[Artikel] Frederik Løchte Nielsen – brænder for tennis og Liverpool

Det hele står stille lige nu pga. Covid-19. Vi går derfor i gemmerne og finde nogle artikler frem, som vi tidligere har bragt i vores medlemsblad. Vi udgiver derfor et par artikler et par gange om ugen, som vi håber du kan finde interessant. Denne gang har vi fundet et interview, vi bragte med tennisspilleren Frederik Løchte Nielsen, kort efter han sejrede i Wimbledon tilbage i 2012.
Bliv medlem af fanklubben og modtag bl.a. vores flotte medlemsblad.

God læselyst.

______________________________________________________________________________________________________________________________

Frederik Løchte Nielsen – brænder for tennis og Liverpool

Hvem er det? Sådan var der sikkert mange, der ville spørge inden årets udgave af tennisturneringen Wimbledon gik i gang. Nu her efter at turneringen er slut, kender vi alle tennisspilleren med det forpligtende efternavn – Nielsen. You’ll Never Walk Alone mødte Frederik Løchte Nielsen, 28 år, i Lyngby Tennisklub et par uger efter triumfen til en snak om tennis og den fodboldklub, han har været fan af i mange år.

Af Niels Frederiksen

Først og fremmest tillykke med det flotte resultat og pokalen. Er du ved at komme til dig selv?
Mange tak. Jo, det synes jeg at jeg er. Det var selvfølgelig nogle heftige dage bagefter med run på. Alle ville have fat i mig og snakke, men det er en del af oplevelsen, som jeg tog med og nød. Nu synes jeg at jeg er tilbage i den sædvanlige rytme, så det går fint.

Hvordan fandt du egentlig sammen med Jonathan Marray i double?
Jeg har kendt ham lige siden jeg begyndte at spille tennis på internationalt plan. Vi har været gode venner og har spillet sammen i en tennisklub i Tyskland. Vores temperament passer godt til hinanden og vores tennis-filosofi er meget ens. Et par uger inden Wimbledon skulle vi spille en challenger-turnering, men vi manglede begge en makker, så vi fandt sammen den vej. Det viste sig at vi spillede godt sammen, og da Jonathan ikke kunne komme med turneringen på sin egen rangering, skulle han bruge et wild card og så kunne han vælge makker. Han spurgte mig, da vi havde spillet godt sammen og det gik jo godt. Vi har spillet sammen siden 2006 eller 2007, men faktisk kun i fire turneringer inkl. Wimbledon.

Hvordan synes du turneringen forløb, og hvornår kunne du mærke at tingene gik jeres vej?
Lige fra starten var det en kæmpe oplevelse, og jeg nød hver eneste dag. Hvis det regnede var det bare kanon, for så havde jeg en ekstra dag til at nyde det. Faktisk tænkte jeg ikke så meget på  kampene. De var en del af oplevelsen. Jeg tænkte ikke så langt frem.

Ja, men det begyndte vel at snerpe til på et tidspunkt?
Jeg regnede ikke med at vi kunne slå Bryan-brødrene og komme videre fra semifinalen. Det var også et stort mål vi havde nået, nemlig at komme blandt de sidste otte (semifinalen i double, red.). Det er en vigtig milepæl i en grand slam-turnering. Vi kom videre, og det var dejligt. Begge nød vi dagene, der bød på nye oplevelser.

Hvordan forberedte I jer på finalen?

Der var ikke så meget tid til finalen, så vi prøvede bare at holde den rytme vi var inde i. Vi fik slået et par bolde, spist frokost og slappede lidt af medens vi ventede på at det blev vores tur. Vi fulgte lidt med i damefinalen, så vi vidste hvornår det blev vores tur, fyrede nogle røverhistorier af, så vi kunne gå på banen i god stemning.

Prøv at sætte lidt ord på finalen, specielt den afgørende bold vi har set på tv så mange gange?
Det var en typisk græs-kamp, hvor begge parter servede godt og gav meget lidt ved dørene. Der var ikke mange break-chancer, men sådan er det ofte i herre-double på græs, så det var med at være der, hvis en chance bød sig. Der var en del tiebreaks, men det er uundgåeligt, når begge par server så godt. Det kom ned til få points forskel, og der var vi dygtige eller heldige med at slippe afsted med det. Med den afgørende bold var vi rimelig afklarede. Da vi fik breaket i femte sæt, følte jeg at vi stod godt. Vi havde holdt serven i sættet. Vi fik et billigt point, da jeg ramte netkanten, og det gav ro på. Da vi stod med den afgørende serv, vidste jeg, hvor Jonathan ville serve, og jeg kunne dræbe den. Det havde jeg set for mig.

