[Blog] #3 Hvor er jeg dog vild med… Robertson

Andreas Ørntoft har skrevet del nr. 3 i serien: Hvor er jeg dog vild med… i dette afsnit handler det om Andrew Robertson.

Andrew Robertson

Da Liverpool d. 21 juli 2017 skrev kontrakt med Andrew Robertson, herskede der både hovedrystelser og skepticisme blandt mange Liverpool fans. Robertson skiftede fra nedrykkerne, Hull City for en transfersum på £9 mio. Og alene det faktum at Robertson skiftede fra et nedrykkerhold, var nok til at plante bekymrede miner blandt mange Liverpool fans, hvor netop venstreback-positionen længe havde været en akilleshæl. Hvad mange dengang ikke vidste var, at Robertson senere skulle tage Anfield med storm.

Andrew Robertson skulle op i en direkte duel mod den udskældte spanske back, Alberto Moreno om pladsen på venstreback, og på trods af en Premier League debut d. 19 august samt en yderligere kamp september, skal man helt frem til d. 2 december, før den energiske skotte på ny fik spilletid i den røde trøje i Premier League regi.
Det var en ankelskade til Moreno, som dengang gav plads til Robertson, og med den ene pragtpræstation efter den anden cementerede Robertson hurtigt sin plads på venstreback. Her husker jeg personligt især tilbage på én sekvens i Liverpools 4-3 sejr over Man. City, hvor Robertson med et hæsblæsende solopres på over 60 meter for alvor spillede sig ind i hjerterne hos mange Liverpool-fans.

Robertsons vej gennem rækkerne

Andrew Robertson startede sin fodboldkarriere i Celtic, hvor han spillede på deres ungdomshold frem til U15-rækken, hvor han blev fritstillet – angiveligt fordi han var for lille. Han valgte at trappe en smule ned niveaumæssigt, hvorfor han forud for 2012/13 sæsonen tilsluttede sig Queens Park. Her udmærkede den vævre skotte sig og allerede året efter, skrev Robertson under med Scottish Premiership-klubben Dundee United.

Hos Dundee United blev Robertson hurtigt en fast bestanddel af startelleveren, og efter en flot 13/14 sæson, hvor han blot missede to kampe ud af 44, formåede han at indtage venstreback-positionen på årets hold i Scottish Premier League, mens han samtidig kunne krone en flot sæson med titlen som året unge spiller i Skotland.

Præstationerne i 13/14 sæsonen hos Dundee United vakte pludselig interesse hos diverse Premier League klubber, og d. 29 juli 2014 skrev Robertson under på en 3-årig kontrakt med Hull City. Dette var endnu et trin op ad karrieremæssigt for Robertson, og allerede i slutningen af august 2014 modtog han titlen som månedens spiller.

Robertsons personlige udvikling fortsatte sin positive kurve, på trods af at ”The Tigers” på daværende tidspunkt var et såkaldt ”elevator-hold”, som pendlede mellem Premier League og Championship.
I Robertsons første sæson rykkede han sammen med Hull ned i Championship. Dette var naturligvis en hård pille at sluge for Robertson og resten af Hull, men med en 1-0 sejr over Sheffield United i Championship Play-off finalen formåede de trods en halv-vaklende sæson at sikre sig tilbagevenden til den bedste engelske række.

I Premier League sæsonen 2016/17 kunne Hull City på trods af en overraskende semifinaleplads i den lille pokalturnering, ikke leve op til kravene i Premier League, hvilket resulterede i endnu en nedrykning til Championship. Dette viste sig at blive Robertsons sidste sæson for Hull City, inden han d. 21 juli 2017 skrev under med de røde fra Merseyside.

Men hvorfor er jeg så vild med Robertson?

Andrew Robertson har lynhurtigt indtaget rollen som en fan-favourite – og han er bestemt også blandt mine absolutte favoritter i den nuværende trup.

Udover at have løst et stort problem på venstreback-positionen, som gennem årene blot har vokset sig større, er hans energiske mindset også en enorm gevinst for ethvert hold. Han har en fightervilje, som bl.a. blev belyst, da han de første mange måneder i Liverpool, stod i skyggen af den ellers udskældte Alberto Moreno. Dette lod dog ikke til at påvirke Robertson, og da han endelig fik chancen, greb han den og har siden ikke set sig tilbage. Samtidig luner det også ethvert rødt Liverpool-hjerte, når man kan mærke at det virkelig betyder noget for skotten, når han trækker den røde trøje over hovedet.

