Kommende kampe:

Optakt: Liverpool – Crystal Palace

Så er vi nået til sidste runde i dette års Premier League-sæson – og hvilken spænding, der venter i de sidste kampe! For alt imens både Manchester City og Manchester United har sikret sig henholdsvis 1. og 2. pladsen, er de resterende to pladser “up for grabs”. Samtidig bliver der altså budt velkommen til hele 10.000 fans på Anfield til aftenens kamp, som forhåbentlig kan give de røde alt den moralske opbakning, de har brug for.

Sæsonens sidste kamp sparkes i gang kl. 17:00 og vises på Xee, mens den som altid også kan streames på Viaplay sammen med samtlige andre Premier League-kampe.

Chelsea befinder sig på en øjeblikkelig 3. plads, mens Liverpool lige sniger sig ind foran Leicester på 4. pladsen, hvilket skyldes en +4 målscorer ift. Leicester. Dermed er der flere forskellige scenarier, som potentielt kan udspille sig i aften, hvilket jeg vil forsøge at klarlægge i sæsonens sidste optakt:

Først og fremmest kan jeg lige gøre det klart, at følgende rækkefølge gør sig gældende ift. Placering i tabellen:

  1. Antal point
  2. Målscorer
  3. Antal scorede mål
  4. Indbyrdes

 

Både Chelsea, Leicester og Liverpool vinder:
Snupper ovenstående hold alle sammen en sejr, vil Chelsea være sikre på en 3. plads. Samtidig vil Liverpool med stor sandsynlighed ende på 4. pladsen, medmindre Leicester vinder med 4 mål mere end Liverpool vinder deres kamp med. Skulle Liverpool og Leicester ende på samme antal point og den samme målscorer, vil det næste afgørende parametre være antal scorede mål. Her står Liverpool og Leicester helt lige med 44 mål, og Leicester vil dermed snuppe pladsen. Her skal det dog nævnes, at Leicester møder Tottenham, der skal vinde, hvis de vil sikre sig en mulighed for at spille Europa næste sæson.

Chelsea spiller uafgjort eller taber og Leicester og Liverpool vinder
Skulle dette ske, snupper Liverpool og Leicester hver en plads i top-4, hvor målscorer – og potentielt antal scorede mål kommer til at afgøre, hvem der bliver 3’er og 4’er. Chelsea ender dermed uden for top-4, og selvom de fortsat har mulighed for at sikre sig Champions League kval qua deres Champions League-finale, er det ikke noget, som kommer til at påvirke top-4 – også selvom Chelsea altså skulle ende uden for top-4.

Liverpool taber point
Skulle Liverpool tabe point, er de ikke nødvendigvis ude af top-4-kampen. I dette tilfælde skal Leicester dog også tabe det samme antal point eller flere, mens Liverpool ikke må tabe med mere end 3 mål sammenlignet med Leicester. Alfa og omega er dermed, at Liverpool som minimum skal høste samme antal point i sidste runde som Leicester, hvilket med stor sandsynlighed vil resultere i en top-4 plads og dermed kvalifikation til næste års Champions League.

Holdet til i aften
I forhold til skadeslisten til sæsonens sidste kamp er der positive nyheder vedrørende Diogo Jota. Han blev i sidste uge dømt ude resten af sæsonen, men skaden var ikke så slem som først antaget, og han er dermed i spil til i aften. Derudover er Henderson også vendt tilbage til træningsbanen, men jeg tvivler på, at han skulle komme i spil til i aften. Derudover er Kabak fortsat skadet, mens Keita heller ikke er vendt tilbage endnu.

Dermed tror jeg ikke, at der bliver lavet nogle ændringer til i aften – også selvom forsvaret indimellem har været udfordret på det seneste. Især Rhys Williams har haft det svært, og jeg kan godt frygte, at han får det svært mod spillere som Zaha og Benteke. Omvendt har vi det engelske svar på Van Dijk, Nathaniel Phillips, som har været fuldstændig outstanding siden han fik chancen.

Både midtbanen og angrebet forbliver uændret – og så har vi Jota, som kan komme ind, hvis det skulle knibe med få sparket læderet i rusen.

Crystal Palace har reelt set ikke noget at spille for ud over deres egen ære – og selvfølgelig afskeden med deres træner og tidligere Liverpool manager, Roy Hodgson. Selvom det ikke var renpoleret champagnebold, som Hodgson praktiserede i Liverpool er det stadig en flot trænerkarriere, som han sætter punktum for i aften. Hodgson har dog en enkelt hovedpine, da deres stjernefrø, Eze er ramt af en skade, og han er derfor ikke i spil til aftenens kamp.

Overordnet set er der ikke så meget at rafle om – Liverpool skal vinde og så er de mere eller mindre sikre på, at de kvalificerer sig til næste års Champions League. Der SKAL simpelthen være vilje og indstilling til forskel i aftenens kamp – og selvom de måske starter en smule nervøst ud, tror jeg, at Liverpool vinder 3-1.

God kamp derude!

Leo Vegas Sport