Kommende kampe:

Optakt: Liverpool – West Brom

I morgen aften skal Liverpool forsøge at ride videre på bølgen af flotte resultater på Anfield, når West Brom kommer på besøg. Kampen sparkes i gang kl. 17:30 og sendes på Xee, mens den ligeledes kan streames på Viaplay.

Andreas Ørntoft er manden bag optakten til opgøret.

Liverpools seneste opgør i Premier League var formentlig, hvad de fleste vil definere som en magtdemonstration. Crystal Palace forsøgte at byde de røde fra Merseyside op til dans, men blev sendt på juleferie med et skræmmende 0-7 nederlag i bagagen. Minamino åbnede ballet tidligt i opgøret med sit første Premier League mål, herefter fulgte både Mané, Firmino, Henderson og Salah op med fremragende scoringer, og fik altså givet Liverpool 3 point og hele 7 mål til en målscorere, som ellers ikke har været helt op at ringe indtil videre.

Julefreden er også så småt ved at indfinde sig på Liverpools skadesliste. Van Dijk og Gomez er som bekendt langtidsskadede, mens Jota meldes ude indtil februar. Til gengæld var der glædeligt gensyn med både Shaqiri, Milner og Thiago på træningsbanen, hvor de to førstnævnte også er i spil til kamptruppen i aften. Thiago får en lidt mere stille opstart.

Dermed får Klopp altså flere og flere kombinationsmuligheder på midtbanen, hvilket måske også kommer til at afspejle startopstillingen i aften. For selvom Liverpool har haft en pause på en hel (!) uge, så skal Liverpool til Newcastle d. 30/12 og herefter Southampton d. 4/1, hvorfor Klopp formentlig vil forsøge at rotere i spillertruppen, så man minimerer risikoen for muskelskader. Derfor går jeg med nedenstående opstilling til i morgen aftens opgør mod et yderst formsvagt West Brom-hold.

Jeg tror R. Williams erstatter Matip, som skal være klar mod et fysisk stærkt Newcastle-hold. Derudover tror jeg Minamino får mulighed for at tanke yderligere selvtillid, mens Mané kan få et indhop fra bænken. Og så får vores brasilianske troldmand naturligvis lov til at ride videre på den formbølge, som startede efter vindermålet mod Tottenham.

Hvis vi lige skal vende West Brom, så har de gang i en skrækkelig sæson. De ligger på en øjeblikkelig 19. plads, og har kun skrabet 7 point sammen efter 14 kampe med en målscore på -19. De har blot vundet en enkelt kamp over ligaens absolut dårligste hold, mens de har spillet uafgjort 4 gange. Her er det dog værd at bemærke, at de både har stjålet point fra Manchester City og Chelsea, mens de også skabte problmer for både Tottenham og United. Derfor er det altafgørende, at Liverpool kommer med den helt rigtige indstilling, men så tror jeg til gengæld også, at de trækker sig sejrsrigt ud af opgøret.

Liverpool vinder 3-0.

God kamp ?

Leo Vegas Sport