Selvom Andrew Robertson har cementeret sin plads på venstrebacken godt og grundigt, har han ikke sluppet foden fra speederen – tværtimod! Han fortsætter med at bygge på sit eget spil, hvor han med det ene fremragende indlæg efter det andet spiller en stor rolle i Liverpools offensive facetter.
I Liverpools opbyggende spil fungerer Robertson og Trent på henholdsvis venstre og højre back ofte som wing backs, hvormed de ikke blot er med til at skabe flere pasningsmuligheder, men også er med til at trække modstanderens kanter med tilbage. Dette er et led i Klopps plan, hvor holdet med et hidsigt genpres tvinger modstanderen til at sparke langt, hvor Liverpools midterforsvarer plus en defensiv midt let kan samle bolden op, og på ny genetablere et angreb. Det seneste eksempel hvor den ovenstående taktik fungerede til perfektion, så man i hjemmekampen mod Manchester United d. 16 december. Her var taktikken med til fuldstændig at presse United ned under græstæppet, og netop Robertson høstede også roser fra selveste José Mourinho efter kampen som udtalte:
“I am still tired just from looking at Robertson! He makes 100-metre sprints every minute – absolutely incredible”. 

Hvis man ser lidt nærmere på Robertsons defensive betydning på Liverpool-holdet, har han i den grad været med til at tilføje en stabilitet, som man ikke har set på positionen i mange år.
Indimellem kunne man fristes til at tro, at Robertson er udstyret med 3 lunger. For selvom han næsten altid er at finde bredt i venstresiden klar til at slå indlæg i de offensive sekvenser, finder han lynhurtigt tilbage til sit defensive udgangspunkt.

Hvis man skal kigge lidt på tallene, og starte i 2017/18 sæsonen, som velsagtens først rigtig startede i december måned, formåede Robertson at score et enkelt mål, mens han stod bag 5 assister. Robertson har fortsat de fine takter i 18/19 sæsonen, hvor han i skrivende stund står bag 6 assister, mens det første sæsonmål fortsat lader vente på sig.

Man må sige, at siden Robertson siden han fik sin debut, er gået rent ind hos majoriteten af Liverpool-fansene. Dette skyldes ikke mindst også den stabilitet han bidrager med. Med Robertson på holdkortet, kan Klopp altid være sikker på at få en helstøbt indsats fra skotten.

Robertsons fremragende præstationer på allerhøjeste plan er heller ikke gået ubemærket hen. På det skotske landshold, er han blevet tildelt anførerbindet, hvilket også må siges, at være en stor hæder i en alder af blot 24 år, og fuldt fortjent.

Tilbage i november herskede der en smule snak om en mulig ny kontrakt til Robertson, netop som en cadeau for hans fine præstationer. Dog har han stadig tre-et-halvt år tilbage af sin nuværende kontrakt, og snakken er da også løbet en smule ud i sandet.
Ikke desto mindre håber jeg personligt, at Robertson kommer til at tørne ud for Liverpool de næste mange år, for jeg er temmelig vild med ham!

 

 

[Blog] #2 Hvor er jeg dog vild med… Firmino

Roberto Firmino

Roberto Firmino har, som mange andre sydamerikanske spillere, været igennem en enorm barsk og turbulent rute på vejen mod den drøm, som majoriteten af Brasiliens unge gadespillere fantaserer om – nemlig at blive professionel fodboldspiller. Med en opvækst i den fattige del af Maceió, var han nødsaget til at hjælpe til i sin faders butik, som var den eneste økonomiske drivkraft i husstanden, i en by som samtidig var enormt plaget af bandekriminalitet. Dette medgjorde også, at den unge Firmino fik forbud mod at bevæge sig rundt i Maceiós gader på egen hånd, hvorfor han så sig nødsaget til at stå op i de tidlige morgentimer, før moderen stod op, blot for at få en lille snært af sin helt store passion – nemlig fodbold. Og det var netop på én af Maceios nedslidte ”gadebaner”, at Firminos usvigelige talent med den runde kugle i første omgang blev opdaget.

Først kom Firmino til Clube de Regatas hvorfra han senere kom til Figueirense, og det var her de europæiske klubber for første gang fik øjnene op for det brasilianske stjernefrø, og det var tyske Hoffenheim, som i 2011 slog kløerne i Firmino for sølle 4 mio. Euro.

Her spillede han primært på den offensive midtbane, og det var velsagtens også den position han blev købt til, da han i sommertransfervinduet i 2015 skrev under på en kontrakt med Liverpool FC.

 

 

 

Roberto Firmino

Man kan ikke sige at Firmino tog Premier League med storm på samme måde som man har set Salah, Suarez og Torres gøre det, hvilket jeg vil mene er på baggrund af flere faktorer.

