Kommende kampe:

Liverpool – Brighton 23/24 kampoptakt

En halvkedelig omgang landskampspause er nu veloverstået, og bolden ruller på ny i Premier League. Inden landskampspausen led vi et smerteligt nederlag på Old Trafford, hvor Manchester United bookede en plads i FA Cuppens semifinale. Derfor er det nu tid til oprejsning, når vi i morgen eftermiddag tager imod Brighton på Anfield. 

Vi er sikkert videre i Europa League, som vi møder i det første af to opgør d. 11. april. Dermed kan vi indtil da rette blikket mod Premier League, som for mig at se, skal være vores ultimative mål for denne sæson. Klopp og Liverpool var ellers inde i en ganske fin stime på trods af en lang række skader, og forhåbentlig har nederlaget på Old Trafford ikke påvirket holdet for meget. 

 

Noget, der trods alt må påvirke holdet på den ene eller den anden måde, er de igangværende trænerspekulationer. Mange forhåbningsfulde Liverpoolfans – inklusiv mig selv – fik en mavepuster, da Alonso definitivt afviste, at han ville forlade trænerposten i Leverkusen. Dermed er han afskrevet som kandidat, og snakken falder nu i stedet på kandidater som Rubén Amorim, Nagelsmann og træneren for morgendagens modstander – Roberto De Zerbi. Netop sidstenævnte De Zerbi har endda pustet til gløderne, da han ifølge flere medier ønsker at snakke med klubbens ejer Tony Bloom om sin fremtid. 

 

Hvis vi vender blikket mod morgendagens opgør på Anfield bragte landsholdspausen som sædvanlig nogle skader og småskavanker med sig. Robertson måtte udgå fra Skotlands kamp, og er ikke med i truppen i morgen. Klopp nedtonede dog skadens omfang på pressemødet i går, og kaldte skaden ‘mindre end forventet’. Nunez var ikke med i Uruguays trup, men er meldt klar sammen med Curtis Jones, som muligvis kan få de første spilminutter siden han udgik af opgøret mod Brentford d. 17. februar. Konaté er også meldt klar, og jeg har en klar forventning om, at han glider ind i startelleveren. 

 

Alisson, Trent og Jota er fortsat meldt ude med skader, men forventes at tage del i træningen i løbet af de næste par uger.

 

Jeg tror at Klopp elleve udvalgte til opgøret mod Brighton i grove træk bliver de samme, som starte på Old Trafford. I store dele af kampen havde de fin kontrol over tingene, og det var ganske enkelt deres egen skyld, at de ikke fik afgjort kampen halvvejs gennem 2. halvleg. 

 

Quansah bliver erstattet af Konaté og Bradley glider ind i fraværet af Robertson, og ellers bliver det genvalg til resten. 

 

Der er i den grad dømt spænding i toppen af Premier League, og den bliver ikke mindre af, at Manchester City brager sammen med Arsenal umiddelbart efter slutfløjtet på Anfield. Det er søndag eftermiddag, der er påskeferie og jeg tror, at det bliver et toptændt Anfield og en sikker 3-0 sejr. 

Leo Vegas Sport