Lørdag den 2. april kl. 13.30 spiller vi mod Watford, kampen kan ses på TV3max og online på Viaplay.
Skrevet af Alex Bruun
De der landskampspauser er bare alt for lange, men nu starter vi da heldigvis igen, og det er endda starten på en april måned med et hav af spændende kampe. Den første kamp mod Watford er nok den mindst sexede af de kommende kampe, men ikke desto mindre vigtigt med 3 point på kontoen. Watford er i alvorlig nedrykningsfare, mest fordi de har et dårligt hold, men måske de kan finde lidt kampgejst i situationen eller finde håb i det overraskende resultat for 2 år siden, hvor de vandt 3-0. Det virker dog ikke sandsynligt denne gang.
Liverpool blev ramt af skader lige før pausen. Trent træner med igen, men er næppe med, men det er Salah heldigvis, selv om han kommer hjem fra Egypten med en mislykket VM kvalifikation i bagagen. I den seneste kamp mod Nottingham Forest fik vi en forsmag på, hvor vanskeligt det kan blive, når modstanderen er motiveret, og man selv sparer en del spillere. Den kamp tror jeg faktisk, man lærte noget af, og igen må man rose Klopp for at reagere – denne gang med en 4-dobbelt indskiftning for at få gang i spillet. Den slags drastiske tiltag burde ikke blive nødvendigt mod Watford (heller ikke 3 indskiftninger).
Der er kamp igen tirsdag (Benfica), men jeg forventer et stærkt mandskab. Højre back står mellem Milner og Joe Gomez. Sidstnævnte var bedste mand mod Nottingham, så jeg tror på, at han får chancen igen. På midtbanen er der overflod af valgmuligheder. Watford spiller dog ret fysisk, og skal vi matche det, kunne Oxlade-Chamberlain og Henderson være gode makkere til Fabinho. Jeg tror, Jota og Diaz skal starte mod Benfica i næste kamp, og de kunne sagtens sidde på bænken her i weekenden, så jeg kan godt forestille mig en sjælden start til Firmino i selvskab med de to afrikanske duellanter Mané og Salah.
Som altid vil et hurtigt mål være godt. Jeg gætter på en 2-0 sejr til Liverpool.