I første omgang ankom Firmino til et Liverpool-hold i sommeren 2015, som ganske enkelt manglede kvalitet, hvor han dengang skulle være bindeleddet mellem spillere som Jordon Ibe, Origi og Benteke, hvilket er en udfordring de færreste vil kunne klare, hvis man samtidig skal leve op til de store forventninger man generelt har til en klub som Liverpool.
Derudover kæmpede Firmino også med at finde sig til rette i Premier League som alt andet lige både er mere fysisk krævende og markant mere tempofyldt end den tyske Bundeslige han var vant til.
Her var ét af Firminos store gennembrud, at Klopp havde- og stadig har en enorm tiltro til brasilianeren.
På trods af, at Brendan Rodgers’ umiddelbare formål med Firmino var at styrke midtbanen, havde Klopp andre planer med den energiske brasilianer. Den første gang jeg personligt fik et indtryk af, at Firmino kunne gøre sig i en falsk 9’er-rolle, var da Liverpool ydmygede Manchester City på Etihad den 21 november 2015. Her erstattede Firmino en selvtillidstømt Christian Benteke i startopstillingen, og efter blot 32 minutters spil var Liverpool foran 3-0, hvor den dynamik som Firmino tilførte i særdeleshed var udslagsgivende.

Èn af de helt åbenlyse faktorer, som Firmino tilføjede til det forreste geled, var en enorm arbejdsvillighed i det offensive- såvel som i det defensive spil, hvor han med et hidsigt genpres fra forreste kæde, gjorde livet enormt svært for Citys bagkæde. Og netop Firminos løbevillighed var noget som passede som fod i hose ift. Klopps generelle spilfilosofi med henblik på genpresset, som Klopp var kendt for at anvende i Dortmund-tiden vel at mærke med succes.

Men hvorfor er det jeg er så vild med ham?

Hvis vi spoler tiden frem til 2016/17 sæsonen, hvor Klopp havde hentet Mané som en yderligere forstærkning til offensiven, begyndte der at vise sig nogle tydelige tegn på, at Firmino kunne være nøglen til at binde en frontrio sammen.
Generelt er Roberto Firmino ikke en typisk angriber, og det er måske i virkeligheden derfor jeg er så vild med ham, da han for mig er indbegrebet af en falsk 9’er. Udover Firminos spilmæssige kvaliteter, som jeg vil komme ind på om lidt, er det også værd at bemærke, at Firmino sjældent er plaget af skader. Siden Firminos ankomst i 2015 har han blot misset 10 kampe pga. Skader, hvilket også var historien i Hoffenheim, hvor han kun missede 4 kampe ud af 153 grundet skader.

Ser man lidt nærmere i Firminos spilmæssige kvaliteter, er én af hans mange forcer, bevægeligheden. Og her tænker jeg ikke kun på hans generelle løbevillighed, men også hans evne til at bevæge sig ud af rummet på angrebsposten med henblik på at skabe rum til de to hurtige kanter. Her adskiller Firmino sig nemlig hvis man f.eks. sammenligner med en mere stillestående angriber som Daniel Sturridge. Her vil Sturridge ofte befinde sig omkring modstanderens midterforsvarer, mens Firmino konstant vil trække enten ud i banen eller ned på en 10’er position, hvorfor der vil skabes plads enten dybt eller bredt i banen, som er rent guf for spillere som Salah og Mané.
I samme ombæring kan man også påpege Firminos evne til at skifte plads med Salah, hvilket også belyser hans alsidighed på en fodboldbane. Dette gør det svært for ethvert forsvar at forberede sig på hvordan man skal forholde sig til Liverpools angrebsspil.

Firmino har også en enormt god evne til at modtage bolden med ryggen mål for derefter at vende på sin direkte modstander. Dette gør han ofte i en position lidt uden for feltet, hvor han med en kropsfinte vifter sin direkte modstander væk, sender bolden bredt i banen og stormer mod feltet. Derudover har han også en vis teknik, som formegentlig stammer helt tilbage fra streetbanerne i Maceió. Det er ikke en altoverskyggende del af hans spil, men alligevel en tydelig del af hans fodboldopdragelse og det er oftest en fornøjelse når han viser lidt af den brasilianske gadedreng frem.

Hvis man skal se på én af Firminos umiddelbare mangler, kan man kigge på hurtigheden. Firmino er nemlig ikke noget lyn på en fodboldbane, men her kommer hans fysiske styrke og gode boldbehandling ham til gode, da det på mange måder kompenserer for den manglende hurtighed i spurterne.

