Lettelse, glæde og ikke mindst forventning. Nogenlunde sådan havde jeg det, da dommeren fløjtede torsdagens Europa League semifinale af. Hvis jeg skal dømme ud fra kommentarerne, smilene og jublen blandt de andre rødklædte Liverpool supportere på den lokale pub, så var jeg bestemt ikke den eneste.
Den 18. maj bliver en festdag. Liverpool er nemlig tilbage i en europæisk finale for første gang i ni år. Og selv om jeg på ingen måde er objektiv, tør jeg godt sige, at det fuldstændigt fortjent, og det er i mine øjne et bevis på, at klubben er på vej tilbage mod den europæiske foldboldelite. Og det sker på overbevisende vis.
For en klub med så stolte europæiske traditioner som Liverpool kan Europa League måske virke som en usexet turnering, men den vej som klubben har taget til finalen – særligt i knockout fasen – har været yderst imponerende.
Klubben var ubesejret i denne sæsons Europa League, indtil man tabte i sidste sekund mod Villarreal i den første semifinale. Det er i sig selv en utrolig flot præstation, når man tænker på, at man primært brugte reserve- og ungdomsspillere i gruppespillets første kampe, inden Jürgen Klopp meldte sin ankomst på Anfield. Desuden har truppen i løbet af sæsonen været ramt af et utal af skader til flere af de største profiler.
Når man så derudover tænker på, at vejen til finalen har budt på modstand fra to tyske hold, hvoraf det ene pt. ligger nummer to i Bundesligaen, et møde med den store ærkerival fra Manchester samt en semifinale mod en spansk klub, der er sikker på at spille Champions League næste sæson, så er det ganske enkelt en kæmpe bedrift, at man kun har tabt én kamp i hele turneringen.
That f*cking team
For nogle år siden hørte jeg en amerikansk journalist fremsætte sin teori om, at der i enhver turnering er et hold, som nærmest er skæbnebestemt til at vinde, uanset hvilke udfordringer og modstandere det måtte møde. Han kaldte fænomenet for “That Fucking Team”. Det er en teori, jeg efterhånden er begyndt at tro lidt på.
For at blive That Fucking Team skal holdet have nogle øjeblikke på banen, der vil stå printet ind i hukommelsen som historiske momenter på sin vej mod den ultimative triumf i finalen. Dermed tyder meget på, at Liverpool meget vel kan være That Fucking Team i årets Europa League.
De mange skader har været veldokumenteret, og kampene mod såvel Man Utd som Dortmund vil stå som historiske opgør i mange år frem i tiden. Læg dertil et managerskifte midt i sæsonen samt den enorme følelsesmæssige lettelse omkring afgørelsen i Hillsborough -retssagen, og så har du opskriften på et sandt eventyr, der nærmer sig Champions League triumfen i 2005 – I øvrigt i en turnering, hvor man også kan hævde, at Liverpool var That Fucking Team.
Den vigtigste kamp længe
Selve finalen bliver om muligt endnu sværere end vejen dertil. Vi møder et Sevilla-hold, der har ejet denne turnering i de seneste to sæsoner, og som næsten har været ligeså suveræne i dette års udgave af Europa League som Liverpool.
Flere spillere i truppen har oplevet store skuffelser med klubben siden den sæson med et misset mesterskab, en miserabel FA Cup semifinale og to nederlag på straffespark i dette års Liga Cup finale samt i ottendedelsfinalen i sidste sæsons Europa League. De har derfor fortjent den succes, som en finalesejr med tilhørende plads i næste sæsons Champions League vil være.
Det vil være en understregning af det kæmpestore fremskridt man har taget siden Klopp kom til klubben, ligesom det vil give både træner, spillere og ikke mindst os fans endnu større tro og håb på succes frem mod næste sæson.
For mig står kampen derfor som det absolut vigtigste opgør siden 2013/14 sæsonen. Efter Liverpool i flere år har nedprioriteret og næsten været respektløs over for Europa League, har det været en sand fornøjelse at se, hvordan alle i og omkring klubben har sat alt ind på at vinde årets udgave.
Som fans skal vi nyde, at klubben langt som længe er tilbage i en europæisk finale. Så er det op til spillerne at levere varen og dermed vise resten af fodboldverdenen, at Liverpool er That Fucking Team.
