Kommende kampe:

[Kampoptakt] Liverpool – Tottenham 21/22

Alex Bruun ser frem mod kampen, som spilles lørdag den 7. maj kl. 20.45 og kan ses på TV3max og online på Viaplay.

Lad os håbe, at vores kommende modstandere ikke ser Champions league fodbold i tv. Det lykkedes Villareal at vise, at Liverpool godt kan bringes i vanskeligheder – i hvert fald i 45 min. Hårdt pres på boldholder og ingen afleveringsmuligheder betød som oftest lange, adresseløse afleveringer, hvilket Klopp heldigvis fik lavet om på efter pausen med et simpelt ”Play the Liverpool Way. Villareals fysik slap op, og Liverpool viste klassen.

Som en lille sjov detalje står det nu også klart, at Liverpool kommer til at spille samtlige mulige kampe i denne sæson, eftersom vi er i finalen i alle pokalturneringer. Det er vist heller aldrig sket før.

Nu er der 6 finaler tilbage i årets turneringer, og alle kampe skal vindes. Af de 4 resterende Premier League kampe er dette klart den sværeste. Conte har fået gang i Spurs, som nu kæmper en hård kamp med Arsenal om 4. pladsen og kvalifikation til Champions League. I januar hente de Dejan Kulusevski på lån fra Juventus, og det har været lige så godt for dem, som Luiz Diaz har været for os. Og så er der jo også Kane og især Son, som er vitale for Tottenham. Lidt forenklet: når de to spiller godt, vinder Tottenham, spiller de dårligt, taber Tottenham. Uafgjort har sjældent være en mulighed i denne sæson.

Liverpool spiller igen tirsdag mod Aston Villa, så endnu engang er der risiko for rotation. Med modstanderens styrke in mente forventer jeg dog ikke et stort antal nye i startelleveren denne gang. Son er lynhurtig og i forsvaret er Konaté hurtigere end Matip, men jeg tror nu mere på rutinen og evnen til at undgå løbeturene, så jeg ville vælge Matip som makker til Virgil. På midtbanen vil det være oplagt med Fabinho, Thiago og Henderson, og fremme bliver det svært. Vil så gerne have Diaz på banen, men i stedet for hvem? Jota (og Diaz) spillede begge kun 45 min mod Villareal, men det er også sin sag at sætte Mané eller Salah på bænken. Mavefornemmelsen siger mig, at Jota bliver sorteper denne gang. Er også nødt til at rose Mané for at have gjort det rigtig godt på pladsen som falsk 9er.

Tottenhams primære våben er kontraspil, som de til gengæld også er rigtige gode til, så det gælder om ikke at miste bolden de forkerte steder, men det synes jeg nu heller ikke, vi er specielt slemme til at gøre. Selvfølgelig vil Klopp også være opmærksom på det. De 3 seneste opgør på Anfield er endt 2-1, men jeg gætter på en 2-0 sejr.