Gennem 2017/18 sæsonen lignede Firmino en spiller som fandt sig bedre og bedre tilrette som frontangriber hvor han sammen med Mané og en brandvarm Salah var en stor mundfuld for ethvert forsvar. Firmino endte da også 2017/18 sæsonen med 27 mål og 15 assists hvilket gjorde ham direkte involveret i hele 42 scoringer.
Derfor var forventningerne også store til 2018/19 sæsonen, hvor Liverpool som bekendt har fået en historisk god start, dog med det primære fokus på den defensive stabilitet. De tre forreste har endnu ikke formået at nå deres niveau fra 2017/18 sæsonen, og især Firminos fald niveaumæssigt har været iøjnefaldende. Klopp har også forsøgt at rykke Firmino ned som en decideret 10’er bag Salah, dog uden den helt store succes.
Men Firmino er en fan-favorit, og en halv-anonym start på sæsonen får ikke hverken fans, medspillere eller trænerstaben til at tvivle på ham. Samtidig kan man ALTID forvente en benhård arbejdsindsats uagtet den nuværende form hvilket er et kæmpe plus i min bog. Desuden er jeg overbevist om, at en spiller med Firminos arbejdsmoral heller ikke lader sig slå ud af lidt modgang.

Samtidig er Firmino altid garant for et stort hvidt smil på træningsbanen såvel som på diverse sociale medier, og det er et humør som uomtvisteligt smitter af på resten af holdet. Så selvom jeg naturligvis har de røde briller på, er jeg ikke i tvivl om at det blot er et spørgsmål om tid, før han vender tilbage til sin gamle form.

[Blog] Transformationen

Rasmus Gissel er ny skribent og har set på statistikken og det vi ser på banen i denne sæson.

Fra teenageagtig heavy metal fodbold, til voksenfodbold med mindre tju-bang og mere fornuft.
Husk nu at selv voksne sommetider opfører sig som teenagere. Det kommer vi også til igen. Vi skal bare være voksne først.

De fleste er enige om, hvad der sker med Liverpool i dette halvår. Defensiven styrkes, delvis på bekostning af den Heavy-Metal stil, der bragte os langt i de forgangne sæsoner, men ikke bragte pokaler i skabet. Kan vi være utilfredse. Det korte svar er nej. Det længere svar er nej, men.
Faktum er at vi har 30 point for 12 kampe, hvilket er den bedste start et Liverpool mandskab nogensinde har præsteret i Premier League. Alene dette faktum, fejer alt af bordet og en utilfredshed på den baggrund, vil være en misforstået opfattelse af hvad det egentlig er vi kæmper for.

Pointmæssig fremgang

Jeg vil i det følgende sammenligne en anelse med sidste sæson. Jeg har læst og hørt mange der har sammenlignet direkte med starten på sidste sæson og hørt betragtninger som ”vi startede også langsomt sidste år, men vi sluttede fantastisk” og postulater i den retning.
Lad det være slået fast, at fordi vi havde et bestemt mønster sidste sæson, hvor vi fra november til første Roma-kamp fremstod voldsomt stærke, så er det mønster ikke garanteret igen.
Jeg vil derfor ikke fokusere på, hvor mange point vi havde efter 12 kampe i sidste sæson (22), fordi kampprogrammet i høj grad spiller ind.


Kigger vi derimod på de samme kampe (oprykkerne erstattet således Swansea/Cardiff, West Brom/Fulham og Stoke/Wolves) får vi i mine øjne et mere nuanceret billede af de resultatmæssige præstationer.
Det regnskab viser, at vi for de 12 kampe havde 26 point sidste sæson mod 30 point nu.
Som det kan ses på kurven er der mulighed for de næste runder, at gøre gabet til sidste sæsons høst, endnu større.
Det er i mine øjne det parameter vi for alvor kan bruge til noget.
Vi kan ikke bruge til noget hvad der sker i Manchester City eller andre klubber.
Vi kan træne dagligt for at blive bedre i vores egne præstationer og netop det, ser det ud til vi er ved at blive.
Kun igennem langsigtet og målrettet arbejde bliver vi kontinuerligt bedre, uanset hvad modstanderne gør på deres adresser.

Målscoremæssig fremgang

Et andet parameter til direkte sammenligning er målscoreren.
Målscoreren indikerer faktisk ofte et holds tilstand og er ofte et mere reelt udtryk for præstationerne end point kan være, for man kan godt vinde på en dårlig dag.
Også her ligger vi – marginalt – foran sidste sæson. Dog kun et enkelt mål. Plus 17 (32-15) sidste sæson mod plus 18 (23-5) i denne sæson.

