Jürgen Klopp´s ansættelse i Liverpool var under stor mediebevågenhed. Og ansættelsen kom relativt tidligt i sæsonen. Om det var fordi ejerne fandt ud af han var klar igen fremfor i sommers eller fordi de havde mistet troen på Rodgers må vi nok vente på, at få svar på til en af parterne åbner op.
Jeg vil vove den påstand, at Klopp lige nu er den største stjerne der er i Liverpool FC. Større end Coutinho og Sturridge, hvor det hovedsageligt er i Liverpool kredse de to trækker overskrifterne, mens Klopp trækker overskrifterne hos alle og altid er på alles læber. Bare se hvor mange fans af andre klubber der var misundelige på os, da Klopp´s ansættelse blev offentliggjort.
Klopp virker som en træner der nyder stor respekt blandt spillerne. En rar mand der er munter og smilende. Men også stiller voldsomt store krav til spillerne og kræver de knokler for sagerne. Gør man det så er man i kridthuset hos ham. Gør man ikke det, så kan man godt begynde at pakke sine ting sammen og søge nye græsgange.
Klopp har formået, at få flere af de spillere, som havde det svært under Rodgers til at blomstre op og vise, hvorfor de blev købt dyrt. Lallana er blevet en af de bærende kræfter, der mangler fortsat lidt på målkontoen og assists, men det går den rigtige vej. Lovren er blomstret op – igen. Spiller langt mere sikkert nu og ser ud til, at føle sig godt tilpas. Men det har han gjort før, hvor der så kom en dårlig periode fra ham igen. Jeg venter dog stadig på Benteke får sit gennembrud…
Klopp´s negative episoder
Der er dog et par episoder, hvor jeg synes Klopp´s håndtering har været helt forkert og langt fra de værdier, som Liverpool står for:
Benteke får den helt store overhaling midt på banen efter nederlaget til Southampton på 3-2. I Liverpool hænger vi ikke spillerne ud offentligt. Det venter til man kommer ned i omklædningsrummet uden for fans og pressens søgelys. Benteke virker ikke, som en person der kan ryge op i det røde felt på 0 komma 5 og giver igen, hvis han føler sig uretfærdigt behandlet. Men hvad nu hvis Benteke var en af dem, som har et temperament? Forestil jer det var Bellamy der fik den tur. Jeg kunne godt forestille mig der var blevet svaret igen. Det havde ikke set særlig kønt ud.
Sturridge fik også en opsang på et pressemøde, hvor Klopp fik sagt mellemlinjerne at Sturridge var tudeprins og skal til at lære, hvad smerte er. Har Klopp ret? Muligvis. Men jeg kan ikke se, hvorfor den kritik skulle ud til pressen. Og med tanke på Sturridges skader var det måske fint lige at trække den lidt ekstra på daværende tidspunkt.
“I’ve told my players not to touch the ‘This Is Anfield’ sign until they win something,” he said. “It’s a sign of respect.” – Klopp.
Den her er jeg lidt i tvivl om. Jeg kan uden tvivl godt se, hvad Klopp mener her og han accepterer ikke middelmådighed, som en af dem jeg ser fodbold med sagde, da vi så citatet. Her er Klopp inde og røre ved noget af det mest Liverpool agtige man kan forestille sig. Det skilt (eller en nyere model) er blevet rørt af samtlige spillere siden Shankly var i klubben. Indtil videre har Klopp ikke vundet noget selv, som gør ham til en legende i klubben (ud over en yderst populær mand). Der vil jeg mene der skal mere til før man går ind og ændre på traditionerne.
Spillet på banen
Jeg håber, at bundniveauet bliver hævet betydeligt i næste sæson. Der er alt for store udfald stadigvæk. Vi har smidt for mange point væk helt hovedløst. Noget af det må han stå til ansvar for og noget af det må spillerne stå til ansvar for. Specielt finalen skærer i øjnene, hvor jeg synes hans manglende reaktion bære en stor del af skylden af nederlaget. Vi havde det tydeligvis rigtig svært i perioder i kampen, hvor Klopp burde have reageret. Enten ved at skifte formation (som han har gjort før) eller foretaget udskiftninger. F.eks. spillede Coutinho nok sin værste kamp nogensinde for Liverpool. Vi ved, at Coutinho kan lave det uventede. Men det eneste uventede der kom fra ham var, at han ikke lavede noget. Firmino havde det svært, Lallana marginalt bedre. Her kunne vi sagtens have skiftet ud og givet mere pondus på midtbanen og prøvet, at få styr på spillet.
Men at smide point imod Southampton, Sunderland og Newcastle efter, at have været foran med 2-0 det er pinligt og viser, hvor lang vej der er igen for os.
Jeg håber han lærer af dette og er bedre forberedt næste gang vi står i en finale eller i en afgørende kamp. For det er jeg ikke i tvivl om han nok skal få os i. Den tro på tingene, som er kommet blandt Liverpool´s fans er steget helt vildt efter ansættelsen og den skal vi holde fast i og bygge videre på.