Kommende kampe:

[Blog:] Ti ting jeg tror, at jeg tænker #12

Så er det blevet tid til min sidste omgang af tanker for denne gang. Anders er tilbage fra skønne Liverpool igen og fortsætter i næste uge med sit faste indlæg.

I denne uge vil jeg, Lasse Callesen komme ind på lidt FA cup, Premier League, skader, rokeringer på positionerne og lidt nyt fra klubben, som ændrer noget ret markant for os fans ude på Melwood.

God læsning.

1. Jeg tror jeg tænker at Liverpool kan kæmpe en sejr hjem

Spillet imod City var bestemt ikke flydende og vi formåede på få tidspunkter i kampen at spille noget af det spil, som ellers har kendetegnet Liverpool i denne sæson. I stedet for var vi sløsede og alt for febrilske stort set i alt, hvad vi gjorde med bolden. Der var selvfølgelig lyspunkter, men Firmino underbygger kampen ret godt da han ikke formåede, for ham, at tæmme en meget simpel bold, hvor han ville have været helt fri for mål. Lallana har normalt en afleveringsprocent på omkring de 86%, men i denne kamp lå han helt nede på 76%. Og jeg er sikker på det vil være et mønster vi kan finde hos de fleste af spillerne.
Men i stedet for at spille, så kunne spillerne kæmpe. Der blev godt nok løbet mange meter og det var i spurt, jeg ikke kunne finde tal for kampen omkring samlede antal km løbet, men på tv så det ud til, at der virkelig blev most igennem af spillerne og der var ikke nogen der faldt igennem på delen med at kæmpe for sagerne. Det synes jeg er positivt at have i betragtningen efter kampen. Vi kunne godt have haft en eller to, som ikke lige var klar på at løbe de ekstra meter og gå ind i tacklingerne, hvor man slår sig. Hvis der havde været en eller to af dem var resultatet muligvis blevet andet. Og stor cadeu til forsvaret. De holdt Manchester City fra at skabe de helt store chancer.

2. Jeg tror jeg tænker, at Firmino tydeligvis ikke skal spille på kanten

Det er vist ved at være tydeligt, at han ikke skal derud. Imod Manchester City startede han på toppen og jeg synes han var meget mere tydelig end længe set. Var lidt over det hele og var farlig. Vi blev desværre nødt til at skifte ud undervejs hvor han så kom ud på kanten. Der forsvandt han totalt ud af kampen med det samme. Jeg håber Klopp kan finde en måde at kombinere Firminos kvaliteter samt få det bedste frem i resten. Det skal forsøges at få ham mere centralt end han er nu, han er tydeligvis ikke den kantspiller, som han er nød til at være grundet skade til Coutinho og Manés fravær pga. de afrikanske mesterskaber.
Klopp har forsøgt at få mere ud af ham da man kan se han forsøger at søge centralt og bytte lidt med Origi og Sturridge men det fungerer ikke rigtigt. Han kommer stadig ikke frem til nok IMO. Det er svært for Klopp for skal han ændre taktik eller håbe på Firmino ud af det blå finder formlen ved at spille på kanten?

3. Jeg tror jeg tænker vi ser et skrabet hold i FA cuppen

I weekenden indtræder Liverpool i 3. runde af FA cuppen. Vi skal op imod Plymouth Argyle, som spiller i League 2. Jeg forventer kun det er meget få fra 1. holdstruppen, som vi ser i denne kamp. Jeg tror vi kan forvente at se Lucas, Karius, Grujic, Stewart, Moreno, Ejaria, Alexander plus det løse fyldt op med unge spillere fra U23 truppen, som kan have godt af lidt spilletid på tv. Mon ikke vi ser lidt til Woodburn, Brannagan, Wilson og lignende. Klopp har udtalt at Gomez vil være i nærheden af holdet på søndag. Hvilket vil være befriende endelig at have ham tilbage igen efter den lange skadespause. Coutinho og Matip er ikke i spil. Især Coutinho havde jeg håbet på vi ville have set lidt til, men vi skal heller ikke fremskynde det, hvis man risikere noget med ham. Han fik dog trænet fuldt med i dag.
Jeg håber dog vi på bænken har et par rutinerede kræfter der kan komme ind og afgøre løjerne i anden halvleg, hvis det er nødvendigt.
Jeg er kæmpe fan af FA cuppen, hvem husker ikke FA cup finalen imod West Ham i 2006? Liverpool skal spille finaler og gerne mange af dem. På nuværende tidspunkt kan jeg ikke se FA cuppen skal have den store betydning for kampprogrammet i Premier League. Dertil er modstanderen alt for svag. Det burde være noget, som reserverne plus de unge kan klare i hvert fald i første runde. Så må man revurdere det løbende. Jeg vil være meget skuffet, hvis vi ikke går videre imod et League 2 hold. Der burde vores reserver og U23 spillere være gode nok. Plus det kan give de unge spillere lidt hår på brystet efter sådan en omgang.

