Kommende kampe:

[Kampoptakt] Liverpool – Manchester City 22/23

Den kommende Premier League-sæson venter lige om hjørnet. Liverpool-spillerne har dog for længst afholdt deres velfortjente sommerferie, og har de sidste uger arbejdet benhårdt på at blive klar til endnu en hæsblæsende sæson.


Lørdag aften står Liverpool overfor generalprøven over dem alle, når de brager sammen med Manchester City på et propfyldt King Power Stadium. Det er nemlig blevet tid til dette års FA Community Shield, som traditionen tro er mødet mellem sidste års vindere af henholdsvis Premier League og FA Cup.

 

Kampen sparkes i gang kl. 18:00 og kan ses direkte på Canal9. Derudover kan den streames på både Viaplay, Eurosport Player og Discovery+.

Carabao Cup Finale (1200 × 1200px) (1200 × 628px) (2)

Af Andreas Ørntoft

Sidste sæsons store forhåbninger om den såkaldte ”quadruple” varede længe, men endte alligevel i et antiklimaks, da Liverpool tabte både Premier League og Champions League i løbet af et par uger. Ikke desto mindre hev de alligevel to trofæer i hus, hvilket naturligvis er langt bedre end ingenting. Præcis hvad, der var årsagen bag, at man hverken kunne hive Premier League eller Champions League i hus er svær at udpege, men der var uden tvivl træthed at spore blandt spillerne sidst på sæsonen. Samtidig havde Liverpool en ærgerlig tendens til at brænde mange chancer, hvilket også gjorde sig gældende i Champions League-finalen. Mange har derfor også råbt efter nye træfsikre kræfter i angrebet, hvilket det åbne transfervindue har åbnet muligheden for.

 
Sommertransfers

 

Spillere Ind

  • Calvin Ramsay 
  • Darwin Nunez 
  • Fabio Carvalho 

 

Spillere ud

  • Neco Williams 
  • Divock Origi 
  • Sadio Mane 
  • Takumi Minamino 
  • Loris Karius

Generelt har der været langt mere trafik ud af Liverpool end den anden vej. Vi har blandt andet sagt farvel til Mané, som havde et ønske om et skifte til Bayern. Derudover er Minamino solgt til Monaco, mens Neco Williams skal tørne ud for Nottingham Forrest. Det er utænkeligt, at vi ikke kommer til at savne Mané, og med Jotas dalende formkurve i sidste sæson, kan jeg være nervøs for, hvor savnet han vil blive. Han var altid garant for en helhjertet og uselvisk indsats. Omvendt viste Diaz ganske fine takter fra første dag, og forhåbentlig kan han fortsætte sin stærke udvikling. Derudover har Liverpool også hentet den unge Fabio Carvalho ind fra Fulham, som også kan gøre sig i venstresiden lidt a la Countinho i sin tid.

 

Sæsonens helt store handel kom i hus, da Liverpool sikrede sig 23-årige Darwin Nunez fra Benfica. Den uruguayanske angriber blev hentet ind for ca. 85 mio. pund, og overgår dermed Van Dijk som den dyreste Liverpool-signing nogensinde. Med et sådant prisskilt er det svært ikke at møde nogle tårnhøje forventninger, men jeg tror, at vi skal væbne os med tålmodighed, før vi får valuta for pengene. Han er helt klart et kæmpe talent med gåpåmod og målnæse, men det virker en smule til, at han stadig skal vænne sig til tempoet i Liverpool.

 

Generelt har det været en svingende pre-season for de røde fra Merseyside, men jeg tror ikke, at man skal hæfte sig så meget ved resultaterne. Det er blevet til et 4-0 nederlag til United, 2-0 sejr over Crystal Palace, 5-0 sejr over Leipzig, mens Salzburg vandt 1-0. Det har ganske enkelt handlet om at få meter i benene og afprøvet forskellige konstellationer.

 

På skadeslisten finder man både Alisson, Jota, Kelleher, Chamberlain og Ramsay. Alisson er netop vendt tilbage på træningsbanen, men Klopp har meldt ham definitivt ude af lørdagens opgør. Dog meldes han mere eller mindre klar til sæsonåbneren mod Fulham d. 6 august. Resten meldes ligeledes ude af Community Shield-kampen, og er alle samtidig i overhængende fare for at misse sæsonstarten.

Opstillingen

Det kan være svært at spå, præcis hvordan Klopp vælger at stille op. Alligevel tror jeg, at han vil gøre alt for at snuppe et lille trofæ, inden sæsonen reelt set er skudt i gang. Derfor går jeg med nedenstående opstilling, som jeg vil vurdere er den stærkeste. Jeg har min sædvanlige tvivl om Keita, og havde nok egentlig helst set ham solgt for at finansiere en ny kreativ midtbanemand. Forhåbentlig er dette sæsonen, hvor han bryder igennem uden at pådrage sig uheldige skader. Jeg er også i tvivl om, hvorvidt Matip eller Konaté bliver den foretrukne makker til Van Dijk. Jeg går med fremtidens valg.

Opstilling Skabelon (1)

Manchester City kommer som sædvanlig i god forfatning. Hvad der er endnu værre er, at de har snuppet den norske stjerneangriber, Haaland, som vil ligge og jagte De Bruynes sukkerbolde. Uhyggeligt.

 

Jeg tror det bliver en god kamp med chancer i begge ender. 2-2 og så vinder Liverpool i straffekonkurrence (som de plejer).

 

God kamp – og velkommen tilbage til endnu en sæson!

YNWA

Leo Vegas Sport