Kommende kampe:

Rangers – Liverpool 22/23 kampoptakt

Alex Bruun ser frem mod kampen, som spilles onsdag aften kl. 21:00.


Øv, den Arsenalkamp gjorde lidt ondt. Spillet var ikke på højeste niveau, men vi kom tilbage 2 gange, og taber så på en ren foræring. Nu er der så endda forlydende om, at VAR også havde tekniske problemer ved det første mål, men det ændrer selvfølgelig ikke på vores dårlige spil. Uafgjort havde dog været et helt retfærdigt resultat. Ovenikøbet fik Luis Diaz en skade, som holder ham ude indtil jul, og desuden gik både Trent og Matip også i stykker. Postitivt dog, at Nunez fik hul på bylden og Firmino scorede igen.

Nu gælder det så Champions League og gruppens ringeste modstander. Rangers kunne ingenting på Anfield, men nu er det hjemme i Glasgow, hvor man må forvente hektisk stemning og stor opbakning til hjemmeholdet. Måske det giver dem noget ekstra, men det burde ikke være nok til at true Liverpool.

Det største spørgsmål er, hvilken formation Liverpool kommer med denne gang. Var det en 4-4-2 mod Arsenal? Det virkede i hvert fald ikke så godt, når både backs og kanter er så offensive. Klopp har vist også hintet, at uden Diaz duer det slet ikke. 4-2-3-1, som jeg selv har været fortaler for, er også forsøgt, men uden det store held, da det virker, som om de 2 på midtbanen kommer i permanent undertal. Jeg synes derfor, at vi skal gå tilbage til den velprøvede 4-3-3.

Forsøger Klopp mon at spare nogle spillere mod en forventet svagere modstander, så der er friske spillere søndag mod City? Jeg ved nu ikke, om tidspunktet lige er til det. Vi skal have en sejr over Rangers – sådan er det.

Mon ikke Rangers starter for fuld damp, og så bliver lidt trætte efter pausen? Det tænker jeg. Så kunne det være fint, om Nunez fortsætter med målene. Jeg forventer en 2-1 sejr.

Leo Vegas Sport