4. Jeg tror jeg tænker at det er helt rigtigt Tiago Ilori forlader Liverpool

Det lader til han forlader klubben til fordel for Reading. Prisen skulle være på omkring £3.75m. Hvilket er £25.000 mere en han blev købt for. Der var ellers høje tanker om Ilori dengang han blev købt, men efter at have været i Liverpool i 3,5 år og indtil videre mangler at få debut i Premier League er det kun blevet til tre kampe i FA cuppen og de kom for ”præcist” et år siden da Liverpool var hårdt ramt af skader og han blev kaldt tilbage fra sit succ… sit ophold i Aston Villa.
Der blev snakket i semi pæne floskler om ham, da han kom til klubben. Men noget af det eneste der rigtig blev fremhævet var hans hurtighed, hvor han skulle være målt hurtigere end C. Ronaldo. Men endnu en spiller, som kommer til klubben med forhåbninger om, at skulle blive til det nyeste shit, men aldrig kom til at ske noget som helst med. I skrivende stund kommer der rapporter på Twitter om at han har bestået lægetjekket i Reading.
Held og lykke fremover. Mindes ikke der på noget tidspunkt var brok eller andet fra hans side af, hvilket er befriende.

5. Jeg tænker jeg er imponeret over Liverpool

På trods af Chelseas ret suveræne sejrsrække på 13 der dog blev brudt af Spurs i midt ugen har vi formået at hale et point ind på dem henover jule- og nytårsprogrammet. Det er ret vildt det har kunne lade sig gøre og der er ikke nogen grund til, at være negativ omkring det. Jeg havde ikke forventet, at vi ville ligge hvor vi ligger på nuværende tidspunkt. Jeg er ganske enkelt imponeret over det som holdet har gang i. Og det kan man også mærke på stemningen blandt fans. Der er en tro på at det her hold kan spille med om mesterskabet i slutningen af sæsonen.
Der er mange hold, som leverer lige nu. Og før jul havde jeg afskrevet Manchester United, men de hiver point ind på kontoen nu og nærmer sig 4. pladsen. Som jeg har skrevet i de sidste ugers kampoptakt er ligaen så tæt nu, at et enkelt nederlag kan koste dyrt.
Det er pisse fedt at ligaen er så tæt og spændende og endnu mere fordi vi er en del af det og endda med et hold, som ikke besidder mange spillere der kender til det med at spille om mesterskaber. Milner har flere mesterskaber under vesten, Klopp har været med til det sjove flere gange ellers mindes jeg ikke der er spillere, som har vundet det store i tidligere klubber?

6. Jeg tror Liverpool mangler rutine

Hvilket leder mig til, at Klopp måske skal ud og se efter spillere, som har rutine i forhold til at have været med, hvor det er sjovt. Der har vundet mesterskaber og pokaler. Ikke nødvendigvis spillere der kan gå ind og være en del af start 11eren men give noget mere bredde, som vi har set vi mangler. Der har været flere gange, hvor bredden har været for smal og vi kun har haft 18-20årige knægte siddende på bænken, som Klopp ikke har turde sætte ind eller ikke har været gode nok til at kunne gøre en forskel. Spillerne er talenter men de har ikke den nødvendige erfaring eller evner på nuværende tidspunkt, ellers var de blevet sat ind. Jeg tror også dette til tider har noget at gøre med de sene udskiftninger Klopp foretager. Får han først sat en af de rutinerede ind og der kommer skader, vil han stå tilbage med en tynd bænk.
Så lidt rutine vil jeg prise mig lykkelig over at få ind i dette transfervindue. En Kolo kind of guy kunne være rigtig fin.

