
Af Andreas Steen Rasmussen
’Alisson’s our goalie, the best there is around…’
Wow, for et tyveri vi var vidner til i midtugen mod PSG, hold da op! Jeg har nok været en af de største kritikere af vores Alisson i denne sæson, og jeg har argumenteret højlydt for at vi burde stille med Kelleher fra start, fordi han kunne være fremtiden, men jeg må bare sluge mine ord råt med den præstation han leverede i det franske. Hold da op!
Det bliver en noget anden opgave vi står overfor lørdag, hvor vi møder ligaens absolutte prygelknabe fra det sydengelske, Southampton. Jeg er spændt på at se hvordan Arne Slot vil gribe denne kamp an, for er det nu vi skal til at spare spillere? Og i så fald, hvor mange? Vi skal i alle tilfælde have tre sikre point i hus, for det er en typisk bananskræl at glide i, og derfor tror jeg heller ikke at vi bare roterer alle 11, hvilket også ville ligne vores kære skaldede hollænder dårligt. Han er da også ude og kalde det den første af tre finaler den kommende uges tid, hvor vi, foruden Southampton møder PSG hjemme i returkampen, og så, hvis nogle skulle have glemt det, har Newcastle næste søndag i finalen i den selvfølgelig absolut mest vigtige af de to pokalturneringer, nemlig Carabao Cuppen, som vi jo er forsvarende mestre i.
Arne Slot må sidde på tribunen, hvor han afsoner den anden af sine karantænedage som han fik efter kampen mod Everton. Foruden ham er Liverpool uden stadig skadede Joe Gomez og Conor Bradley, hvilket i sig selv lægger en dæmper på rotationsmulighederne nede bagved, og så er Cody Gakpo og Tyler Morton tvivlsomme. Det kunne måske være en tanke værd at holde Gakpo ude af lørdagens kamp, så han forhåbentlig bliver helt frisk til de kommende ugers vigtige kampe – eksempelvis hjemmekampen mod PSG og finalen mod Newcastle.
Liverpool har da også statistikkerne (jaja, noget med miniskørter og gode idéer…) med sig, idet man har vundet 11 af de seneste 13 kampe mod Southampton, og de røde er utrolig målfarlige i denne sæson. I 25(!) af ligakampene i denne sæson har vi scoret mindst to mål, altså i 89% af vores kampe, og Southampton er samtidig det hold der lukker flest mål ind (Liverpool har scoret 66 mål, Southampton har lukket 65 ind), så der kan være gode muligheder for en storsejr, hvis alt går den rigtige vej. Vi har ikke tabt til Southampton på Anfield siden 2013.
Jeg forventer en opstilling med en smule rotation, uden at det stikker af og jeg forventer at alle tre involverede i det matchvindende mål i onsdags mod PSG, Alisson, Núñez og Harvey Elliott starter inde. I bagkæden forventer jeg at Trent spiller højre back, Quansah og Van Dijk i midten og Tsimikas på venstre back, mens jeg på midten tror på en pause til Szoboszlai og Mac Allister, så Gravenberch og Curtis Jones spiller sammen med Harvey Elliott. De tre forreste bliver Salah, Núñez og Diaz, og så kunne det jo passende blive i denne kamp at Diaz og Núñez får hul på bylden, og Salah laver 2, og så vinder Liverpool 4-1!
Hav en fremragende kamp, og husk at nyde det Liverpool-hold vi ser for tiden! Up The Reds!
