[Blog] Tak for alt Lucas, du er en ener

Jeg var egentlig gået i gang med at skrive det her indlæg inden han officielt blev solgt. Men efter handlen gik igennem og jeg læste hans åbne brev til os fans, måtte jeg starte forfra og åbne en øl op. Lige for at skylle nyheden ned, som har sværmet omkring os de sidste par dage. Alle vidste det ville ske, spørgsmålet var bare hvornår.

Lucas er for mig, personligt den største spiller, som jeg har oplevet i Liverpool. Mange vil være uenige, det ved jeg. Men for mig står han som en helt speciel person.

The man

Nogle af hans evner på en fodboldbane kunne bestemt være bedre, men det han var god til var han i en periode (før korsbåndsskaden) helt fænomenal til. Holde spillet i gang, give plads til, at de offensive spillere kunne tænke på angreb inklusiv vores backs, hjælpe forsvaret når modstanderne angreb og holde spillet i gang med små simple afleveringer. Jovist jeg ville da også ønske han havde lavet et par mål mere i løbet af sin tid i Liverpool (syv i alt) og nok nogle flere assists og ikke mindst flere fremadrettede afleveringer, som kunne bryde modstandernes kæder. Men som fodboldspiller er det også vigtigt at kende sine begrænsninger og det kunne Lucas. Og det vidste de fem managers, som han havde i Liverpool også hvad var. Ingen af dem, udover Benitez forsøgte for alvor at få ham længere frem på banen. Klopp brugte ham i forsvaret på grund af hans overblik, placeringsevne, boldomgang og lederegenskaber. Det blev aldrig rigtig godt, men det kunne bruges i de tilfælde, hvor det var nødvendigt. Det viste også hvor meget Klopp stolede på Lucas, at han blev valgt fremfor mere rendyrkede forsvarsspillere.

Han aldrig rigtig fået den ros han fortjener for sit hovedspil, som er latterligt godt. Det var utroligt få gange han gik op i en duel og tabte den. Timingen var helt unik, men fordi han var placeret de meter længere fremme, var det sjældent ham, som lavede de vigtige indgreb på indlæg og lignende, som bliver bemærket på tv-billederne. Den tidligere Liverpool spiller Andy Carroll har også været ude at sige, at Lucas var en af de hårdeste midterforsvarer han har spillet overfor. Og så snakker vi ikke noget om hans selvmål efter en dødbold for flere år siden!

Men nogle af de ting, som jeg sætter mest pris på ved ham er hans loyalitet overfor klubben. De mange gange han er blevet rygtet væk, men er blevet bedt om at blive, kan nok ikke tælles på en enkelt hånd. Hvor mange ville stå model til det? Jeg tror de færreste gad sådan en behandling og på et tidspunkt nok ville sige ”fuck jer, jeg skrider”. Det var der intet af på noget tidspunkt. Han klappede hælene sammen blev, skrev under på en ny kontrakt og fortsatte, som intet var hændt.

I en verden, hvor klubmænd bliver færre og færre, står Lucas for mig som en af dem, som har bevist, at han elsker at være i Liverpool FC og i byen Liverpool. Han udtalte selv, at han gerne ville have sluttet karrieren i Liverpool, men som sportsmand hang det ikke sammen længere, da han vil spille. Skiftet er på ingen måde et skifte for at tjene flere penge, men rent sportsligt. Billedet herunder viser en mand, som godt ved at det nok er slut i Liverpool. Han ser ikke rigtig glad ud.

Hvor imod det her banner i den grad viser glæde og stolthed over det han har opnået i Liverpool. Læs hans afskedsbrev til klubbens fans her

Hvad man kan høre fra rigtig mange af spillerne i klubben, så har det været ham, som har taget imod dem når de er kommet til klubben. Og det har ikke kun været Moreno, Coutinho og Firmino, som har fået hjælp. Det har også været Milner, som har været mange år i gamet, Sturridge der flyttede til fra London og Mignolet, blot for at nævne nogle. Lucas har været et omdrejningspunkt for rigtig mange udenfor banen og har helt sikkert gjort livet nemmere for de fleste. Vi ved hvor meget det betyder at have ro udenfor banen og her har han hjulpet, ved blandt andet at afholde børnefødselsdage, hvor mange af spillerne har deltaget og kunne komme hinanden ved udenfor banen og omklædningsrummet. Jo stærkere truppen er udenfor banen jo stærkere er den inde på banen. Han var et helt essentielt samlingspunkt for 1. holdstruppen.

Man havde med en spiller at gøre, som aldrig trak sig i tacklingerne, der altid gav sig 100% i kampene og aldrig slog op i banen som følge af en fejl eller andet fra sig selv eller holdkammeraterne. Holdet kom altid før egne ambitioner i kampene.

Jeg husker tydeligt da korsbåndet røg, og han lige ville ind og se om han ikke kunne spille videre – jeg har selv revet korsbåndet over, to gange. Det er sgu ikke noget man bare lige rejser sig op fra og forsøger at spille videre på, hvilket mange andre nok er enige i.

