Knap har man nået at få pulsen ned fra i søndags, inden en ny kamp står for døren. Norwich kommer på besøg på Anfield, hvor de kronede Carabao-cup vindere står klar til at byde dem op til dans i den 5. runde i den traditionsrige FA Cup.
Kampen sparkes i gang kl. 21:15, og kan overværes på både 6’eren, Discovery+, Viaplay og Eurosport Player.
Vi starter lige med at puste godt ud, inden vi begiver os ud i optakten – for nøj for en finalekamp i søndags. 120 minutters emotionel rutschebanetur inden det hele skulle afgøres med ubarmhjertig straffekonkurrence. Alle 11 Liverpool spillere eksekverede perfekt fra pletten, og det endte med at Kepa, som netop var skiftet ind til den afsluttende disciplin, blev skurken, da han bragede kuglen i retning af Karlsvognen på den mørke aftenhimmel over London. Jovist er det den mindste af pokalturneringerne, men det er en pokal, og det giver en hulens masse selvtillid, som vi forhåbentlig kan tage med – ikke bare til kampen i aften, men generelt i den sidste tredjedel af sæsonen.
I aften fortsætter jagten på hvad, der så vil blive sæsonens 2. trofæ. Norwich venter for anden gang på 10 dage, og selvom de røde fra Merseyside formentlig har en smule bly i benene, vil jeg stadig argumentere for, at det er en kamp, som skal køres stensikkert hjem. Det helt store spørgsmål bliver, hvor meget Klopp vil rotere. Konaté vil formentlig erstatte enten Van Dijk eller Matip, mens Gomez og Tsimikas vil blive valgt til de to backs. På midtbanen får både Fabinho og Keita en pause, og erstattes af henholdsvis Curtis Jones og Chamberlain. Forrest tror jeg på, at både Minamino og Origi gør comeback i startopstillingen, hvor de vil få selskab af unge Elliott på højreflanken.
Som opstillingen også antyder, så tror jeg ikke på, at Klopp tør tage nogle chancer når det kommer til spillerenes tilstande ovenpå søndagens finale. 9 ændringer virker voldsomt, og det er måske også i overkanten. Spillere som Mané, Diaz og Jota er lidt jokere til i aften, da de ikke spillede alle 120 minutter i søndags. Alligevel har jeg på fornemmelsen, at Klopp ryster posen godt og grundigt – men man ved aldrig.
Under alle omstændigheder så tror jeg, at Liverpool hiver en 2-0 sejr hjem under the lights på Anfield.
God kamp!