Mandag aften kl. 21.00 møder vi Leeds på udebane. Kampen kan ses på 3+ og Viaplay.
Lasse Callesen ser frem imod kampen. Selvom der er en masse palaver omkring en ny turnering og en del sanktioner mod klubben så spilles der fortsat fodbold. Weekendens resultater har flasket sig rigtig godt for os. Vi kan med en sejr kravle op på 4. pladsen i ligaen, Chelsea har dog en kamp i hånden. Men det er bestemt et godt tegn.
Pilen peger mere op ad end ned ad igen. Sejren mod Arsenal var virkelig flot, sejren mod Wolves var lidt blandet, men der kom en sejr hjem. På trods af et uafgjort resultat imod Real Madrid så spillede vi flot fodbold i store dele af kampen, men målene manglede.
Forsvaret virker ret stabilt efterhånden, midtbanen er lidt op og ned og i angrebet svinger det også en smule, hvor Mané og Firmino ikke scorer nok mål. Firmino har aldrig været typen der bomber, men hans niveau er meget svingende for tiden. Men Klopp har ofte vist at det vi fans tænker ikke altid er det han tænker. Han sendte Mané på bænken mod Wolves, men det virkede ikke til at det for alvor hjalp på spillet imod Real Madrid. Det kan tænkes at Klopp skal gøre det samme igen mandag aften, jeg ville overveje det. Manés form nedgang er alt for stor og nu er Jota klar igen og banker på døren for mere spilletid end siden sin skade.
På midtbanen er Fabinho og Wijnaldum selvskrevet. Thiago er for mig ikke sikker starter, han har gode kampe og øjeblikke, men der er for langt mellem til det er stabilt. Keita har jeg opgivet. Shaqiri har vist sig godt frem i nogle kampe og der er ligeledes Oxlade-Chamberlain, som dog aldrig har fundet sit niveau før skade. Jones er muligvis ude med en skade og det var også længe siden vi sidst så ham i aktion før han blev skadet. Vi har så mange alternativer til midtbanen, men der er reelt set kun to af dem, som levere på et niveau, som man skal for at spille for Liverpool uge efter uge.
Jeg tror på en 3-1 sejr.