Var du klar over at så mange fulgte med hjemme i Danmark?
Jeg var godt klar over at det var anderledes, men at så mange så med var overraskende. TV2Sport havde det næsthøjeste seertal nogensinde, og at så mange ville se os spille, er helt suverænt. Det glæder mig også at folk stopper mig på gaden og siger, at de har set mig spille. Det er bare en del af oplevelsen.

Du fik også en flot modtagelse da du kom hjem. Hvordan var det?
Ja, det startede allerede helt ude ved bagagebåndet, hvor jeg fik stukket mikrofoner og kameraer op i hovedet. Jeg havde ikke regnet med at der ville være så mange, men det var bare dejligt og en del af oplevelsen, så jeg nød det. Det er måske sidste gang jeg får sådan en modtagelse.

Hvad sker der så nu med hensyn til din tennis?
Fremtiden ser vel ud som den hele tiden har gjort. Jeg spiller som udgangspunkt single og supplerer med double. Jeg vil jo gerne spille begge dele. Udover grand slamturneringerne kommer jeg som udgangspunkt til at spille single. Vi skal jo først til at spille double ved US Open, men det er single-spillet, der driver værket. Det er det, der giver mig glæden og det har det altid været. Jeg ser mig i øvrigt ikke som det ene eller anden, men som tennisspiller.

Hvad er dagene gået med siden Wimbledon-triumfen?
Den første uge gik bl.a. med at snakke med medier, og så jeg brugt tid på praktiske ting og slappet af sammen med familie og venner. Nu er jeg ved at komme i gang igen med træningen og styrketræning og lave de almindelige ting, og jeg er overbevist om, at jeg fremadrettet får tid til de sædvanlige ting. Jeg kommer også fortsat her i Lyngby Tennisklub, som altid har været min klub.

Din farfar, Kurt Nielsen, var en kendt tennisspiller og stod selv i Wimbledon-finaler. Var det en særlig dimension for dig, at du kommer fra en kendt tennis-familie?
Ja, det kan da godt være at det på en eller anden måde har betydet noget. Wimbledon er i sig selv stort, så jeg har ikke brug for en sådan ekstra dimension. Wimbledon er Wimbledon. Det kan da godt være at mit forhold til netop Wimbledon-turneringen er ekstra speciel på grund af familiens historie.

Lad os flytte fokus mod fodbolden. På en pressekonference efter sejren bliver der snakket om Istanbul 2005. Hvad var det?
Det er rigtigt, der bliver spurgt til den kamp. Det er ikke fordi vores sejr på nogen måde kan sammenlignes med den kamp, men mere omstændighederne. Da Liverpool havde brug for medgang i finalen med målene i anden halvleg, og f.eks. de nødvendige mål mod Olympiakos, så mindede det lidt om vores situation. Da vi havde brug for medgang, så havde vi det.

Hvornår og hvordan begyndte du at holde med Liverpool?
Det gjorde jeg da jeg var barn, og det kom måske lidt efter lidt. Så havde jeg en kammerat i 6.-7. klasse som holdt med Liverpool. Jeg synes det var interessant at lytte til ham, og han gav Liverpool en ekstra dimension, så jeg blev hurtigt hooked på klubben. Udover Lyngby havde jeg ikke været fan af nogen klub. Min favoritspiller var klart Michael Laudrup.

Hvem var din favoritspiller dengang du startede som Liverpoolfan?
Den altoverskyggende spiller for mig dengang var Michael Laudrup, og han var jo på et tidspunkt tæt ved at blive Liverpool-spiller. Ellers vil jeg nok sige Robbie Fowler. Han var unik og speciel. Så var der Michael Owen. Han var fantastisk, men ham mistede jeg en del for, da han skiftede til Manchester United. Vi kommer heller ikke udenom Gerrard, som i snart mange år har været en stor repræsentant for spillet og klubben. Det er dog noget mærkeligt noget med spillerne. I det ene øjeblik står de og kysser klubemblemet for i det næste at skifte klub. Liverpool har faktisk været gode til at tiltrække spillere, men der har også været smuttere. Jeg har altid været påpasselig med at erklære ”ubetinget kærlighed” til enkelte spillere.