Vi har altså lavet 9 mål færre og lukket 10 mål færre ind. Vel stort set det, som man har kunnet se med det blotte øje. Defensiven styrket. Offensiven uden samme voldsomme eksplosivitet, men stadig god nok.
Hvad er det så for en omlægning af spillet, der foregår og er der udelukkende defensivt fokus?
Svaret på det sidste spørgsmål er nej.
Først og fremmest er det en omlægning med fokus på at defensiven skal være stærk nok til at kunne vinde kampene, hvis vi kun scorer få, eller et enkelt mål.
Hele sidste sæson formåede vi kun at vinde en enkelt kamp med 1-0 (hjemme mod Crystal Palace) og kun 6 af vores 21 sejre var med et enkelt mål.
Nu er det jo selvsagt ikke negativt at vinde mange kampe med flere end 1 mål, men de få sejre med ét mål sammenholdt med hele 12 uafgjorte kampe, fortæller en historie om pointtab, signeret en defensiv der blev mere og mere usikker jo ældre kampene blev.
På nuværende tidspunkt har vi allerede vundet 2 gange 1-0 og 4 gange med et enkelt mål. Tænker man tilbage på netop de sejre, er det uden den sædvanlige nervøsitet over et snarligt sammenbrud. Alle 4 sejre (Brighton, Huddersfield, Tottenham og Leicester) har været uden tvivl, og specielt sejren i Leicester var et solidt statement, ovenpå Alissons dribleshow, men der var efterfølgende lukket af og ingen tvivl.

Defensivt fokus

Ovenpå blamagen for godt et år siden på Wembley mod Tottenham, har defensiven haft øget fokus og siden den dag har det, målt på indkasserede mål, været forbedret betydeligt.
Købet af Virgil Van Dijk hjalp betydeligt, men det var stadig tydeligt at selvom der ikke blev indkasseret voldsomt mange mål, så var tilliden til Loris Karius og Simon Mignolet ikke tilstede, og købet af Alisson Becker, har definitivt gjort godt for sikkerheden i bagkæden og sammenhængen med målmanden.

Jürgen Klopp har siden den dag på Wembley vidst, at den charmerende offensiv ikke alene er nok til at bringe trofæer til pokalskabet.
Defensiven skal med.
Der er forskel på Premier League og Bundesligaen. Kampene er mindre åbne og kommer tættere.
Derfor måtte Klopp udvide sit repertoire til også at omfatte en solid defensiv.
Hvordan er det så kommet til udtryk?
Det såkaldte restforsvar er blevet markant anderledes. Hvor det før var organiseret efter at skulle i næsten ultimativt genpres, er det nu organiseret efter at passe på bagkæden.
Bedst eksemplificeret ved Gini Wijnaldum. Fra en mere tilbagetrukne position, er han ikke at finde i modstanderens felt så ofte som før, men han er derimod blevet det skjold foran midterforsvarene, der så ofte har manglet.
Det har bevirket mindre åbne kampe, hvilket har været en åbenlys fordel for defensiven.
Samtidig er den formationsændring der langsomt er undervejs fra 4-3-3 til 4-2-3-1, en – i al fald i første omgang – ændring med defensivt fokus.
Det betyder at vi nu i højere grad end før forsvarer med det man – set med et defensivt synspunkt – kan kalde 5 midtbanespillere.

 

Det er netop i dét lys, at Salahs nye position som frontangriber skal ses.
Salah er som kant voldsomt dygtig til at hvile i det rum som modstanderens back efterlader, når modstanderen er i boldbesiddelse, men det betyder også at han ikke bidrager til en kompakt enhed når bolden er på vores egen halvdel.
Derfor tror jeg i første omgang at det har været en ændring med defensivt fokus – som i øvrigt på sigt også kan blive en offensiv gevinst.
Når vi spiller 4-3-3 er midtbanen oftest skruet sammen med det man kalder én 6´er og to 8´ere.
I 4-3-3 har fokus derfor ofte været på dynamik.
Formationen stiller store krav til vores midterste spillere, idet de ofte både har skulle dække centralt og være i pres på modstandernes backs, for hele tiden at holde tryk på bolden.
De tre forreste skal i den formation primært hjælpe med at danne presfælder og forberede offensive omstillinger.
Den dynamik, der er i den opstilling har været fantastisk til at få publikum med, til at kunne ”blæse modstanderen ud af banen”, dog oftest når modstanderen har været et hold, der gerne vil bygge spillet op nedefra.
Det har været mod hold, der gerne vil være i boldbesiddelse, at 4-3-3 formationen for alvor har givet ”heavy metal fodbold”, eller mod hold der forsvarsmæssigt er så åbenlyst dårlige, at formationen næsten havde været ligegyldig (CSKA og Maribor).
I takt med at vi er blevet bedre og bedre til den type overfaldsfodbold, er flere og flere hold begyndt at spille længere bolde mod os, hvilket i høj grad neutraliserer det pres vi kommer med og tvinger os til ofte at spille mod et etableret forsvar og ikke på de omstillinger som vi i bund og grund helst vil.
Når vi ofte skal spille mod et etableret forsvar giver det rigtig god mening at spille med to 6´ere, der skal passe på midtstopperne og være positioneret rigtigt for at forhindre modstanderne i at lave omstillinger imod os.
Det betyder at vi forsøger at gardere os mod at få store chancer imod os.
Det er i høj grad lykkedes.

