Skrevet Jesper Olsen
Man kan diskutere hvem, der egentlig står bedst stillet forud for denne kamp. United fik et gigantisk boost, da de slog os ud den højdramatiske kamp i FA Cuppen og de har tilmed hjemmebane, men på den anden side tabte de i torsdags mod Chelsea på nærmest utænkelig vis dybt inde i dommerens tillægstid. Hvad angår os selv, da fik vi en over snuden mod United, hvor vi på ret arrogant vis snublede mod dem, men på den anden side har vi vundet to gange siden landskamps-pausen. Dette er dog nok et teoretisk spørgsmål, for tiden har vist, at de her kampe lever deres eget liv.
Hvad vi derimod kan kigge på, det er at skadessituationen efterhånden ser godt ud hos os – langt om længe – hvorimod at United er hårdt ramt specielt i forsvaret. Kambwala og Harry Maguire kan komme til at danne deres midterforsvar og det burde tale til fordel for os. Ikke mindst fordi vi også har noget at skyde med fra bænken, hvilket vi ikke har haft længe. Det betyder alt sammen, at skal lægges et større tryk på United end vi formåede i sidste kamp, for der var der perioder, hvor spillet på en måde foregik på Uniteds præmisser. Rigtigt mange gange blev vi fanget i deres kontrafælde, og en af de måder man kan undgå det, det er, at trykket bliver så stort at United ikke kommer i positioner, hvor de kan køre kontraen. Når de så til gengæld har bolden er det ok at vi falder dybt, da vores eget kontraspil kan komme til udtryk.
Et andet aspekt af kampen er, at vores to modstandere i mesterskabskampen spiller dagen før os, hvorpå vi med al sandsynlighed er tvunget til at vinde for at bevare 1. pladsen. Det kan godt ende med at give en situation, hvor vi lidt desperat kommer til at jagte en scoring og så er der risiko for at vi bliver sårbare den modsatte vej. Faktum er nok bare, at vi ikke kan forvente pointtab fra hverken Arsenal eller City, og så er vi tvunget til at vinde hver kamp.
Vores holdopstilling giver for en gangs skyld ikke helt sig selv, for der er efterhånden en del, der banker på til at starte inde. Skal Gomez spille, nu hvor han har haft den her supersæson? Skal Jones eller Szoboszlai spille? Selv Salah er vel en smule truet, nu hvor Elliott i den grad har grebet chancen. Man kan også spørge om det er Konate eller Quansah, der er den bedste makker til van Dijk?
Jeg tror at Klopp foretrækker de rutinerede i Konate, Robertson og Salah, men så tror jeg faktisk at Jones starter. Han er mere boldfast og kreativ end Szoboszlai og venstresiden bliver et bedre våben med ham på banen.
Resultatet er I min optik ret svært at spå om. Jeg tror det bliver en ultra svær kamp, men det er på en måde godt. I den sidste kamp mod dem, der var vi oppe mod en modstander, der synes at ville sejren mere end os og vi virkede arrogante i vores spil. Det duer ikke, og det kommer ikke til at ske igen.
Derimod er jeg så småt begyndt at frygte de første 10 minutter i kampene, hvor vi ikke rigtigt har haft det rette spændingsniveau på det seneste. Kommer vi godt fra start, ja, så bør vi kunne vinde. En anden ting der taler til vores fordel er, at vi har flere spillere, der er i absolut topform bedst illustreret af Mac Allister, som pt ejer midtbanen uanset modstander. Så faktum er, at vi SKAL vinde! 2-1 tipper jeg, men jeg håber på en kamp hvor nervesystemet ikke skal belastes i for høj grad.