Kommende kampe:

Sæsonafrunding ved Alex Bruun 22/23

Skrevet af Alex Bruun, formand for Liverpool FC Fan Club Danish Branch

Sæsonens sidste kamp mod Southampton blev meget  symptomatisk for sæsonen. En rimelig god start med 2-0 føring, fulgt op af en lang periode med langsomt spil og personlige fejl, så vi pludselig er bagud 4-2 – og så et fint comeback til 4-4. Alligevel ender det hele med en flad fornemmelse.

Det startede jo ellers godt med en 3-1 sejr over et stærk Manchester City hold i Community Shield finalen på 2 sene mål, men da Premier League kom i gang, blev vi spist af med 2 uafgjorte og et udenederlag til Manchester United. Så kom en 9-0 nedsabling af Bournemouth og en god sejr over Newcastle, men typisk for sæsonen kom der aldrig nogen rytme. Holdet hakkede videre med uafgjorte, nederlag, gode sejre over Manchester City og West Ham for så at tabe hjemme til oprykkerne fra Nottingham Forest. Ustabiliteten blev på intet tidspunkt tydelige end efter 7-0 slagtningen af Manchester United på Anfield, hvorefter man ugen efter brænder straffe og ikke kan score mod Bournemouth og taber 1-0 på udebane. Det var hovedrystende ustabilt.

 

Da vi nåede til det tåbeligt placerede VM i november, lå vi på en 6.plads med troen på, at alt ville blive godt, når vi kom i gang igen efter jul. Vi skulle dog helt frem til april, inden holdet fandt sig selv igen. Ubesejret i de sidste 11 kampe, men det var desværre for sent, og vi var også ude af alle cupturneringer – det var til svære modstandere (City, Brighton og Real Madrid), men det var trods alt vores chance for lidt sølvtøj, når nu vi tidligt havde meldt os ud af titelkampen i PL.

 

Efter 3 kampe lå vi nummer 16, men ellers rodede vi rundt mellem nummer 5 og nummer 10 i ligaen. I sidste ende rakte det kun til en på 5.plads og vi skal derfor for første gang siden 2016 spille Europa League næste sæson. Jeg opgav Champions League for måneder siden, så jeg har affundet mig med det. Ser det nærmest som en mulighed for Klopp for endelig at vinde Europa League med Liverpool. Som han selv udtalte ”nu skal vi bare spiller torsdag i stedet for tirsdag/onsdag”, men sådan er det selvfølgelig ikke. Vi skal spille i CL hver sæson, men det kunne åbenbart ikke blive anderledes denne sæson.

 

Hvis man skal forsøge at årsagsforklare, så peger fingeren på midtbanen. De tre foretrukne ved sæsonstart var Fabinho, Thiago og Henderson. Sidstnævntes niveau er desværre for nedadgående, Thiago blev vel aldrig helt skadefri (fik kun 28 kampe – heraf 6 som indskifter), og Fabinho var helt ved siden af sig selv i lang tid. Fabinho var så ringe, at mange efterhånden foretrak årets åbenbaring Stefan Bajcetic på den defensive midt. Han greb i den grad chancen, men man kan ikke forvente, at en 18-årig spiller skal bære holdet. Midtbanen formåede ikke at presse modspillerne i tilstrækkelig grad, og så havde modstanderne held med at komme i overtalssituationer med vores forsvarsspillere, som kom til at se meget ordinære ud.

 

Havde det ikke været for en god sæson af Alisson, så var det gået meget værre. Langvarige skader til Jota og Diaz hjalp heller ikke, men her havde vi det mindste rimelige back-up muligheder på de positioner.

 

De seneste par måneder er spillestilen ændret lidt. Flere korte afleveringer og Trent i ny rolle, som han stortrives i. Besynderligt nok har Curtis Jones fået chancen igen, og faktisk gjort det godt. Jeg var ellers sikker på, at han var på vej væk. Apropos afgang, så har Thiago og Matip kontraktudløb i 2024 – de bliver næppe forlænget med deres skadeshistorik. Det blev farvel til Naby Keita, Oxlade-Chamberlain og Firmino.

De rejser med vidt forskelligt eftermæle, men jeg mener, det er den rigtige beslutning for alle 4. 9 spillere fik debut I sæsonen: Nunez, Carvalho, Bajcetic, Clark, Melo, Ramsey, Stewart, Doak og Gakpo. Det blev lidt underligt med Nunez, som der var store forventninger til. 42 kampe blev det til – heraf 26 fra start (blev udskiftet hele 18 gange). 15 mål i alle turneringer. Ser man på stats, er det egentlig ok, men han  rændte chancer i massevis. Alibiafslutninger, manglende selvtillid eller hvad det har været, kan jeg ikke svare på, men skal vi være positive, kom han ofte i de rigtige positioner, og får vi ham i gang, så skal han nok blive rigtig god. Gakpo, som først ankom i januar fik 26 kampe (22 fra start – udskiftet 15 gange) 7 mål i alt. I starten var Gakpo ikke prangende, men det ser ud til, at han har fået et kursus af Firmino i at spille falsk nier, og nu kan vi både nyde hans mål, og det dejlige flydende løb med bolden, som han mestrer. Det er noget af det, jeg glæder mig til at se i næste sæson.

 

Som sædvanligt linkes vi til et hav af spillere, men vi må se, hvor meget der bliver til noget. Midtbanespillere skulle der gerne komme nogen af. Vi er startet ud med at hente Mac Allister i Brighton i dag.

 

Programmet for den nye sæson offentliggøres den 15. juni, og så kan vi allerede begynde at se frem mod nye spændende kampe.

God sommer

Leo Vegas Sport