Hvad med den nuværende trup? Er der nogen særlige spillere du kan lide?
Jeg har jo nævnt Gerrard. Både fordi han er en fantastisk spiller, men også fordi han er dansker, så giver det lidt ekstra, så jeg vil nævne Daniel Agger. Hans holdning til spillet og holdet er super, og så lukker Liverpool færre mål ind når han er med. En anden jeg godt kan lide er Pepe Reina. Jeg blev noget rystet, da der var snak om, at han skulle forlade klubben.

Hvad mener du om den udvikling klubben er inde i med forholdsvis nye ejere og nu ny manager?
De nuværende ejere synes jeg er gode. De har ikke sat et ben forkert i forhold til det de har sagt de kunne. De har vist handlekraft, og har de gjort noget forkert, så har de rettet op på det. De overtog jo noget af et cirkus og Hodgson kom til, men meget af det har de rettet op på. Så kom Kenny Dalglish til og det begyndte at gå fremad. Jeg kan godt forstå, at der har været skuffelse omkring nogle af indkøbene, for det er jo spillere, man har betalt kassen for. Kenny havde nok fortjent et år mere. Spillet var blevet bedre, men resultaterne manglede. Nu har de så valgt at knytte Rodgers til klubben. Jeg er lidt skeptisk, når man vælger ”flavour of the month”, men lige netop Rodgers virker rolig og målrettet med en god filosofi. Jeg tror det kommer til at virke med ham.

Har du været til fodbold på Anfield?
Ja, det har jeg, men kun én gang desværre. Det var mod Chelsea og Liverpool vandt 2-0 på to mål af Torres. Det var en fantastisk oplevelse. Det er svært at passe ind med hjemmekampe med det liv jeg har som tennisspiller. Derimod har jeg set dem flere gange på udebane. En hel del gange har jeg set dem på Stamford Bridge mod Chelsea. Jeg har en onkel, der har sæsonkort til Chelseas hjemmekampe. Jeg burde måske ikke komme der, for jeg mener det er otte gange jeg har set Liverpool der, men jeg har aldrig set Liverpool score. Jeg har også til gengæld set Liverpool vinde over Chelsea i en FA Cup-semifinale på Old Trafford (Liverpool vandt 2-1 i april 2006, red).

Selve byen Liverpool, har du set den, og hvad synes du om den?
Jeg har haft mulighed for at se lidt af byen for et års tid siden. Jeg fik et godt indtryk af byen. Det er en fed by. Nu har jeg ikke været der tidligere, så jeg har ikke rigtig noget at sammenligne med, men har hørt at der er sket meget efter at byen var kulturby i 2008. Jeg kan godt lide vand og det at Merseyfloden løber forbi, giver en ekstra dimension.

Har du altid vidst at din doublemakker Jonathan Marray også har Liverpool som favorithold?
Ja, det har jeg altid vidst. Vi snakker altid Liverpool. Jeg mener Jonathans bror har sæsonkort til Anfield, så Jonathan har været der nogle gange.

Hvordan følger du Liverpool, når du er på rejse?
Jeg ser efter en Liverpool-bar eller en sportsbar, der viser kampene. Ellers på tv. Kan det ikke lade sig gøre, så i værste fald en streaming på computeren. Heldigvis er Liverpool en klub med et stort internationalt publikum, så klubbens kampe bliver  vist over hele verden.

Tør du give et bud på den kommende sæson?
Alt kan ske. Som jeg ser det kan det godt blive en top-4. Det store spørgsmål er dog, hvor meget Rodgers skal ind og ændre på tingene. Jeg tror dog på en god sæson. Det er et hold i fremgang. Allerede i sidste sæson var der gode takter, men de fik ikke hul på bylden. Klubben havde fortjent flere scoringer og dermed resultater, men da målene udeblev, faldt selvtilliden. I denne sæson regner og tror jeg på at Liverpool spiller med om CL-pladserne.

Fanklubben havde taget en af de nye spilletøjer med som en ekstra præmie for det flotte resultat. Det var en gave Frederik blev meget glad for.
Tiden er ved at løbe ud og Frederik skal i gang med træningen.

Mange tak fordi du tog dig tid til at snakke med os.
Selv tak.

Bliv medlem af fanklubben og modtag bl.a. vores flotte medlemsblad.