Statistisk fremgang

Lad os kigge på det der hedder expected goals.
For de 12 kampe der er spillet havde vi i sidste sæson 12,1 mål imod os, imod 9,7 i denne sæson.
Rent faktuelt var der gået 15 mål ind på os, hvor expected var 12,1. Modstanderne scorede med andre ord flere mål end de egentlig spillede sig frem til.
I denne sæson er der gået 5 mål ind, hvor expected er 9,7.
Der er altså gået færre mål ind på os end modstanderen har spillet til.
Den forskel skal helt sikkert ses i kvaliteten på de spillere der nu er på banen foran vores eget mål.
Alisson er simpelthen bedre til at redde boldene, Van Dijk er bedre til at blokere og så videre.

At vi som hold har tilladt færre chancer imod, er et udtryk for at strategien der er lagt fra trænerside, bærer frugt og der er arbejdet godt på træningsbanen med at få strategien implementeret.
Offensivt spillede vi i de 12 kampe i sidste sæson til 24,57 mål, i denne sæson har vi spillet til 23,27 mål.
Vi har med andre ord spillet stort set til det samme, men hvor vi i sidste sæson scorede mere end vi spillede til, så scorer vi i denne sæson, det vi spiller til.
Et godt eksempel er hjemmesejren over Watford sidste sæson, som ender 5-0, hvor vi reelt spiller til 1,81 mål, men den kamp lå i en periode hvor Salah havde unaturlig meget tur i den.
Det har han endnu ikke i denne sæson og derfor har han ”kun” scoret 8 mål i alle turneringer, hvilket i sig selv er enormt stærkt.

Missionen fremadrettet må – når den defensive del er helt gennemarbejdet – være at opnå endnu mere offensiv tryghed i den nye stil.
Vi sætter bolden langt mindre på spil i potentielt farlige områder end før. Fordi vi har mindre fokus på genpresset end tidligere og fordi vi gerne vil undgå de farligste omstillinger imod os.

Personligt tror jeg at nøglerne til, at vi kan skabe endnu mere offensivt er Shaqiri og Keita. De skal begge spilles ind på holdet og man skal have tålmodighed med dem. Det har Klopp.
Han arbejder målrettet med dem og det er tydeligt at specielt Shaqiri, så småt begynder at passe godt ind og på sigt måske er den spiller der gør at vi kan tillade os at drømme om en kombination af ”heavy-metal” og den afbalancerede defensiv.

To stilarter er målet

Der er ingen tvivl om at Klopp gerne vil have vi præsterer endnu bedre offensivt, og det bliver givetvis også der fokus kommer til at ligge fremadrettet, men det bliver ikke på bekostning af defensiven.
Klopp læser også statistikkerne og kan se at vi helt objektivt vurderet præsterer bedre på næsten samtlige parametre end de samme 12 kampe i sidste sæson.
I de kampe vi skal spille 4-3-3 tror jeg Keita over tid vil blive en enorm gevinst. Han er en dygtig to-vejs-spiller, med en større indbygget kreativitet end Milner, Wijnaldum og Henderson, for slet ikke at tale om Fabinho.
Shaqiri tror jeg vil kunne hjælpe os når vi skal spille 4-2-3-1 og dermed oftere angribe mod etableret forsvar. Her har vi brug for en mand der søger mellem linjerne hos modstanderen og har blik for medspillerne. Til det er Shaqiri oplagt.
Der er ingen tvivl om at vi stadig godt kan bruge et offensivt kreativt kort, og den fejlslagne transfer med Nabil Fekir spøger stadig i baghovedet og kan her på afstand af sommerens vindue, ligne den handel vi mangler.
Det var helt rigtigt set at vi mangler en ”dåseåbner” mere, specielt med Ox ude resten af sæsonen.
Klopp har tidligere vist at kan han ikke få den han vil have så venter han hellere end tager den ”forkerte”, bedst eksemplificeret med Virgil Van Dijk.
Man kan også argumentere for at vi skal have endnu stærkere 6´ere, der udover den defensive del, også mestrer spillet med bolden.
For når vi angriber mod etableret forsvar er tendensen at 6´erne oftere er playmakere, når de falder ned på siden af stopperne og bygger spillet op. Dette tydeligt inspireret af Real Madrid, men med spillere der – på dette parameter mangler et niveau eller to.
Derfor vil en endnu dygtigere boldspiller givetvis være i kikkerten når Milner om ikke så længe er for gammel og ikke god nok – sorry Milner, i love you anyway.

