Kommende kampe:

Kampoptakt: Wolves – Liverpool 21/22

Knap har man nået at få pulsen ned oven på midtugens Merseyside-derby, før Liverpool igen skal i kamp. Denne gang skal vi til Molineux Stadium, hvor Wolverhampton venter. Kampen bliver fløjtet igang kl. 16:00 og kan ses på TV3 Max og Viaplay.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvis nogle skulle være i tvivl, så er Liverpool rigtig gode til at score mål for tiden. Faktisk så gode, at de endnu en gang har tilraget sig en rekord under Jürgen Klopp – de er nemlig det eneste hold i Premier Leagues historie, der har formået score minimum 2 mål i 18 kampe i træk. Denne rekord blev cementeret mod Everton, som Liverpool baskede 1-4 i midtugen, og der er ikke meget, der tyder på, at de er færdige endnu.

I toppen af Premier League er udbryderne fra henholdsvis Chelsea, City og Liverpool så småt ved at lægge afstand til “feltet”. Liverpool på 3. pladsen har 7 point ned til forfølgerne fra West Ham og hele 10 point ned til Manchester United (Det faktum skulle vi selvfølgelig lige have med). På skadesfronten begynder det også at lysne for Liverpool, hvor både Gomez og Keita igen er at finde på træningsbanen og dermed også forventeligt at finde på holdkortet i morgen. Harvey Elliott begynder så småt at intensivere sin genoptræning, men det er fortsat usagt, hvornår han vil vende tilbage. Samme er tilfældet for Curtis Jones, der også fortsat meldes ude med en øjenskade og Firmino, der fortsat er på vej tilbage fra en slem forstrækning.

I den ideelle verden ville jeg argumentere for, at vi blot fortsætter med en uændret startopstilling til morgendagens kamp – men med det kommende vinterprogram kan jeg ikke udelukke, at der bliver en smule rotation. Dog er det værd at bemærke, at næste uges Champions League-kamp mod Milan er uden den store betydning. Derfor går jeg også med den ideelle opstilling med forbehold for, at Robertson måske erstattes af Tsimikas, mens Chamberlain eller Milner kan glide ind på midtbanen.

Vi må ikke glemme, at Wolves er et ganske udmærket mandskab, hvor de særligt på Molineux har for vane at skabe problemer for de store hold. De befinder sig blot 3 point fra top-4, og de vil derfor kæmpe med næb og klør for at skrabe ét eller tre point med fra kampen. Jeg tror dog, at Wolves skal score en del mål for at få point med fra kampen, noget de bestemt ikke har for vane – de er nemlig ligaens næstdårligste, når det kommer til at score mål.

Liverpool vinder 1-3.

God kamp!

 

Leo Vegas Sport