 

[Artikel] LIVERPOOL OG MUSIKKEN

Det hele står stille lige nu pga. Covid-19. Vi går derfor i gemmerne og finde nogle artikler frem, som vi tidligere har bragt i vores medlemsblad. Vi udgiver derfor et par artikler et par gange om ugen, som fortsat har noget relevans. Det kan være alt fra interviews med tidligere spillere, til denne som fortæller noget om musikscenen i Liverpool, som er meget mere end The Beatles.
Bliv medlem af fanklubben og modtag bl.a. vores flotte medlemsblad.

God læselyst.

Tidligere artikler:

Rafael Benitez

P6 City har tidligere har en udsendelse omkring Liverpool og musikken. Pt er podcasten ikke online, men du kan finde værten Niels Fez Pedersens playliste, som han brugte inden programmet. Beat City Liverpool

______________________________________________________________________________________________________________________________

LIVERPOOL OG MUSIKKEN

Man kan ikke sige Liverpool uden at sige fodbold. Man kan heller ikke sige Liverpool uden at sige The Beatles. Som turist i byen smelter fodbold og musik sammen på fornemmeste vis, for Liverpool fremviser stolt det bedste fra begge verdener.

Af Camilla Kragh

Begyndelsen
I souvenirbutikkerne ligger de røde trøjer og pladeomslagene til Abbey Road side om side, og står man på en ”Magical Mystery Tour”-bus, vil guiden som det første spørge passagerne, om de er Liverpool- eller Everton-fans. Hvis de ikke er nogen af delene, er det bedst ikke at sige noget. Når det så er på plads, kan man koncentrere sig om The Beatles og lyden af de glade 60ere.

Men 1960ernes musikgennembrud kom ikke af ingenting. Ligeså længe floden Mersey har bragt handelsskibe til byen, har musikken gennemstrømmet hver en smøge. Afrikanske, kinesiske og irske arbejdere bragte deres musikalske hjemstavstraditioner med sig og sørgede for, at Liverpool lagde gader, barer og spillesteder til et stort mix af musikalske genrer og kulturer. Måske det af samme grund er ganske passende, at der ved Albert Dock, lige ud til Mersey, står en bronzeskulptur af den lokale rock’n’roll-musiker Billy Fury.

Da de smukke, unge Beatler med det tunge pandehår mødtes og skrev sange, havde de altså mange hundrede års musikkultur strømmende gennem deres årer, hvilket gjorde en kedelig, engelsk havneby til globalt centrum for lyrik og poesi. Penny Lane er en lang, intetsigende gade, Strawberry Fields en rød låge og Elenor Rigby en tilfældig gravsten. Deres øvelokale var en almindelig dagligstue i et engelsk rækkehuskvarter, der egentlig bare ligner alle de andre.

Men dagligstuen blev hurtigt skiftet ud med The Cavern Club, og The Cavern snart skiftet ud med resten af verden. The Beatles fik byens mangeårige musikhistorie forløst ud i et internationalt gennembrud, og lige siden har byen redet på en bølge af musik. Liverpool er den by i Storbritannien, der har produceret flest nr. 1-singler, og i 2011 udnævnte Guinness Rekordbog Liverpool til ”City of Pop”.

Selvom en ægte Liverpool-fan kun forbinder Liverpool med én sang – You’ll Never Walk Alone – bør man ikke snyde sig selv for en tur i The Beatles fodspor eller besøge et af de mange musikmuseer, som både rummer historien om den klassiske Merseybeat, men også masser af sjov info om bands både før og senere. F.eks. World Museum Liverpool, der i 2008 (samme år Liverpool var kulturby) åbnede udstillingen ”The Beat Goes On”, en udstilling der giver et gennemgribende indblik i Liverpools musikhistorie fra 1945 til i dag. Her kan man lære om byens ældste fungerende band – The Merseysippi Jazzband – der spillede på åbningsaftenen i The Cavern og altså stadig optræder i dag. Ligesom besøgende vil få et indblik i, hvordan byen konstant har udviklet nye musikgenrer og bands,
der har avlet hit på hit og fastslået Liverpools status som musikkens by.

Skulle man ved en fejl have forvildet sig til byen uden for fodboldsæsonen, så er det måske nu, man skal skifte halstørklædet ud med et festivalarmbånd.