Derfor har jeg også fuld tiltro til at der både er noget i gang i forhold til vinterens vindue, men også at trænerstaben har fuldstændig styr på hvad de laver på transfermarkedet.
Samtidig bliver der gjort et fantastisk stykke arbejde på træningsbanen. Dels med implementeringen af spillestil, og helt åbenlyst også med den enkelte spiller.
Det er svært at nævne nogle spillere, der over en længere tidsperiode ikke har en udviklingskurve der peger opad. Det skulle måske lige være marginalspillere som Lallana og Moreno, men de spillere der oftest spiller har over længere tid en positiv udvikling, hvilket i høj grad skyldes Klopp.

Personligt tror jeg ikke ”heavy-metal” fodbolden er skrinlagt.
Jeg tror vi arbejder målrettet mod at have flere strenge at spille på og dermed kunne både overfalde modstanderen i 4-3-3 og være lidt mere tilbagetrukket i 4-2-3-1.
Det kommer i høj grad an på hvem vi skal møde og hvordan modstanderens stil er.
Hvis vi fremadrettet lykkes med at kunne mestre begge stilarter vil det være en kæmpe gevinst.
Jeg tror vi får brug for endnu en kreativ midtbanespiller (10´er) for at kunne mestre den offensive del af 4-2-3-1.
Jeg tror samtidig vi får brug for alternativer på begge backs, specielt højre. Ikke at der er noget galt med TAA og Robertson, men med de mange kampe kræver at vi har brug for friske folk med kvalitet til alle kampe, og uanset om vi spiller 4-3-3 eller 4-2-3-1 er vi afhængige af at vores backs er blandt de bedste og mest løbende hver gang. Blandt andet derfor tror jeg at en af vores næste store signings meget vel kan blive en højre back.
Endelig ser jeg som nævnt ovenfor at en mere boldmæssig visionær 6´er bliver vigtig at få fat i.

Konklusion

Vi gør det godt.
Både på point sammenlignet med de samme kampe i 17/18-sæsonen og på de spillemæssige præstationer.
Vi har 30 point mod 26 i sidste sæson. Vi har objektivt(expected) spillet til en positiv målscore på 13,57 mod 12,47 i sidste sæson.
Med andre ord, vi er blevet bedre til det, det gælder om, nemlig at samle point og være bedre end modstanderne, så mulighed for sejre sandsynliggøres.
Om det er nok til sølvtøj i denne sæson er mildest talt tvivlsomt. FA-Cuppen er måske reelt største chance. Hvis Manchester City laver over 100 point igen, kan vi ikke gøre så meget ved det.
Vi er nød til at koncentrere os, om os selv og nøjes med at påvirke de ting vi kan. Det betyder at vi må tro på den plan der er lagt og have tillid til at den udvikling der har været igennem alle tre år med Klopp fortsætter.
Der er ingen grund til at tro det modsatte.
Klopp har fået os til at drømme om større præstationer end den ørkenvandring af ligegyldige placeringer og præstationer som kendetegnede sæsonerne 09/10 – 15/16 med undtagelse af 13/14 selvfølgelig, hvor det blev til placeringer som nr. 7, 6, 8, 7, 2, 6 og 8.
Altså en gennemsnitlig placering mellem 6 og 7. Det niveau har Klopp bragt os langt over. Langt over.
Oveni det lægges to europæiske finaler og en cup-finale.
Næste skridt er vi i gang med at tage.
Det gælder for os om at være så stærke at når Manchester City slækker det mindste på det, så er vi klar til at overtage. Den position er vi langsomt og sikkert ved at bringe os i.
Det gøres ikke med et snuptag, men igennem langt og hårdt arbejde.
Til det har vi den helt rette i Klopp.
Så skal alle vi andre forsøge at efterleve Klopps motto fra sit første møde om at ændre os ”from doubters to believers”.

[Blog] 3 år under Jürgen Klopp

D. 8 oktober 2018 var det 3 år siden, at Jürgen Klopp blev ansat som manager i Liverpool FC. Andreas Ørntoft har set lidt nærmere på de 3 år, der er gået.

