Lørdag aften starter FA Cuppen for vores vedkommende. Vi starter, som altid i 3. runde.
Skrevet af Lasse Callesen
Lodtrækningen kunne have været bedre for os. Der er fortsat en masse lavt rangerende hold tilbage i turneringen. Det kunne have givet en af de meget specielle FA Cup kampe, som cup turneringerne nogen gange er garante for. Omvendt kan det også godt give en ubehagelig oplevelse, hvor vi kunne have stået og været lidt til grin, hvis vi røg ud til et hold et par rækker under os.
Så når det nu skal være et hold fra Premier League, så er Wolves et fint alternativ.
De er pt. placeret anden sidst i ligaen og er slet ikke kommet i gang. De er ellers et af de hold, som i flere sæsoner har spillet friskt til og været en trussel mod de fleste hold i ligaen. Men i denne sæson virker det til de slet ikke har fundet formlen og formen.
Og så er der vores form… det er virkelig svært at finde ud af, hvad der er galt. Carragher var inde på, at vi spiller med mindre intensitet og forsøger at have mere tekniske spillere på banen, som ikke i samme omfang kan løbe solen sort. Det er der nok noget om. Normalt havde jeg nok valgt, at vi skulle spare lidt, give nogle af bredde spillerne spilletid så de fik rørt kuglen lidt. Men jeg tror ikke vi skal spare spillere, medmindre de har skader eller små skavanker. Vi har brug for at der kommer styr på holdet og vi genfinder formen. Henderson var/er nok vores største motor på holdet. Fabinho har været et par niveauer under sit vanlige niveau fra de sidste par sæsoner, som har været tårn højt. Det har givet modstanderne en masse plads på midtbanen og boltre sig på.
Henderson missede mandagens kamp med en hjernerystelse, men Klopp regner med han er klar.
Jeg håber Klopp vælger at gå med de 11 stærkeste spillere, som han har tilrådighed. Jeg har ikke afskrevet en CL plads, men som Klopp selv har været ind på i denne uge, så kan det blive ekstremt tæt i forhold til om vi ender i top fire eller ej.
Derfor skal vi nok ud og satse på nogle af de andre turneringer, hvis der skal være lidt succes i denne sæson, det gælder bl.a. FA cuppen. Den har fået en mindre rolle de sidste par år Men den har sin charme og vi er blandt de klubber, der har vundet den flest gange.
Og så håber jeg på vi får Gakpo i aktion i morgen. Klopp har før smidt nyindkøbene for løverne med det samme, mon han gør det samme mod Wolves? Jeg må indrømme jeg aldrig havde hørt om ham før vi lidt ud af det blå havde landet en aftale med PSV om købet. Så jeg er lidt spændt på, hvad det er for en spiller vi har købt. Heldigvis har vi en ret god track record med spillerindkøb. Men som mange har nævnt, så var der nok en anden kæde vi har brug for forstærkninger til.
Der er en uge mellem de to næste kampe, så ingen grund til at spare for meget, men istedet prøve og få rettet op på nogle af de fejl vi laver med stærkeste opstilling.
Jeg tror vi vinder 2-0.