Når de røde helte holder sommerpause, finder Liverpool nemlig andre måder at tiltrække besøgende på – blandt andet ved musikfestivaller, der får flere hundrede tusinde turister til at tage turen til England hvert år. De seneste par år har Liverpool International Music Festival bragt sommerstemning og ikke mindst et hav af musikoptrædende til byen. Da musikfestivallen for første gang blev afholdt i 2013, varede den i fem uger og lagde scener til over 1000 liveoptrædener, mens Creamfields-festivallen, som fokuserer på elektronisk musik, bringer 60.000 unge mennesker til Liverpool hvert år.

Liverpool afholder også en række mindre festivaller, der hylder byens alsidige musikhistorie. F.eks Africa Oyé, samt the Liverpool Irish Festival, mens der naturligvis, også finder en Beatles Week sted hvert år.

Også uden for festivalsæsonen er der altid live-optrædener at finde i byen – lige fra på de mindste barer og i nedlagte varehuse til de mere kendte spillesteder, som selvfølgelig tæller The Cavern Club, Eric’s og den store arena Echo Arena.

Lyden af Mersey
Man kan ikke skrive om Liverpools musikhistorie uden at komme ind på en række af de bands, der har præget byens scener dengang og op til i dag. Her kommer derfor en kort gennemgang af bands, der er dannet i Liverpool, og sidenhen har sørget for at holde Merseyflodens musikalske renommé ved lige.

The Beatles
Der er ingen tvivl om, at The Beatles’ brag af et gennembrud i 1963 cementerede Liverpool som musikbyen over dem alle, så derfor er bandet selvskrevne på listen. Bandet har solgt flere albums end nogen anden, hvilket i sig selv er lidt af en bedrift, da de kun indspillede musik sammen i syv år. Deres hår, tøjstil, provokerende udtalelser og måde at optræde på, gjorde dem til trendsætters både musikalsk og kulturelt. Deres indflydelse både dengang og sidenhen har været enorm, og selvom det er over 40 år siden, de indspillede deres sidste plade, bliver de stadig fremhævet som inspirationskilder for en lang række af nutidige og upcoming verdensstjerner.

Gerry & The Pacemakers
Er det ikke dem der med ”You’ll Never Walk Alone”? Det er det nemlig – og et hav af andre hits som bl.a. ”I like it” og ”How Do You Do It”, som faktisk toppede listerne side om side med The Beatles i begyndelsen af 1960erne. Gerry & The Pacemakers var og er indbegrebet af Merseybeat.

Cast
Bandet har udgivet fire albums mellem 1995 og 2001. Den karismatiske forsanger i Oasis, Liam Gallagher, beskrev dem engang som et af de få nutidige bands, han faktisk brød sig om. Bandet udsprang af Britpop-bølgen, og det siges, at de også døde med den i slutningen af 90erne. Deres mest kendte og bedste sælgende albums er All Change (1995) og Mother Nature Calls (1997). Skal du kun høre én sang, så hør Live the Dream.

Deaf School
Mens det var The Beatles og Merseybeat, der regerede i 60erne, var det Deaf School, der var kongerne af 70erne. Bandet blev dannet i 1973 og bestod af elever og ansatte fra Liverpool College of Art. Deres lyd – en blanding af punk og glam rock – vækkede en ny bølge, og mange britiske kunstnere refererer til dem som den store inspirationskilde. Bandet blev allerede opløst efter deres tredje album, men gruppen er siden blevet genforenet. Deres seneste album, Launderette, er netop udgivet.

Echo and the Bunnymen
Kritikerrost band med en hård kerne af dedikerede fans. Helt fra begyndelsen i 1978 opnåede bandet stor anerkendelse. Den kommercielle succes fulgte langsomt men sikkert med og kulminerede i 1984 med albummet Ocean Rain, hvorfra monsterhittet ”The Killing Moon” stammer – en sang som i øvrigt figurerede 20 år senere på soundtracket til filmen Donnie Darko. Siden 1988, hvor forsanger Ian McCulloch forlod bandet, og trommeslager Pete de Freitas omkom i et motorcykeluheld, er bandet genopstået i et væld af forskellige formationer, og har så sent som 2014 udgivet albummet Meteorites.

Frankie Goes To Hollywood
For dem der tror, at Liverpools musikscene kun var stor i 60erne, behøver man kun at sige: Relax. Frankie Goes To Hollywoods monsterhit er kendt og elsket (eller hadet) over det meste af verden. Selvom sangen med den karakteristiske 80er-sound var bandlyst på BBC på grund af tekstens slet skjulte seksuelle undertoner (Relax, don’t do it/When you want to suck it, do it/Relax, don’t do it/When you want to come), formåede den alligevel at indtage toppen af hitlisten i hele fem uger. Og den endte med at blive den syvende bedst sælgende britiske single gennem tiderne (indtil videre). Frankie Goes to Hollywood er i øvrigt det eneste band i Storbritannien – ud over Gerry and The Pacemakers – hvis tre første singler alle nåede toppen af hitlisten.

