Kommende kampe:

[Bloginterview] Peter Kjær – Transfervinduet i januar 2016

Liverpool-fan og fodboldekspert hos Viasat Peter Kjær har i et interview eksklusivt for denne blog givet sine synspunkter på, hvordan det kommende transfervindue vil se ud for Liverpool FC.

Peter Kjær, fodboldekspert hos Viasat og Liverpool FC fan
Peter Kjær, fodboldekspert hos Viasat og Liverpool FC fan


Hvad kan vi forvente os af det kommende transfervindue?
Der har været enorm aktivitet de seneste sæsoner. Det er et skidt tegn, når der er for meget aktivitet. De mange indkøb under Rodgers signalerer, at tingene ikke er optimale. Jeg både tror og håber, at der ikke kommer til at ske så meget. Specielt ikke, når dette er det første transfervindue for Klopp. Desuden er dette transfervinduet i januar, hvilket generelt er lidt sværere at arbejde i, fordi det ligger midt i sæsonen. Sker der for meget, kommer man lidt i tvivl. Klopp er i gang med at se, hvad truppen indeholder og hvad den mangler. Jeg tror, jeg han skal bruge lidt mere tid til denne vurdering. Der er jo ting, som fungerer fint allerede nu. Derfor hverken tror eller håber jeg, at der kommer til at ske voldsomt meget.

Vil Klopp eller Liverpool have den største tiltrækningskraft?
Umiddelbart Klopp. Sidste sæson var klubben i den bedste situation i ufatteligt mange år, efter at have sluttet som nummer to i Premier League. Pengene var der også. Da havde klubben virkeligt muligheden for at hente topspillere, som ellers kunne have valgt Real Madrid, Barcelona, Manchester United, Manchester City og så videre. Det formåede klubben ikke. Det var ikke er nok at hedde Liverpool, være 2’er i Premier League og skulle spille Champions League. Jeg tror, der er spillere, som gerne vil spille for Klopp og på den måde, som han gerne vil spille på. Derfor tror jeg, der er mange spillere, som vil være interesseret i at spille for ham. Det kunne meget vel være spillere, som kender ham og ved, hvad han står for.

Hvilke positioner burde forstærkes, hvis der skal foretages indkøb?
Jeg kommer lidt til at modsige mig selv, for selvom jeg er Liverpool-fan, og at Manchester City er slået fejende flot, så synes jeg stadigt, at der er store mangler. Skal jeg tage nogle fokuspunkter, så er jeg stadigt meget utryg ved Liverpool’s defensiv. Det er helt nede fra målmanden, som godt nok ikke har lavet de samme fejl som de tidligere sæsoner, så måske er han ved at finde stabilitet, men jeg er aldrig helt tryg og rolig, når det gælder de fire bagerste. Clyne har gjort det godt, men når det gælder de centrale forsvarspladser bør forstærkes. Skrtel kan muligvis stadigt gøre sig gældende. Sakho har løftet sit spil. Jeg ved dog ikke, om jeg nogensinde bliver helt tryg ved hverken Sakho eller Lovren. På venstreback er Moreno god med bolden, men usikker uden den. Der har været for mange defensive fejl, hvor han har valgt den forkerte løsning. Det har kostet. Lucas har gjort det godt og egentligt også overraskende godt, efter han kom med igen under Rodgers, men skal Liverpool løfte deres niveau må de købe en endnu bedre 6’er. Ham der skal være den defensive af de to centrale midtbanespillere. Så jeg kunne tænke mig en midtstopper, venstre back og en 6’er. Det ville nok være mine fokuspunkter.

Hvilke spillere kan købes til disse positioner?
Der er jo altid historier om spillere, som følger træneren. Sådan er det jo. Jeg kunne godt forestille mig, Subotić røger til Liverpool. Klopp tog også Subotić med fra Mainz til Dortmund. Han er midtstopper, 26 år og lige nu bænket i Dortmund. Om han kan gøre det bedre, end dem vi har, er op til Klopp at vurdere. Lewandowski har været nævnt, men det tager jeg som drømmetænkning. Det mener jeg ikke, er realistisk. Gündoğan kunne være interessant, selvom han ikke er en decideret 6’er, men i stedet spiller ved siden af den defensive midtbanespiller. Ellers har jeg set spillere fra Italien og andre steder blive rygtet til Liverpool, men det er svært at nævne navne. Jeg synes, én eller to spillere ville være rigeligt. Nu har klubben brug for kontinuitet. At holde fast i spillerne. Til sommer kan der så vurderes, hvad truppen kan, og hvad den mangler. Kommer der kun én transfer, er det også godkendt.

Hvilken spillertype passer generelt godt til Klopp’s system?
Løbestærke spillere. Nogle spillere har bedre fysiske forudsætninger end andre for at passe ind. Jeg glæder mig til at se Henderson komme tilbage. I udgangspunktet er han en Klopp-spiller på den måde, at han er løbestærk, en god presspiller, og det sidste halvandet år, har han tilføjet en del fodboldmæssigt til sit spil. Manualen for Klopp’s system er en løbespiller, som er en god presspiller. Når bolden så erobres skal der dog hurtigt sættes nogle idéer bag de handlinger, så bolden ikke bare varmes, men at det går hurtigt fremover. Den type spiller er Henderson og han passer manualen perfekt. Lallana kan godt blive genoplivet under Klopp. Han er en dygtig presspiller, som løber meget. Han skal dog tilføje nogle offensive kvaliteter, hvor han skal blive endnu mere afgørende. Denne type spillere er vigtige for den måde, Klopp gerne vil spille på. Det behøver ikke være Barcelona-spillere, som kommer til Liverpool. Det kan godt være løbestærke spillere med god fysik, som kan spille bolden hurtigt frem i banen, når den er erobret.

Er der ligaer, der skal kigges mod?
Spillerne skal have et vist niveau. Det er ikke superligaen, der bliver set mod. Bundesligaen er oplagt, da Klopp har et godt kendskab hertil. For mig vil det typisk være spillere, han tidligere har trænet. Og det er trods alt på et ganske højt niveau. Da Klopp formede Dortmund kunne han ikke hente spillere fra hylde nummer ét. Dortmund var stort set bankerot, da Klopp kom til klubben. Han hentede dygtige samt billige spillere ind og formede dem. Tilsyneladende får han i Liverpool flere økonomiske ressourcer til rådighed. Derfor kan han allerede nu se efter spillere med et højere niveau end det, han har været vant til at hente. Derfor er det også lidt nyt for Klopp at være i en klub, hvor han fra begyndelsen har større økonomi til at forme sit hold.

Bliver der solgt spillere?
Det er altid svært med afgange. Det afhænger af, hvad der kommer ind. Navnemæssigt har Liverpool en bred trup. I de sidste kampe har bænken haft store navne, men truppen er ikke ekstremt bred, når der fokusres på spiller nummer 18 eller 19 i truppen. Derfor kan der godt komme spillere ind, uden at der nødvendigvis skal spillere ud. Købes en ny 6’er, kan det godt diskuteres, om Lucas skal være der. Truppen kan godt få to spillere, der er klar til at kæmpe om en startellever, uden at nogle skal ud. Nogle spillere vil få en kort tid til at vise Klopp, at de er kvalitetsspillere og hermed være i farezonen. Lovren er én af dem, der må tage skridtet op og vise mere stabilitet.

Leo Vegas Sport