Kommende kampe:

[Blog] Returopgør i Europa League – venter europæisk semifinale forude?

I den første kamp havde Dortmund 59% boldbesiddelse og mere end dobbelt så mange fuldførte afleveringer som os (578 mod 287). Slutresultatet blev dog 1-1, og Lallana udtalte efter kampen, at Klopp’s gameplan var ”executed perfectly”. Men hvad var egentligt Klopp’s gameplan på Signal Iduna Park, og endnu vigtigere – hvordan sikres avancement til semifinalen?


Skiftende formationer
Klopp formåede at dominere kampen i torsdags med effektivt presspil, hvor formationerne skiftede løbende. 4-3-3, 4-5-1 og 4-4-2 blev anvendt som de primære. I 4-3-3 formationen tvang Origi, Coutinho og Lallana Dortmund’s opspil gennem Sven Bender ved at give ham mest plads blandt Dortmund’s bagkæde. Hermed blev den mere boldsikre Hummels hindret i for meget deltagelse i opspillet.

Origi, Lallana og Coutinho’s presspil under 4-3-3
Origi, Lallana og Coutinho’s presspil under 4-3-3

I 4-4-2 formationen stod midtbanen kompakt og centralt. Dette hæmmede Dortmund’s centrale opspil og kreativitet på midtbanen.

Allen lagde presset højt og stødte momentært frem som angriber ved 4-4-2Allen lagde presset højt og stødte momentært frem som angriber ved 4-4-2

4-5-1 formationen stillede midtbanen endnu mere kompakt og efterlod ikke meget plads mellem rækkerne. Samtidigt stod holdet klar til at udnytte fejl og slå hurtig kontra.

I kampens afslutning blev der dækket af med 4-5-1I kampens afslutning blev der dækket af med 4-5-1

Origi og forsvaret
De skiftende taktiske formationer var ikke den eneste gameplan, som virkede. Origi fik chancen fra start og tog den ved at score og holde på bolden i opspillet. Et genvalg i startopstillingen virker meget sandsynlig, da hans hurtighed igen kan blive en afgørende faktor. Dortmund skal score for at gå videre, hvilket vil tvinge dem til at skulle angribe og skabe chancer. Dette kan betyde, at deres bagkæde vil stå højt og efterlade mange meter bag sig. Noget som passer den belgiske angriber særdeles godt.

Sakho og Lovren stod solidt i forsvaret, og virker mere og mere som fremtidens makkerpar i forsvaret. Sakho’s lange stylter afbrød to oplagte scoringsmuligheder, og Lovren neutraliserede Aubameyang til perfektion. Fortsætter udviklingen mellem makkerparret, er Skrtel muligvis snart historie på Anfield.

Ny kamp – ny gameplan – eller?
Klopp har påtaget sig ansvaret for Dortmund målet (som en god manager nu engang gerne gør). Han forklarede, at det var hans beslutning, at Lallana skulle dække det bagerste område ved indlæg, og ikke Origi. Derfor kom målet, ifølge Klopp. Mignolet er dog ikke uden skyld, da han bør gribe eller bokse bolden, når den kommer i det lille felt. Hans højde og fysiske størrelse (87 kg) giver ham en enorm fordel i luftrummet, som desværre sjældent udnyttes. Det er tvivlsomt, om Mignolet nogensinde bliver en sikker skanse ved indlæg i luften eller standardsituationer generelt, men kan backerne forhindre indlæg, og undgår vi for mange hjørnespark og frispark på egen banehalvdel, er vi et godt stykke på vej mod at forhindre Dortmund i at score. Ingen scoringer = avancement.

Henderson blev skadet, og er dømt ude af returopgøret, endda desværre muligvis dømt ude resten af sæsonen. Allen dækker formodentligt pladsen igen, som han gjorde på Signal Iduna Park. Et andet alternativ er, at flytte Milner ind og have Firmino på kanten.

Hele syv spillere fra startelleveren mod Dortmund var ikke med i søndagens startopstilling mod Stoke; Sakho, Lovren, Can, Henderson, Coutinho, Lallana samt Origi. Der er ingen tvivl: Klopp har fuldt fokus på mulighederne i Europa League, der – som han selv udtrykker det ”bliver meget mere interessant, når vinderne er sikret deltagelse i Champions League det efterfølgende år”. Vi har endnu ikke tabt i Europa i år og Klopp er gået all-in på Europa League. Lad os håbe, det bærer frugt.

Hvad siger I, Redmen? Er en kamp med eller uden boldbesiddelse nøglen til semifinalen, og skal det primære fokus være på at score eller at holde nullet?

Leo Vegas Sport