Kommende kampe:

Kampoptakt: Liverpool – Crystal Palace 21/22

Så fik vi også taget hul på Champions League sæsonen, som kastede en begivenhedsrig 3-2 sejr af sig over AC Milan. Dermed har Liverpool fortsat til gode at tabe i denne sæson, og det er heller ikke umiddelbart temaet, når Liverpool i morgen eftermiddag tager imod Crystal Palace på Anfield.

Kampen starter kl. 16:00 og kan ses direkte på både TV3+ og Viaplay.

10 point ud af 12 mulige og en foreløbig førsteplads i Champions League-gruppen er i den grad en godkendt start fra de røde fra Merseyside. Kun Chelsea har formået at sætte en lille kæp i Liverpool-hjulet, og de må også forventes at være kandidater til Premier League i år – sammen med Liverpool, naturligvis.

Ser vi på midtugens kamp mod AC Milan var det endnu en af de famøse aftener “under the lights” på Anfield. Stemningen var magisk, og sjældent har jeg set et hold være så lamslået af modstanderens intensitet, som AC Milan de første 35 minutter af kampen. Desværre formåede Liverpool ikke at slå kapital af deres mange chancer, hvilket også må formodes at være et af udviklingspunkterne hos de offensive profiler. To minutters kollektivt kollaps resulterede i, at Liverpool måtte gå til pausen bagud 2-1, men de viste fin moral og fik vendt skuden til slutresultatet 3-2.

Skal man trække nogle af hovedpointerne ud fra kampen, så spillede Fabinho endnu en fremragende kamp på den defensive midt. Salah virker utroligt tændt og angrebsivrig, og så spillede Origi en ganske fin kamp på trods af lang tid uden spilletid. Trent og Robertson spillede også ganske fint, men desværre skuffede Keita, som ellers for en sjælden gang fik chancen fra start. Her må jeg også ærligt indrømme, at jeg personligt har mistet tålmodigheden med den vævre guineaner, som ganske vist har fine driblinger, men sjældent et slutprodukt, der er nævneværdigt. Spørgsmålet er, om Klopp mon giver ham chancen igen mod Crystal Palace i morgen – jeg tror det næppe.

Origi udgik mod AC Milan med hvad der lignede en muskelskade, men det viste sig blot at være krampe. Ellers er Firmino fortsat ude sammen med Elliott. Dermed er der også en stor trup at vælge iblandt. Liverpool har en ny kamp allerede tirsdag i næste uge, men dette er mod Norwich i Carabao Cuppen, hvor Klopp notorisk stiller op med b-kæden, og derfor forventer jeg heller ikke, at man sparer på kræfterne. Van Dijk blev sparet i kampen mod Milan og vil derfor være at finde i startopstillingen i morgen. Derudover vil Thiago erstatte Keita, mens Mané ertsatter Origi.

 

Crystal Palance har fået en ganske fin start på sæsonen, hvor de senest slog Tottenham med hele 3-0. De skabte også store problemer for West Ham, og derfor er det heller ikke en nem opgave, der venter Liverpool. Ikke desto mindre tror jeg på, at Liverpool ridder videre på sejrsbølgen, hvilket munder ud i en 3-1 sejr.

God kamp derude!

Leo Vegas Sport