Alex Bruun ser frem mod Real Madrid – Liverpool tirsdag den 6. april kl. 21.00, hvor kampen kan ses på TV3+ eller online på Viaplay.
Jeg tror, landskampspausen kom på det helt rigtige tidspunkt for os. Selvfølgelig havde vi spillere afsted med deres landshold, og de resterende spillere har naturligvis trænet, men det har givet staben mulighed for mere målrettet træning end indtil nu, hvor meget har drejet sig om restituering i det tætte kampprogram. Kampen mod Arsenal viste også tydeligt et mere frisk Liverpool hold, som fik modstanderen til at se meget ordinær ud. Mere af det, tak.
Indrømmet, jeg følger overhovedet ikke med i spansk fodbold, men det er mit indtryk, at Real vinder deres kampe, men ofte med lidt besvær og i hvert fald ikke suverænt uge efter uge. Forrige runde i Champions League gav to sejre over Atalanta, hvis det kan bruges til noget. Statistikkerne fortæller dog tydeligt, at Benzema er Reals med afstand største trussel. Bliver spændende at se vores unge forsvarere i den duel – sikkert med hjælp fra Fabinho.
Skal Jota starte inde? Enhver fornuft skriger JA, men er det i stedet for Firmino, eller fortsætter Klopp med den 4-2-3-1, som også blev brugt succesfuldt i den sidste halve time mod Arsenal? Jeg gætter på jokerrollen til Jota også denne gang, til gengæld er jeg ret sikker på, at Wijnaldum starter i stedet for Milner.
Liverpool er blevet et helt andet hold, efter Fabinho kom tilbage på den centrale midt. Hvis det ikke var tydeligt, så er det i hvert fald nu – han er SÅ vigtig for vores hold. Måske det var en fejl, at han spillede så længe i midterforsvaret, selv om det på daværende tidspunkt lignede den eneste rigtige løsning?. Jeg går ind til kampen med en god fornemmelse for et godt resultat, som kunne være en 2-1 sejr.