7. Jeg tror andre klubber ser anderledes på Liverpool i år

This is Anfield har spurgt andre klubbers fans om hvor de tænker, Liverpool ender I denne sæson. Det har givet nogle meget interessante meninger. Der er en enkelt der siger vi ender på femte pladsen og det var en Hull fan. Det er en Arsenal fan der har os på første pladsen. Der er 12 klubber, som mener Liverpool ender som nummer to når sæsonen slutter. Fire fans har os som nummer tre mens en enkelt tror vi ender på fjerde pladsen.
Vi har længe været en klub, som mange har været bange for at møde, men samtidig ikke rigtig blevet taget seriøst i forhold til topstriden. Enkelte år er vi poppet op og har kunne lege med, for så efterfølgende at falde igennem med et brag. Men noget tyder på at de andre klubbers fans er begyndt at have et godt øje til os i den samlede stilling inklusiv fodboldkommentatorerne

 


Og hvad der er endnu bedre er at vi for en gangs skyld ikke har kunne kigge imod den her graf, som efterhånden var ret normal at se på Liverpool forums. Lad os håbe vi aldrig falder tilbage til den igen.

 

8. Jeg tror klubben gør det rigtige, men skal træde varsomt

Det skulle være slut med at skaffe autografer og billeder ved Melwood, da spillerne har fået påbudt af klubben at de ikke længere må stoppe op og skrive autografer og få taget billeder med fans. Det er en skam, men der skulle have været rapporteret om flere lige ved og næsten episoder og her må klubben selvfølgelig tænke på sikkerheden på og udenfor anlægget. Det er fedt at klubben oftere vil tage ud til de lokale skoler og hilse på børnene der, nu de fjerne den mulighed ved Melwood. Og hvad vigtigere er at det giver mulighed for, at spillerne kan bruge mere tid med de unge. Jeg er sikker på det give både spillerne og børnene noget kvalitet i hverdagen, at de får lov til at snakke med hinanden. Lokalt er det en rigtig god måde at håndtere det på.
Jeg håber dog klubben forsøger at finde en løsning i forhold til turisterne (os), der gerne vil have et billede og en krussedulle på et stykke papir, trøje eller i en bog. Især børn vil kunne få følelsen af stjerner er ligeglade med dem og ikke engang gider bruge 2 sekunder på dem. Det er vigtigt for klubben at de bevarer kontakten til klubbens fans. Der er nok af spillere der får at vide de er nogle divaer. Det er ikke min følelse at spillerne i klubben er sådan, selvom der selvfølgelig altid er nogle spillere der ikke gider stoppe op og hilse på klubbens fans. Så jeg håber man finder en løsning med der kan skrives autografer langs et hegn på en eller anden måde. Man kan håbe på at snakken om et helt nyt træningsanlæg kan løse den problematik så der ikke er nogen der kommer til skade. Jeg tvivler dog på klubben vil lave åbne træninger, hvor fans kan komme ind på anlægget og komme tæt på spillerne.

9. Jeg tror vi kan få problemer uden Milner og Henderson

Ingen af dem var med til træning i dag, fredag. Ikke at det har den store betydning for søndagens kamp, da jeg ikke forventer, at nogen af dem skulle på banen. Måske en af dem på bænken i tilfælde af worst case. Men med tanke på de to næste kampe er det skidt, hvis de ikke når at blive klar. Milner skulle have fået slag på læggen mens Henderson bøvler med hælen (heldigvis ikke den samme, som han bøvlede med i sidste sæson). Men hvis de ikke er klar til især Manchester United kampen i næste uge? Av det kan blive vitalt. Jeg håber Milners er slaget og bare skal have lidt ro i nogle dage for, at han så er fit for fight igen. Formen er der, det er mere hvor store smerterner er og om det er nogen han kan spille med uden de har den store indflydelse på hans spil? Men Moreno på backen imod Manchester United i måske 90 minutter med tanke på den smule fodbold han har fået i år kan blive dyrt. Jeg tvivler på han kan holde til at løbe for fuld kraft i 90 minutter. Han kan måske få nogle km under vesten i de næste to kampe, men man skal passe på med om det er for stor en belastning med tre kampe på en uge.
Henderson vil være savnet men knap så stort som Milner. Vi har spillere der kan tage over for ham. Lallana er i sit livs form, Wijnaldum er begyndt at vise mere stille og roligt. Og Can har mulighed for at spille sig varm og har spillet relativt fast. Som en af dem jeg ser fodbold med sagde sidst, så har Can brug for 4-5 kampe til at komme op i gear. Det vil han få inden Man Utd kampen næste weekend. Ellers er der andre spillere, som kan bruges, de er dog ikke i samme form. Men en Lucas er en mulighed selvom han er knap så mobil og stærk i pasningerne, som de andre. Men han kommer med noget rutine og han har stået i de her kampe flere gange. Jeg håber dog begge når at blive klar til kampen. Jeg er sikker på vi har et langt bedre hold med de to på banen.

