Kommende kampe:

Bournemouth – Liverpool 24/25 kampoptakt

Af Jesper Holm Olsen

 

Det er et uhyre formstærkt hold vi løber ind i og endda et hold, der har haft en uges hvile. De har faktisk ikke tabt siden november måned, så de er selvfølgelig fyldt med selvtillid. Det er samtidig en runde, hvor meget kan vise at blive forholdsvis afgørende for den endelige stilling. Nottingham Forrest tabte nemlig i sidste runde og et amputeret Arsenal-hold skal møde et mere og mere formstærkt Manchester City, hvor jeg spår at Arsenal ikke formår at vinde (og så vil jeg vædde en lille milliard på at Arteta finder nogen at give skylden). Med andre ord, vinder vi på lørdag, så står vi altså med et ekstremt godt udgangspunkt.

 

I sæsonens første kamp mod Bournemouth vandt vi ret så overbevisende med 3-0, hvor vi ret atypisk afgjorde kampen fra start af med en sikker føring 3-0 allerede efter 37 minutter og så sad vi ellers bare og kontrollerede kampen. Kan vi bruge den erfaring til noget? Ja, det mener jeg faktisk godt vi kan. Jeg har stor respekt for vores modstander, men jeg mener samtidig også, at de i den grad er et medvindshold, hvor de rider på en bølge, som måske nok er større end deres reelle niveau. De har gode spillere og vi skal måske særligt lægge mærke til deres venstre back, Kerkez, hvis navn har været nævnt i transfer-rygtestrømmen og så Kluivert, som har været skarp på det seneste. Ouattara brændte også banen af i sidste runde.

 

Taktikken må dog være forholdsvis simpel, som den vel ret beset er i de fleste kampe. Undgå de her kontraer mod os og undgå for alt i verden et tidligt mål imod os, for så er det op ad bakke. I stedet skal vi lægge det fornødne pres, lade dem løbe sig døde og så skal vi være skarpe, når chancen byder sig. Til netop den opgave, så bliver jeg nødt til at fremhæve Szoboszlai, hvis kvaliteter i den grad blev fremhævet af Slot efter kampen mod Ipswich.

 

Lige nu er vi også konstant i en fase, hvor ressourcerne skal bevares, for lige rundt om hjørnet venter en ny stor kamp, men vi spiller på en facon, hvor vi ikke som med Klopp hele tiden skal frygte at vi får den her nedgang her i januar/februar, for spillerne virker på ingen måde mættede og trætte, men snarere utroligt fitte og klar til opgaven. Derudover har de fleste også fået en pause siden sidste kamp i ligaen. Jeg synes faktisk det er helt vildt godt gået af Slot, at han hele tiden formår at holde alle til ilden, at balancere energi og holde forstyrrelser udenfor banen på afstand. Et kæmpe cadeau til ham.

 

Jeg tror at vi vinder, for jeg har virkelig på fornemmelsen at vi sætter kniven ind i forhold til vores konkurrenter, og derfor spår jeg en 2-0 sejr. Gakpo scorer igen, for det kan han slet ikke lade være med, og så bliver det Konate som en sjælden målscorer.

 

Jeg er ikke i tvivl om opstillingen, for vi sparede trods ressourcer mod PSV og på søndag vil vi se et noget B-betonet hold i FA Cuppen, så dermed bliver det stærkeste opstilling.

Leo Vegas Sport