Alex Bruun ser frem mod kampen, som spilles søndag den 13. februar kl. 15.00 og kan ses på See og online på Viaplay.
Hvor var det fedt at komme i gang med PL fodbold igen. Diverse landskampe og African Nations appellerer bare overhovedet ikke til mig og selv om FA cup er et lille plaster på såret, så er det bare noget andet.
Torsdagen bød på en sikker 2-0 sejr over Leicester. Jeg forstår ikke, hvad Brendan Rodgers gør ved det hold. De starter med 4 defensive midtbanespillere på banen og 2 centerforsvarere på bænken, og bortset fra enkelte initiativer af Madison var de pivringe. Liverpool til gengæld leverede en solid indsats, og nyindkøbte Diaz spillede en god kamp.
Nu gælder den en udekamp mod ligaens bundhold Burnley, som kun står noteret for 1 sejr i sæsonen, men til gengæld hele 11 uafgjorte kampe. 1-1 opgøret i 2020 og det efterfølgende 0-1 nederlag på Anfield i januar 2021 sidder dybt i én, så selv om man føler, at Burnley er en svær modstander for os, så er de to seneste kampe endt 2-0 og 3-0. Det skal simpelthen give en komfortabel sejr til Liverpool.
Jeg er sikker på, at Salah starter på sin vante plads, og det koster nok Firmino pladsen med mindre Klopp vurderer, at 2 kampe på 4 dage er for uvant for Diaz – jeg tror det nu ikke. Samme overvejelser gør sig gældende for Thiago. Jeg synes, han passer perfekt til en kamp af denne type, men der skal hele tiden tages højde for hans fitness. Harvey Elliott ville jeg også gerne se noget mere, men det er nok for tidligt, så jeg går efter de mere sikre kort.
I en noget overraskende handel i januar vinduet solgte Burnley deres bedste angriber Chris Wood til Newcastle for gode penge, og købte i stedet Weghorst, som dog ikke har scoret i de to første kampe. Mon ikke det som sædvanligt bliver et hårdtarbejdende defensivt Burnley, vi får at se, og de håber nok på en brandkamp af målmand Nick Pope. Liverpools kvalitet bør dog gøre udslaget og sikre en 2-0 sejr.