Kommende kampe:

Optakt: Manchester City – Liverpool

Oven på en fantastisk præstation med italienske Atalanta i midtugen, skal Liverpool i de sene eftermiddagstimer på besøg på Etihad, hvor Manchester City venter. Mange anser henholdsvis Liverpool og Manchester City som de helt store titelkandidater, og derfor er det også et yderst spændende opgør, som venter.

Kampen vises på Xee og kan ligeledes streames på Viaplay. Den fløjtes igang 17:30

Andreas Ørntoft ser frem mod aftenens kamp

Liverpool var brandvarme i tirsdagens Champions League-opgør, hvor de slog Atalanta hele 5-0 i Bergamo. Særligt var den nyankomne portugiser, Diogo Jota i spilhumør, hvilket han viste med veloplagt spil og 3 flotte mål, som sikrede ham kampbolden. Generelt så det fornuftigt ud, og jeg vil faktisk gå så vidt og sige, at det var Liverpools bedste kamp siden de udspillede Leicester på Boxing Day i 2019.

Liverpool-holdet er fortsat plaget af skader, men der begynder så småt at vise sig et lys for enden af tunellen. Både Keita og Matip var tilbage på holdkortet, og den sidstnævnte tror jeg får en startsplads i dagens kamp. Thiago er fortsat ude med knæproblemer, og selvom Klopp på sædvanlig vis holder kortene tæt ind til kroppen, så tror jeg, at Thiago vender tilbage, når landskampspausen er ovre. Også Chamberlain er fortsat ude, og her er der lidt længere udsigter. Han har generelt været skadesplaget siden sin korsbåndsskade i 2018, og jeg har min tvivl om, hvorvidt han nogensinde kommer tilbage til et niveau, som matcher en topklub i europæisk fodbold – desværre.

Det helt store spørgsmål op til dagens kamp er, hvorvidt det bliver Jota eller Firmino, som starter. I min optik er det fuldstændig vanvittigt, hvis man ikke starter en mand, som scorede hattrick i midtugen og spillede en brandkamp. Omvendt bliver jeg ikke overrasket, hvis Klopp vælger at starte med Firmino, da han ofte er lettere konservativ, når det kommer til kampene mod de store hold.

Jeg forudser følgende opstilling til dagens kamp:

Manchester City har ligesom Liverpool gjort rent brod i Champions League gruppespillet, men i Premier League er de ikke kommet i gang på vanlig vis, hvilket også efterlader dem på en 12.plads med 11 point i skrivende stund. De har dog spillet en kamp mindre end Liverpool, og derfor vil 3 point lune rigtig godt på kontoen for de lyseblå fra Manchester.

Der er ingen tvivl om, at det bliver en spændende kamp mellem de to giganter. Liverpool kan med en sejr genindtage 1.pladsen i Premier League, og dermed samtidig udbygge føringen yderligere til Manchester City. Omvendt kan City kravle et godt stykke op ad pointstigen, og dermed sætte sig i en favorabel position med en kamp i hånden. Derudover er der som regel garanti for mål, når de to hold møder hinanden.

Det bliver tæt, men Liverpool vinder 2-1.

God kamp derude – YNWA ?

Leo Vegas Sport