Tirsdag aften kl. 21.00 møder vi Villarreal på udebane. Kampen kan ses på 3+ og Viaplay.
Skrevet af Lasse Callesen
Klopp har fundet den helt rette formel for os i forhold til at spare spillere i de rigtige opgør og sætte stærkeste hold når det typisk er nødvendigt. Det er en fremragende måde at sikre, at alle spillerne konstant holder sig klar og ikke slækker det mindste til træning. De ved at deres chance nok skal komme før eller siden. Seneste opgør mod Newcastle, som på papiret ville være en af de svære opgør her i slutprogrammet, der sparede han flere af de faste startere og lod marginalspillerne få noget spilletid. Overordnet gjorde vi en fin figur alt taget i betragtning. Men der manglede skarphed foran mål. Vi brændte alt for meget. Keita lavede dog et flot mål, som sikrede de tre point. Men jeg var en smule nervøs da jeg så opstillingen inden opgøret. Det virkede ved første øjekast, som om at vi tog lidt for let på den.
Men det endte ret godt. Tre point, vi fik sparet spillere, ingen skader, ingen var nødt til at presse sig selv unødvendigt og Keita fik selvtillid.
I sidste opgør mod Villarreal var jeg overrasket over, hvor lidt de havde at komme med offensivt. Defensivt gjorde de egentlig en fin figur. Jeg fik også en SMS fra min far under kampen, hvor han skrev, at han ikke regnede med vi ville score. Det mente jeg dog var noget vås, hvilket det heldigvis var. Men de gjorde det svært for os i store dele af kampen og fik lukket ret godt ned for vores offensive kræfter. Og vi skulle ikke have spillet så meget længere før nervøsiteten ville komme listende.
Men deres offensivt skuffede mig lidt. Havde det været et opgør imod næsten hvilket som helst Premier League hold (ikke Everton), så ville de have spillet sig frem til en chance eller to, som måske kunne give nervøse trækninger eller en klapsalve mod vores frem bagerste. Men de kom med ingenting. Nu er de tvunget til at komme frem på banen, hvilket uden tvivl vil være rent slik for vores offensiv. Spørgsmålet er hvornår de vil satse på at få det første mål. Jeg tror først vi ser dem satse i løbet af anden halvleg, hvis ikke opgøret er afgjort på det tidspunkt. Får vi først scoret, så virker det ekstremt svært for dem at gå videre til finalen.
Da opgøret var færdigt sidst, så havde jeg fornemmelsen af at vi nok skulle komme i finalen. Det har ikke ændret sig det mindste. Jeg er helt og aldeles overbevist om vi kommer i finalen. Det var så lidt jeg så fra Villarreal i første opgør, som jeg tror kan skade os nok til, at få scoret 2-3 mål uden vi får scoret.
Spillerne og Klopp skal selvfølgelig ikke tage for let på det, og jeg tror heller ikke at Klopp, Henderson, Van Dijk, Milner, Salah, Mané, Trent osv. acceptere en middelmådig indsats.
Tidligere skrev jeg om at spare spillere, jeg tror vi ser lidt det samme igen til dette opgør. Opgøret giver Klopp mulighed for at spare på et par andre positioner. Nogle af dem vil selvfølgelig ikke ligne vi sparer spillere da der kommer spillere ind, som har spillet en del i denne sæson. Men en smule rotation forventer jeg trods alt.
Robertson og Tsimikas bytter, Konate og Matip, Milner og Thiago, Mané for Salah og lignende. Næppe noget der svækker vores hold synderligt. Og skulle der opstå problemer, så vil det være nemt at skifte ind og øge presset på Villarreal. Jeg overvejede svagt om Van Dijk måske skulle sidde på bænken. Men det er nok ikke så realistisk. Og der er god tid til næste opgør.
Det kan lyde en smule arrogant, men jeg er overbevist om, at vores hold med et par reserver kan slå det her Villarreal hold – det føles lidt uvirkeligt at sige det i en Champions League semifinale. Jeg er meget tilfreds med, at Man City endte mod Real Madrid i det andet opgør og ikke kan spare spillere i et lige så tæt PL program.
Jeg tror vi vinder 2-0, igen.