig på mere.
Anders Christensen:
Kvalifikation til Champions League og at slutte over United vil være fint med mig. Klubben er stadig i en process, hvor der skal arbejdes langsigtet. Der er ikke råd til at misse Europa igen, og faktisk vil jeg mene, at Europa League heller ikke er godt nok – det har vi prøvet. En pokal vil altid være lækkert, men vejen til Wembley er lang og hård, og kan byde på utallige uforudsete problemer.
Hvem bliver Liverpools topscorer i ligaen?
Anders Andersen:
Origi. Sturridge er blandt ligaens bedste på sin plads, når han er i topform. Hans mange skader reducerer ham dog fra at være en “20-goals-a-season striker” som Aguero og Kane, til at blive en “10-goals-a-season striker”. Origi havde sidste sæson som tilvænning til Premier League. Denne sæson burde han være klar til at levere. Gerne over milepælen på 20-mål. Firmino kommer til at følge tæt efter.
Lasse Callesen:
Origi. Han får masser af spilletid. Sturridge er klasse når han spiller og er i nærheden af feltet. Jeg tror dog Klopp forlanger mere af Sturridge i år i form af arbejde uden bold og det kommer til, at koste ham pladsen i flere kampe.
Anders Christensen:
Det gør Divock Origi med 17 mål. Jeg tror, som jeg nævnte tidligere, at han ender med at presse Sturridge i kampen om at starte i angrebet. Dels fordi jeg tror, Origi passer bedre til spillestilen – og dels fordi jeg ikke tør tro på at Sturridge holder sig skadesfri i en hel sæson, før jeg har set det.
Vi håber alle på et mesterskab, men hvilken plads slutter Liverpool realistisk set på i ligaen?
Anders Andersen:
4-5. pladsen. I en sæson hvor Premier League er mere åben end nogensinde, kan der ske mange ting i toppen. Det er dog vigtigt, vi starter godt ved både at hente point mod og ikke mindst tage point fra Arsenal, Tottenham, Leicester og Chelsea inden oktober. Jeg tror dog, vi ender på 4.-5. pladsen, da kvaliteten i spillertruppen ganske enkelt ikke er til en bedre placering. Med lidt held – i form af reducerede skadesproblemer, hurtig tilpasning for nyindkøbene samt overraskende mange mål fra offensiven – en 3. plads.
Lasse Callesen:
5-6 pladsen. Som nævnt længere oppe tror jeg vi kommer til at mangle noget i bredden og det koster point. Samt bund- og topniveau er for langt fra hinanden. Jeg tror på de nærmer sig mere men om det er nok er svært at sige.
Anders Christensen:
Et frisk bud er en 3-4. plads. Jeg tror ikke på Manchester United, og Chelsea har fået ny manager. Jeg vurderer. at Liverpool kommer til at kæmpe med Tottenham og Arsenal om pladserne 2-4, da jeg forventer at City ender med at vinde mesterskabet relativt sikkert.