Endelig er landskampspausen forbi, og det er nok engang blevet tid til at vende blikket mod de røde drenge fra Merseyside. Her skal Liverpool nemlig forsøge at ride videre på en fin start på dette års Premier League, når de i aften drager godt 100 km. østpå, hvor de møder Leeds på Elland Road.
Kampen sparkes igang kl. 17:30 og kan ses direkte på Xee med optakt fra kl. 17:00. Derudover kan den naturligvis også streames på Viaplay.
Det er altid med en vis nervøsitet, når spillerne drager på landsholdstjeneste, og selvom skaderne i denne omgang har været begrænsede, så har der alligevel sneget sig lidt malurt i bægeret. Der udspillede sig nemlig deciderede skandaløse scener i kampen mellem Brasilien og Argentina, og uden at gå for meget i detaljer, så mundede det altså ud i, at de brasilianske spillere, i hvert fald i en vis periode, var udelukket fra den kommende runde – også selvom ingen af dem var draget afsted til Sydamerika. Denne beslutning blev dog heldigvis omstødt natten til lørdag, hvilket betyder, at Liverpool har både Fabinho og Alisson tilgængelige til aftenens kamp.
Kigger vi på skadeslisten er både Harvey Elliott og Minamino vendt retur med skader fra deres respektive landsholdslejre. Heller ikke Milner meldes klar til kampen, mens også både Firmino og Neco Williams vil være at finde på tilskuerrækkerne. Dermed er det altså også primært på de offensive pladser, at Liverpool er svækkede, hvilket også understreger resultatet af deres passivitet på transfermarkedet. Omvendt bliver det en smule lettere for mig som skribent at forudsige Liverpools startopstilling, hvor jeg i hvert fald vil mene, at jeg rammer rigtigt på fronttrioen. Midtbanekonstellationen er lidt sværere at forudsige, men jeg går alligevel med en lidt konservativ løsning, så man samtidig har lidt kreative kræfter at kunne skyde med fra bænken. Dette munder altså ud i nedenstående opstilling:
Personligt vil jeg gerne se mere til en spiller som Keita, men eftersom Keita ikke fik ét eneste minut mod Chelsea, selvom man var i overtal i 45 minutter indikerer, at Klopp ikke helt stoler på den driblestærke guineaner. Samtidig tror jeg på, at Klopp vil være påpasselig med at blive fanget i Leeds’ omstillinger, som siden deres oprykning til Premier League sidste år, har drillet mange af de store hold – ikke mindst Liverpool i premieren sidste sæson.
Tager vi et kort kig på Leeds, så har de ikke fået en drømmestart på dette års Premier League. De har fået 2 point i 3 kampe, hvor særligt 5-1 nedslagtningen på Old Trafford gjorde ondt. Men kender man Bielsa ret, så er det ikke en stopklods for, at de vil kæmpe med næb og klør for de tre point – uagtet hvem de møder. Samtidig har de også fået deres brasilianske stjerne, Raphinha til rådighed, som ligesom Liverpools brasilianere var midlertidigt udelukkede fra kampen.
Jeg tror på en actionrig kamp, hvor Liverpool griber dirigentstokken og kan rejse hjem til Merseyside med en 3-1 sejr i bagagen.
God kamp derude!