Alex Bruun gør status på sæsonen indtil videre
Vi er nu 2/3 færdig med sæsonens Premier League kampe, så jeg vil lige forsøge med en status for sæsonen indtil nu. Indtil videre ser det således ud:
– Charity Shield taber til Arsenal efter straffespark
– Carabao cup taber et reservespækket hold igen til Arsenal efter straffespark.
– FA cup nederlag til Manchester United
– Champions League gruppevinder, og har vundet 2-0 ude over RB Leipzig i knockoutrunden
– Premier League en aktuel 6. plads.
Jeg havde det egentlig ok med at ryge ud af Carabao cuppen, lidt med tanke på, at de sparede kræfter ville give os en fordel i det sammenpressede Premier League program – det ser desværre ikke ud til, at det har hjulpet, eller måske det bare havde været endnu værre. Nederlaget i FA cuppen gjorde ondt, men uheldigvis kan man ikke forvente at vinde hver gang på Old Trafford.
Ved juletid lå Liverpool øverst i Premier League tabellen. Siden har det været en perlerække af dårlige resultater mod bundholdene blandet med fine præstation mod bla. Spurs og West Ham. Jeg er egentlig godt tilfreds med vores trup, men vi må konstatere, at den trods alt ikke kunne klare de mange skader. Det har medført rovdrift på vores bedste spillere, som nu virker trætte både fysisk og mentalt, og det påvirker vores spil og især presspillet. I sidste sæson vandt vi mange kampe på lige at have overskuddet til sidst, men der mangler vi altså de sidste 2%, som afgør kampe.
Er vi i krise?
Jeg bryder mig personligt ikke om brugen af ordet krise, som efter min mening skamløst bruges af medierne for at skabe opmærksomhed. I London er et hold også i resultatmæssig dårlig forfatning, og her udtaler manager Jose Mourinho, at holdet ikke er i krise, men inde i en stime af dårlige resultater. Ordkløveri måske, men jeg synes alligevel, det gør en vis forskel.
Jeg mener stadig, vi nok skal kvalificere os til Champions League, men skulle de svingende resultater fortsætte, så må vi hellere kigge på reglerne for kvalifikation til Europa. Under normale omstændigheder kvalificerer top 4 sig til Champions League og nr. 5 kvalificerer sig til Europa League. Der er også en EL plads til vinderne af FA Cup og Carabao cup – hvis pokalvinderen ender i top 4, så bliver der en ekstra plads til nr. 6 (og nr. 7, hvis begge vindere er i top 4).
Kvalifikation til Champions League
Finalen i Carabao cup står mellem Manchester City og Tottenham. Hvis Tottenham vinder, får de en plads i Europa League, ellers går pladsen til bedst placerede i ligaen, som ikke er kvalificeret til Europa. FA cuppen er nået knap så langt, men her er 4 af Top 5 i ligaen stadig med i turneringen, så det virker ikke sandsynligt, at et lavere rangerende hold vinder turneringen. Det betyder formentlig, at der vil være enten 6 eller 7 europæiske pladser.
Holdet har før vist, at spillerne har en stærk mentalitet, og den får vi brug for nu, for der skal arbejdes for det både i Champions League og i Premier League. Det virker som om, vi har en smule lettere ved at spille de Europæiske kampe – måske fordi modstanderne ikke kender os så godt, så jeg mener bestemt, at vi har gode muligheder for at nå langt i turneringen. Der er i hvert fald ikke nogen grund til at forsøge at italesætte, at vi er helt uden chance for at vinde turneringen.
Premier League er en anden sag. Her er løbet kørt, og Manchester City vinder mesterskabet, så nu skal der kæmpes om de sekundære pladser. Hvis det lykkes at sammensætte en serie af sejre, så vil jeg mene, at helt ned til Tottenham på 9. pladsen har en chance for at blande sig i kampen om de europæiske pladser. For Liverpools vedkommende gælder det om at genfinde opskriften på at slå midterholdene, som vi skal møde en masse af i den resterende del af turneringen – faktisk mangler vi kun Chelsea (hj) og Manchester U (u) af de svære kampe. Jeg ser fortrøstningsfuldt frem mod de sidste kampe, og jeg føler mig helt overbevist om, at Liverpool slutter i Top 4.