Kommende kampe:

[Blog] Skal FSG sparkes ud af klubben eller blive?

Søndag til tirsdag aften er vel nok nogle af de mest turbulente dage fodboldeuropa og verdenen har set de sidste mange år. Oftest har der været fokus på én eller to klubber omkring opkøb eller ”transfer deadline Day”, men denne gang havde det indflydelse på stort set alle klubber og fans på et eller andet niveau. Det er de færreste klubber, som ikke ville blive ramt af dette før eller siden, hvis ideen blev til virkelighed.

Skuffelsen

Jeg tænkte ikke så meget videre over det, da det blev meldt ud søndag eftermiddag, at de franske og tyske hold havde trukket sig fra projektet. Jeg troede slet ikke, man var så langt i planlægningen og udførelsen af en helt ny turnering. Var det ikke bare et pres, klubberne lagde på UEFA, inden der skulle stemmes om en ny struktur for Champions League fra 2024 og frem? Men da rygterne tog til og der kom en udmelding fra UEFA senere på aftenen, så vidste man godt, der var noget i gære. Da nyheden ramte midnat søndag, at nu havde de 12 klubber underskrevet en aftale, var man ikke så overrasket.

Jeg blev skuffet og sur over at Liverpool FC var med i dette. Senere har vi endda kunne forstå, at vi var blandt initiativtagerne til den nye turnering. Vores klub som altid har slået sig op på at være inkluderende, hvor vi snakker om at opføre sig som ”The Liverpool Way”.

Jeg er enormt skuffet og sur over klubben på den måde gik med i det her projekt. For mig er fodbold fællesskab og som Jesper Møller fra DBU har sagt flere gange de forgangne dage, så arbejder fodbold ud fra et pyramideperspektiv. I fodbold (og generelt alt anden sport) går det ud på at komme så højt op i pyramiden, som muligt. Vi skal have muligheden for at drømme.

Liverpool har You´ll Never Walk Alone placeret helt centralt i klubben. Det står på Shankly gates, i logoet, sangen bliver spillet i højtalerne før kampstart, og klubben ynder at bruge sloganet ved enhver tænkelig lejlighed. Og så laver de det her nummer, som er så langt fra alt, hvad sangen står for.

Jeg forstår ikke, at de 12 klubejere kan være SÅ meget ude af sync med egne fans? Jeg kan forstå, at en enkelt klubleder måske får analyseret situation forkert, det har FSG masser af erfaring med, men at der kan sidde voksne mennesker fra 12 forskellige fodboldklubber, som alle kommer frem til, at vi fans vil accepterer det, er sgu vildt. Det viser, hvor ligeglade de i sidste ende er med os. John Henry får sagt i sin undskyldningsvideo, at personer i England havde advaret ham, men han lytter ikke:

” (…) that the project put forward was never going to stand without the support of the fans. No-one ever thought differently in England.”

Det kan selvfølgelig være, at han forsøger at lette presset på sine medarbejdere. Det er trods alt ham, som i sidste ende tager den endelig beslutning, men han oplevede jo, hvordan Liverpools fans reagerede da man ville hæve billetprisen til £77. Der var også en del modstand, da man fremlagde ”Project Big Picture”, og da man ville sende personale hjem på lønkompensation under corona.

Fremtiden for klubben

Mandag og tirsdag var jeg i krigshumør, FSG skulle bare ud, og jeg fik rigtig slået op på Twitter, at nu skal amerikanerne ud af Liverpool FC. Det hjælper en gang imellem lige at gå to skridt tilbage, trække vejret, cykle en tur og lige få tømt hovedet og så kigge på situationen igen.

FSG har dummet sig enormt, det tror jeg 99% af alle Liverpool fans er enige om. Men hvad er alternativet? Det bliver ikke nødvendigvis bedre. De færreste vil investere en masse penge uden en eller anden form for afkast. Og som John Barnes udtalte, hvor har de fået deres penge fra? Det vil være forretningspersoner, som går ind i det. De har pengene, og de forventer afkast før eller siden.
Umiddelbart virker FSG som den acceptable løsning. Alternativerne er oliepenge fra Qatar, Dubai osv. eller folk som f.eks. Glazer, der har gældsat Man Utd op over skorstenen. FSG har trods alt formået at lave en god forretning ud af Liverpool, udvidet stadion, givet Klopp i større eller mindre grad de penge, som har været nødvendige for et mesterskab og Champions League trofæ. FSG har ikke direkte trukket penge ud af klubben på trods af overskud, men tværtimod lånt penge til stadionudvidelsen af Main Stand, og jeg forventer, de gør det samme når Anfield Road End får en overhaling inden for en kort årrække. De tjener sikkert nogle penge på renterne, men jeg tror ikke det er noget, de bliver mere millionærer af.

Jeg tror, vi som fans må acceptere, at dem der smider penge efter fodboldklubberne fremover, vil se det som en reel investering eller legetøj på en helt anden måde end FSG har gjort.

FSG er død og pine nødt til at være klare i deres kommunikation i en lang periode. Fortælle os fans, hvad planen er og hvorfor de gør, som de gør. Og sørge for at inddrage fangrupperingerne i endnu større grad end de gør i dag. De kan ikke foretage sig noget fremover uden at vi fans på en eller anden måde bliver hørt.
Der vil være mange fans, som aldrig nogensinde vil se dem have noget med klubben at gøre igen. Hvor store protesterne reelt set er, må tiden vise.  Jeg håber vi husker det og de fans der kan komme på stadion, når der åbnes op, viser dette.

Behold FSG

FSG er ikke de gode, men de er måske de mindst dårlige for Liverpool. Og jeg er virkelig i tvivl om jeg ønsker dem hen, hvor pepperet gror. For jeg har bestemt ikke lyst til at få en ejer, som bruger klubben, som sit legetøj, til ”sports washing”, ikke har respekt for menneskeliv, korruption og hvad der ellers er af typer, som i fremtiden måske overtager fodboldklubber. I en ideel verden var klubben ejet af os fans, som har medbestemmelse.

Tyskland har en lidt anden tilgang, hvor de har 50+1 reglen, hvor den oprindelig klub ejer 50% af aktierne plus én ekstra, så den har flertal. Flere medlemmer i det engelske parlament har været ude og ytre, at der skal være en form for regulering eller lovgivning for fodboldklubberne.
Det virker urealistisk at indføre 50+1 reglen i England, da det vil kræve at man laver store indgreb i privatevirksomheder. Uanset hvad det ender med, kommer FSG til at være i kraftig modvind i lang tid og med rette! Spørgsmålet er bare hvornår det her bliver glemt og nye historier overtager mediebilledet. Men vi fans må håbe på den sidste uges problematikker kan bruges til at skabe en forandring i fodboldverdenen, hvor vi siger nok er nok og står sammen om vores alle sammen sport.

 

Leo Vegas Sport