Kommende kampe:

Everton – Liverpool 22/23 Kampoptakt

Fejl: Kontaktformular ikke fundet.

 

I morgen først på eftermiddagen syder det i Liverpool. Der er nemlig Merseyside Derby, når Liverpool gæster Goodison Park. Kampen fløjtes i gang kl. 13:30, og kan ses på TV3Max og Viaplay.

Det var en højdramatisk og forløsende afslutning på midtugekampen mod Newcastle, da Carvalho bankede en løs bold i feltet op i nettaget i det 98. minut. Havde der været et tag på Anfield, var det blevet løftet, og fansene var i ekstase. Det var ellers langt fra en prangende kamp fra de røde, som ellers havde tanket en masse selvtillid med en 9-0 afklapsning af Bournemouth i den forgangne spillerunde.

 

Det var ikke til at se, og spillerne virkede generelt uoplagte med sløsede afleveringer og uinspirerede angrebsmønstre. Det skal dog nævnes, at Harvey Elliott skilte sig ud fra mængden med masser af god energi, løbevilje og angrebsvillighed. I den modsatte ende af skalaen synes jeg, at spillere som Fabinho, Henderson og Van Dijk slet ikke virker til at være på det niveau, man kan forvente fem kampe inde i sæsonen. Derfor har det også været en frustreret Klopp, der har kigget på en skadesliste, som blot er vokset og vokset. Senest er det Henderson, der med en fibersprængning i baglåret, har taget plads på skadesbriksen.

 

Til gengæld vores nyindkøb, Darwin Nunez tilbage igen efter tre dage i skammekrogen. Forhåbentlig har han lært sin lektie, hvilket i den grad bliver nødvendigt mod Everton. Her vil de formentlig gøre alt, hvad de kan, for at gå ham på nerverne – og det skal han være forberedt på. Derudover har Liverpool også hentet Arthur Melo ind i 11. time på en lejeaftale med købsoption fra Juventus. Arthur skulle eftersigende være klar til at komme i kamp, men mangler kampform pga. manglende spilletid i Italien. Også Diogo Jota meldes på vej tilbage, men er ikke i spil til kampen i morgen.

 

Det efterlader altså stadig en skadesliste bestående af:

  • Thiago
  • Jota
  • Henderson
  • Keita
  • Chamberlain
  • Kelleher
  • Konaté
  • Ramsay

 

Dermed er der heller ikke de helt store muligheder for rotationer i truppen, men det åbner op for to dilemmaer: Bør Nunez erstatte Firmino, som har scoret 3 og assisteret 3 i de sidste 2 kampe, og bør Carvalho starte på midten?

 

Selvom tallene er fine for Firmino, så synes jeg rent spilmæssigt, at han har været middelmådig. Han har indimellem nogle fine sekvenser, men han falder alt for ofte ud af kampen, mangler tempo i sin omgang med bolden og udfordrer sjældent modstanderen fysisk. Her tror jeg, at Nunez vil være en saltvandsindsprøjtning til vores angrebsspil.

 

På midtbanen tror jeg, at Klopp vil køre konservativt med Milner og ikke turde, at smide Carvalho for løverne. Slutteligt så tror jeg på en enkelt rotation i bagkæden, hvor Matip erstatter Gomez.

Vi møder et Everton-hold, der fortsat jagter sæsonens første sejr. De har 3 point efter fem kampe, og jeg vil ganske enkelt ikke kunne bære, hvis vi, ligesom mod United, skal give dem sæsonens første sejr. Det kræver først og fremmest at vi møder op – ikke blot fysisk, men også mentalt, og så skal vi være klar og fokuseret fra første fløjt – er det for meget at bede om?

 

Jeg tror det bliver en tæt affære, men Liverpool trækker sig sejrsrigt ud med en 1-2 sejr.

God kamp!

Leo Vegas Sport