Han er en fighter af guds nåde. Og han var klar til at forsvare sine medspillere på banen. Der var en episode med Henderson, kan ikke huske hvilken kamp og hvem modstanderen var (mener det var Costa i en Chelsea kamp), men der skete der et eller andet, som Lucas mente var unfair der tog han den store tur med spilleren ude på sidelinjen. Ikke noget der trak tv-billeder efterfølgende, men et klart signal om at han var der for de andre på banen. Noget som vi til tider har manglet når bølgerne er gået højt siden Gerrard og Carragher stoppede. Selvom alle nok kan huske Henderson der kigger ondt på Costa i en anden kamp.

Følgende tekst er et uddrag fra den her artikel, som jeg ikke kunne lade være med at smile af da jeg læste det. For det er sgu godt ramt.

“(…) the thing Lucas Leiva does best is commit cynical fouls.

When he was a regular in the Liverpool midfield, Lucas seemed to snuff out a promising counter-attack at least once per game with a judicious hack of the shins 45 yards from goal, before trotting away from the sound of the referee’s whistle without even looking at the yellow card he knew was coming. (This raises the existential question: if Mike Dean gives Lucas a no-look yellow card, and Lucas jogs off without looking at it, has anyone actually been booked?)

(…) It is so patently cheating, and yet so obviously the smartest and most efficient thing to do, that it serves as the purest possible demonstration of partisan fans’ hypocrisy: they will scream bloody murder if it halts their side’s attack, but lambast their own defenders in exasperation if they play fair when they could have ‘taken one for the team’.”

 

Han har båret anførebindet 14 gange i sin Liverpool karriere. Det lyder ikke af meget. Men med Gerrard, Carragher, Agger, Henderson og Milner i klubben på samme tid har der ikke været mange muligheder for ham. Det største øjeblik for ham med anførebindet må have været hans sidste mål for Liverpool i EFL cuppen, hvor han sendte Liverpool videre. I øvrigt se glæden ved at score det mål. Hold kæft hvor jeg nyder det. Man kan se det betyder noget. Og hans kommentar efter kampen da en journalist spørger til måltørken: ”Was it that long? I scored last week in training you know!”. Det er ren scouse humor, det er så perfekt, som noget kan være.

Nyd lige målet og fejringen. Eller det var meningen vi kun skulle se hans sidste mål her. Men hvorfor ikke bare nyde alle syv nu vi kan?

Og så kommer vi for alt i verden til at mangle en kulturbærer. En der kender klubben ud og ind. De to der har været længst tid i Liverpool FC nu er Henderson og Flanagan. Lucas har lært fra Gerrard, Carragher, Hyypiä, Dalglish, Kuyt, Reina, Agger og der er sikkert nogen der er glemt, som også har bidraget til den forståelse der er i klubben om, hvordan vi gør tingene. Det er noget der hele tiden er flydende og som rykker sig, men det at nogen kender til de Liverpool dyder, som hersker i klubben og som er gået fra generation til generation kan komme til at mangle.

Dalglish fik bestilt en ekstra medalje til Lucas efter vi vandt Liga Cuppen i 2012, som han missede på grund af en skade. Han fik den for den store indflydelse, som han havde haft i hele turneringen. I bussen på vej til Wembley fik han i øvrigt en sms fra Gerrard, hvor der stod:  “Don’t worry, we will get here again”. det gjorde Liverpool, men igen var Lucas skadet da vi skulle spille en finale på Wembley næste gang, som desværre blev tabt. Det blev kun til den ene medalje i Lucas´ 10 år i klubben.

 

Tænk sig hvis det her forsøg ikke var blevet taget på stregen af fucking Phil Neville? Lucas Leiva der afgører et Merseyside derby i det +90 min efter han blev skiftet ind til fordel for Gerrard. Hold kæft der røg mange bandeord afsted da jeg så kampen på en bar i Aalborg da udskiftningen kom. Men Kuyt afgjorde kampen efterfølgende. Jeg vil kalde det en genistreg af Benitez…

Lucas´ tal i Liverpool

Lige lidt forskellige tal på Lucas, som også understreger, hvor indflydelsesrig han har været på klubben:

Han har spillet flest kampe imod Chelsea (19) og næst flest imod Everton (17). Det siger lidt om, hvilke type kampe, hvor man har haft brug for hans kvaliteter.

Han har spillet for fem forskellige managers, den eneste i klubbens historie der har spillet for flere er Carragher.

Kun to ikke-briter i form af Hyypiä og Reina har spillet flere Premier League kampe end Lucas (247) og han er den med 6. flest Premier League kampe i klubbens historie.

En ud af ni spillere, som har mere end 30 europæiske kampe for Liverpool.

17,337 så mange minutter har han spillet Premier League fodbold i, dette er kun overgået af 10 andre spillere i klubben.

120 spillere har han spillet sammen med på de ti år han var i klubben.

Og så har han næst flest tacklinger i Premier League siden 2011/2012 med hele 371 styks.

 

Jeg kommer til at se nogle flere Lazio kampe fremover – heldigvis spilles de på et tidspunkt, hvor man ikke skal op om natten (Gerrard!!) for at få et glimt af ham.

Tak for alt Lucas. Du er en ener og jeg vil personligt komme til at savne dig og alle de ting, som du stod for. Mange af de ting, som jeg værdsætter utroligt højt hos en Liverpool spiller men også generelt i livet.

I don´t like him because his name is Lucas Leiva, I like him because he is Lucas Leiva!