Matip lider vi ikke så stort et tab af indtil videre, selvom jeg gerne så ham på banen i stedet for Lovren. Han skulle nærme sig træningsbanen igen. Så man kan jo håbe på han når at blive klar så vi har lidt valgmuligheder.

10. Jeg tror ikke jeg har styr på måden vi udlejer spillere på

Da Klopp kom til Liverpool ville han stoppe ”vanviddet” med at udleje spillere til højre og venstre, da han hellere ville have de blev skolet hjemme i Liverpool, hvor de havde styr på dem og kunne overvåge deres fremskridt og forme dem i den retning som klubben ønsker det. Mange var enige med ham da han udtalte det. Men senere måtte Klopp trække lidt i land med den kommentar. Han fandt ud af at det engelske fodboldsystem ikke er så udviklet, som det tyske når det kommer til talentarbejde. Der er simpelthen ikke nok spilletid til, at de kan udvikle sig hjemme i Liverpool, hvor der er U23 holdet og ned efter. I denne sæson har U23 holdene oveni fået lov til, at deltage i de mindre pokalturneringer, men klubben har ikke kunne deltage pga. andre kampe som havde første prioritet.
Klopp har derfor været nødsaget til at leje spillere ud for, at de kan få rutine og spilletid. Nu er spørgsmålet så bare, hvem er det der bliver lejet ud? Er det dem, hvor der kommer bud fra andre klubber? Der hvor spilleren har et ønske om det? Erle perle pif paf puf? For at sælge spilleren i næste transfervindue?
Indtil videre er det svært at vurdere hvem der ryger på udlån og af hvilke årsager. Flere spillere har man valgt at holde hjemme selvom der har været efterspørgsel på dem.
Flanagan er udlejet men har nærmest ikke spillet endnu i denne sæson og der har været snak om han vender hjem nu her. Markovic har der i lang tid ikke været den store tilfredshed med i fangruppen. Ryan Kent havde en forrygende sommer. Wisdom har været udlejet i to sæsoner nu. Allan er udlejet for at han kan få sin arbejdstilladelse. Chriviella er blevet udlejet i dag (d.6 januar) til hollandske Go Ahead Eagles.
Hvor mange af disse forventer man kommer hjem og går ind på første holdet før eller siden? Jeg tror det er få af dem. Flanagans dage må være talte, hvis han ikke engang kan komme på holdet i Burnley. Wisdom har været udlejet i to sæsoner nu, det er vist heller ikke en man tror på. Allan giver mening og Klopp har rost ham til skyerne tidligere. Markovic, nah heller ikke. Ward tror jeg har en fremtid i klubben, målmand har en længere modningstid og har vist noget oppe i Skotland i sidste sæson. Kent tror jeg også på, havde en god sommer, hvor han var med første holdet på tur og fik vist sig frem. Chirivella er jeg i tvivl om. Har vist lidt hist og her men har aldrig rigtig gjort det store indtryk på første holdet når han har fået chancen.
Så det er spændende at se om der er et mønster i de udlejninger, som Klopp foretager eller om det er lidt i øst og vest og man først vurdere det til sidst. Det kan også være det er de spillere man er i tvivl om kan det man forventer og de på den måde kan komme ud og vise, hvad de kan og på den måde får optimale forhold, som man måske ikke kan give dem i Liverpool.

Leo Vegas Sport