Kampen vises på 6´eren, Viaplay og Discovery+
Skrevet af Jesper Olsen
Jeg tror vi vinder kampen mod Manchester City. Dette troede jeg aldrig, jeg ville påstå efter første halvleg efter sidste weekends kamp, hvor jeg synes vi reelt blev udmanøvreret og taktisk overvundet. Dette kommer jeg tilbage til, men meget er sket siden da. Først og fremmest er min tro på en sejr baseret på, at vi i anden halvleg så et City-hold, der i perioder virkede fysisk trætte. Dernæst kommer, at vi roterede 7 mand mod Benfica, hvilket selvfølgelig gjorde at vores kamp blev lidt af en ’fejlenes kamp’, men ikke desto mindre betød det at vores trup beviste sin bredde og vi fik sparet mange mand. City derimod, de var ude i en vanvittig hård kamp mod Atletico Madrid, hvor de næsten spillede med samme hold som mod os. Endda i en kamp, som nærmest trak ud i det uendelige og som virkelig trak på de fysiske og mentale ressourcer. Dertil kommer at det var på udebane, så de har også haft en rejse oveni.
Måske vigtigst af alt, og det er ikke for at spekulere i skader, så måtte to af de lyseblås vigtigste spillere forlade banen med skader; nemlig de Bruyne og Walker. De bliver med ret stor sandsynlighed ikke klar til at spille mod os, hvilket er en massiv svækkelse for dem.
Det leder mig hen til to taktiske elementer fra den første kamp. Det første element var, at vi mødte et hold der spillede med en 6er og to 8ere. Den ene 8er, Bernardo Silva, var dog en slags falsk 8er, for han trak meget ofte ned som en ekstra 6er i det opbyggende spil, hvilket medvirkede til, at det aldrig lå helt klart, hvem der skulle presse ham. Og lige præcis den detalje, som selvfølgelig var indstuderet, udnyttede Silva til at enten spille de Bruyne eller at stikke bolden dybt i vores rum mellem forsvar og målmand, specielt ude i Trents side, idet han ofte har et offensivt udgangspunkt. De Bruynes mission var selvfølgelig også den samme, og hans afleveringer ligger som bekendt kirurgisk præcist. Dette var ren gift for vores hold, da City klogelig havde sat deres raketter op til at løbe i længderetningen konstant. Dernæst generede det vores opspil gevaldigt, at Jesus var så ekstremt dygtig som ”forreste forsvarer”, når vi havde bolden. Hans pres uden bold var et vigtigt element.
Den anden detalje handlede om, at når vi så selv havde bolden, da lagde Walker sig ind som en slags ekstra midterforsvarer. Det havde den effekt, at vi reelt ikke selv kunne spille bolden i dybden, fordi Walker er så ekstrem hurtig, så vores forcer blev neutraliseret.
Nu er to af de våben væk, hvilket gør, at vi igen kan spille på nogle af vores forcer – højt genpres, høj forsvarslinje og direkte spil i dybden – for vi risikerer ikke helt på samme måde, at vores styrker blev vendt til svagheder. Og omvendt vil City blive nødt til at forholde sig til, at de skal passe på vores dybdeløb, som normalt kan splitte ethvert forsvar. Selvfølgelig kan det være at de får Diaz klar, og selvom han er hurtig, så er han ingen Walker.
Ovenstående analyse er naturligvis lidt forsimplet, for City har et væld af kvalitetsspillere og de har også muligheden for at sætte friske ben ind. Vi taler om de bittesmå procenter, der gør at kampen vil tippe over til vores fordel, håber jeg.
Jeg er temmelig sikker på at forsvaret vil blive roteret igen. Alexander-Arnold, van Dijk og Robertson har hvilet og jeg føler mig ret så sikker på at Konate har spillet sig på holdet som den sidste. Ikke mindst fordi han er hamrende hurtig og et offensivt monster på dødboldene. På midtbanen spiller Henderson ikke 3 kampe i streg, vurderer jeg, så jeg tror at midtbanen kommer til at bestå af Thiago, Keita og Fabinho. Her er det vigtigt, at Fabinho får mere støtte end sidste kamp, hvor han til tider dækkede for stort et område alene.
I angrebet må Diaz være sikker starter, og så føler jeg mig ret sikker på at Mane starter som 9er og Salah får vel endnu en chance. Måske mest fordi der ikke er et rigtigt alternativ som højre fløj, for han har ikke imponeret på det seneste. Med alternativ mener jeg en spiller, som har den position som et naturligt udgangspunkt. Jota har startet de sidste par kampe og Firmino er efterhånden 3. valg som 9er, på trods af en flot, flot kamp mod Benfica, så jeg tror de to bliver udeladt.
Kampen skal i øvrigt afgøres, hvilket medfører en eventuel forlænget spilletid og straffespark.