 

Der hersker absolut ingen tvivl om, at Jürgen Klopp generelt er en enormt velanset personlighed blandt langt de fleste Liverpool-fans. Siden Klopp overtog et halv-varmt trænersæde for Brendan Rodgers i oktober 2015, har han formået at vinde fansenes hjerter med sin fantastiske karisma såvel som den hjertevarme mandskabsbehandling.

Fortsæt læsning “[Blog] 3 år under Jürgen Klopp”

[Blog] Liverpools defensiv

Andreas Ørntoft gør debut på vores blog med dette indlæg omkring Liverpools defensiv.

 

Hvis man, ligesom jeg, kan huske midterforsvarskonstalationer såsom Martin Skrtel – Sotirios Kyrgiakos, Jamie Carragher – Martin Kelly samt Joel Matip – Ragnar Klavan, vil man formegentlig også huske tilbage på en forsvarskerne, som ofte måtte se sig selv rystende usikker, og dybt afhængig af, at angriberne i den anden ende kunne få netmaskerne til at blafre 2-3 måske endda 4 gange, før en sejr kunne skrabes i land.

Derudover resulterede en nedadgående formkurve for Pepe Reina, i at Liverpool i 2013 erhvervede sig en ny målmand i form af Simon Mignolet, som aldrig rigtig vandt Liverpool-fansenes hjerter, på trods af en heroisk sekvens i sin debut, som sikrede Liverpool sejren i 2013/14 sæsonens første kamp.
I 2016 købte Jürgen Klopp den tyske målmand Loris Karius, som Liverpools nye ’etter’ i målet. Uden at komme for meget ind på Karius’ turbulente tid i Liverpool-målet, blev Karius’ optræden i Champions League finalen det endegyldige punktum, inden han blev udlejet på en 2-årig aftale til Besiktas.

Fortsæt læsning “[Blog] Liverpools defensiv”

[Blog] #1 Hvor er jeg dog vild med… Wijnaldum

Ny blogserie, som udkommer når en af skribenterne har noget på hjertet omkring klubben. Det kan være, hvad som helst de lige finder de vil ud med, som de er vilde med, som omhandler Liverpool FC.

Det første indlæg i serien står Lasse Callesen bag.

Gini Wijnaldum

Han kom til klubben i transfervinduet 2016 for en pris på £25m. Med priserne på dagens marked, så det en relativt lav pris også dengang.

Fortsæt læsning “[Blog] #1 Hvor er jeg dog vild med… Wijnaldum”

[Blog] Vurdering af Liverpools transfervindue 18/19

Damien Nielsen har set nærmere på Liverpools transfervindue denne sommer.

Til at lægge ud med mener jeg, at dette var et kæmpe transfervindue, hvor FSG simpelthen blev nødt til at steppe op og bruge penge. Klopp har formået at bringe os tilbage i top 4 for andet år i streg, men nu nærmer tiden sig også til, at man skal begynde at tænke i titler med Liverpool.
Modsat nogle af vores øvrige top 6 konkurrenter, kan vi nu også sige, at vi har ejere, som har været villige til at bakke vores manager op finansielt og det vidner netspend også om (Netspend = £156m).

Fortsæt læsning “[Blog] Vurdering af Liverpools transfervindue 18/19”

[Blog] Champions League gruppespil 18/19

Lodtrækningen blev, som I nok ved, foretaget torsdag aften. Liverpool var i tredje seedningslag, desværre. Det er på grund af, at UEFA kigger tilbage på de sidste fem sæsoner, når de udregner antallet af point til ranglisten. Og her har Liverpool desværre misset to sæsoner, hvilket næsten med sikkerhed har kostet os en placering i andet seedningslag på bekostning af Benfica, som først sikrede sig adgang til det forjættede land onsdag aften.

Men hvem er det så Liverpool har trukket? Lasse Callesen prøver at give et lille overblik over modstanderne herunder.

Fortsæt læsning “[Blog] Champions League gruppespil 18/19”

[Blog]: Ugens Taktiske Tendens – Week 1

Det var ikke dårligt at være Liverpool-fan i sæsonens første kamp. En overbevisende 4-0 sejr hjemme på Anfield blev det til mod et West Ham-mandskab, der virkede usammenspillede, forvirrede og forpustede. Man kan med rette stille det klassiske spørgsmål: “Var Liverpool gode eller West Ham dårlige?”. Det er i sidste ende underordnet, da de to scenarier altid er sammenhængende, men der er ingen tvivl om, at Liverpool vil møde markant større modstand i løbet af sæsonen.

Fortsæt læsning “[Blog]: Ugens Taktiske Tendens – Week 1”