Lørdag ruller bolden igen, hvor vi tager imod Brighton på Anfield.
Det føles, som evigheder siden vi sidst spillede en kamp. Først døde den engelske dronning, som udsatte to kampe og derefter har der været landskampe. Det er 2,5 uge siden vi sidst spillede. Hvor stiller det så os henne? Det er svært at sige.
Jeg tror at de to kampe vi fik udskudt har gjort os godt. Spillet fungerede bare ikke for os. Vi vandt mod Ajax i Champions League 2-1 på et hovedstødsmål af Matip i de sidste minutter. Men pausen må have givet Klopp tid til at få styr på aftalerne og arbejde med det taktiske. Måske også give nogle af spillerne en ekstra omgang løbetræning. Jeg tænker at der er blevet spillet en eller to interne træningskampe for at holde spillerne ved ilden op til landskampene og give dem, som ikke skulle afsted lidt ekstra form.
Brighton har skiftet ud på manager fronten, hvor Potter skiftede til Chelsea. De Zerbi har dog fået fornuftige forhold i forhold til tid inden første opgør. Som nævnt har der været pause i nogle uger. Hvor mange af hans idéer de har fået kørt ind må tiden vise. Men det meste af truppen har været tilgængelig for dem. Og befriende at se klubben ikke ender med at vælge et sikkert valg i en af de gamle dinosauere, som har været i PL siden Ruder Konge var knægt.
Held i uheld for os, så fik Salah tidligt fri fra Egypten og Trent blev ikke udtaget til sidste kamp for England. Mon ikke Trent er en smule indebrændt, han så meget tvær ud på billederne fra kampen. Konate træner med igen, men vi må se bort fra Robertson der er ude med en skade. Jeg tror ikke der bliver ændret for meget på holdet.
Jeg håber dog Klopp fra nu og til evig tid ikke bruger Henderson og Milner sammen igen. Milner nærmer sig hastigt sin udløbsdato. Han er blevet noget langsom det sidste års tid. Han kan ikke følge med mere på højeste niveau. Lad de unge knægte komme til, de er fremtiden og jeg synes Elliott har været blandt de bedste i denne sæson for os. Carvalho har i den grad også gjort et godt indtryk. Salah fik scoret nogle mål for Egypten, det var hårdt tiltrængt, jeg håber han kan bringe det over til Liverpool.
Mon ikke vi ser et angreb med Diaz, Nunez og Salah? Jeg tror og håber på en god 3-0 sejr. Vi har brug for det.