Kommende kampe:

Girona – Liverpool 24/25 Kampoptakt

Skrevet af Jesper Olsen

Tirsdagens tidlige kamp i det indledende gruppespil i årets Champions Leagueturnering er mod det relativt upåagtede spanske hold Girona, som i sidste sæson var en frisk overraskelse i La Liga. De er derudover kendt for at være med i City Group og fungerer dermed som avlsklub til de lyseblå i Manchester. I år ligger de på en beskeden 9. plads i ligaen og i gruppespillet i CL er de helt nede på en 30. plads. Jeg har set dem nogle gange i år og jeg synes det er en rimelig fair betragtning, når jeg vil påstå, at det er en forholdsvis overkommelig modstander. De spiller ret så frisk til og de er ikke kedelige at se på, men på den anden side har de fået et par snittere, så mon ikke de vil holde lidt igen i deres offensiv.

 

 Man kan desuden ikke betragte den her kamp uden at skele til det kampprogram vi i forvejen står midt i, og her tror jeg at det vil være fornuftigt, hvis kampen på lørdag mod Fulham får absolut højeste prioritet, fordi vi lige nu står i en situation, hvor vi kan rykke afgørende fra vores modstandere i Premier League. Weekendens pointtab for både Arsenal og Manchester City var særdeles positivt for os. Det vil med andre ord sige, at det kan tænkes, at der roteres en smule i den her kamp. Vi kan også godt tåle et uafgjort resultat, for vi er komfortabelt på 1. pladsen i gruppespillet.

 

Hvad angår os selv, så var vi en smule slidte i vores udtryk mod Newcastle, så den her lille pause tror jeg har været temmelig nyttig – også set i lyset af at vi ville have fået en hård, fysisk kamp mod Everton. Den får vi så senere, men lige nu er min fornemmelse, at den her storm kom på et godt tidspunkt.

 

Jeg vil tro at den her ekstra tid til hvile og restitution betyder, at Trent godt kan spille fra start og det er velkomment. Mon ikke vi også får Endo at se fra start? Det havde jeg i hvert fald gjort, hvis jeg var i Slots sko. Derudover er holdet vel rimeligt simpelt at sætte op. Spørgsmålet er om Nunez får flere chancer? Det tror jeg måske lige præcis i den her kamp, men så fornemmer jeg, at han får en lang tur på bænken, når Jota bliver klar. Jeg tror at Elliott får del spilletid i kampen, måske starter han endda inde.

 

Jeg tror på en simpel 2-0 sejt i en forholdsvis kedelig kamp, der først og fremmest handler om at spare ressourcer og at få et resultat.

Før vi går til startopstillingen, så vil jeg lige vende det forhold, at Slot snart hver eneste gang han møder pressen skal spørges ind til de her forbandede kontrakter. Hvad laver Richard Hughes? Kunne han bare ikke én gang stå frem og svare for sig? Det ville klæde Liverpool med en anden mediestrategi. Og skriv så i øvrigt under!

Leo Vegas Sport