The La’s
Det er nok ikke alle, der kender The La’s, men de fleste kender nok deres mega-hit, There She Goes, som kombinerer The Byrds-agtige jingle-jangle guitarriffs og en nærmest Beatles-agtig sans for at skrue et godt popnummer sammen. The La’s opnåede aldrig større kommerciel succes (30. plads på hitlisten), men There She Goes vil leve videre længe efter The La’s er gået i glemmebogen. OBS: The La’s er dog mere end kun det ene nummer. Hele Albummet ”The La’s” er faktisk rigtig solidt. ”Timeless Melody” og ”Feelin’” er særligt fine numre.

The Lightning Seeds
The Lightnings Seeds startede som et soloprojekt for Ian Broudie (som blandt andet havde produceret musik for Echo and the Bunnymen), men det blev hurtigt til mere. Han fik et hit med den relativt psykedeliske ”Pure” fra albummet Cloudcuckooland. I 1993 udgav han albummet Jollification, som solgte pænt og førte til en promotion-tur. Og således blev The Lightning Seeds transformeret fra et enkeltmandsprojekt til et band. Turen var en succes og bandets kommercielle succes toppede i 1996, hvor de stod for Englands VM-sang ”Three Lions” – som blev bandets første nummer 1 på hitlisten. I 1997 – under bandets tur – blev trommeslageren skiftet ud med Zak Starkey – Ringo Starrs søn – som spillede i bandet i tre år.

The Wombats
De tre Wombats-medlemmer mødtes på The Liverpool Institute for Performing Arts, og siden har de drevet det vidt. Selveste Sir Paul McCartney udtrykte interesse i at producere et album for de to scousere og norsk-fødte Tord Øverland Knudsen. Med deres karakteristiske stramme indierock-lyd – som lyder som en hybrid mellem Arctic Monkeys og Franz Ferdinand – har The Wombats skabt sig et solidt navn som et af Englands mest spændende og solide rockbands. Deres seneste to albums har nået henholdsvis tredje- og femtepladsen på den engelske hitliste. Hittet ”Let’s Dance to Joy Division” er en af deres bedste sange, og er bestemt værd at tjekke ud.

Atomic Kitten
Ja okay, det er ikke ligefrem Beatles. Men Atomic Kitten er alligevel en del af Liverpools rige musikalske historie. Sange som Whole Again og covernumrene The Tide is High og Eternal Flame er – om man vil det eller ej – en uomgængelig del af soundtracket til starten af det 20. århundrede. Whole Again er faktisk den fjerdebedst sælgende single fra en pige-gruppe nogensinde, hvilket er pænt, når
man medregner grupper som Bangles, Spice Girls, Sugarbabes m.fl. Atomic Kitten, som startede i Liverpool i 1998, gennemgik adskillige udskiftninger på pladserne, men har annonceret en snarlig genforening og dertilhørende turne.

OMD
Orchestral Manoeuvres in the Dark, eller kort og godt OMD, var blandt de første til at dyrke synthpop-genren, og har bortset fra et afbræk mellem 1996 og 2006 været aktive siden stiftelsen i 1978. Deres eksperimentelle stil har vundet mange fans, og sidenhen været en stor inspiration for mange elektroniske bands. Singlen ”Enola Gay” fra 1980 skaffede gruppen et bredt gennembrud, mens
nummeret ”If You Leave” fra 1986 blev et hit efter det blev brugt i flimen Pretty in Pink. Som et kuriosum kan det nævnes, at bandets Andy McCluskey var manden, der stiftede Atomic Kitten.

The Farm
Måske ikke det mest navnkundige band på listen, men ikke desto mindre strøg rockgruppen i 1991 til tops på den engelske hitliste med debutalbummet ”Spartacus”. Hittet ”All Together Now” fra Spartacus blev i 2004 remixet og gjort til den officielle engelske landsholdssang ved EM-slutrunden i 2004. Mere berømt blandt røde supportere end bandet selv er nok frontmand Peter Hooton, der især har gjort sig kendt igennem sin aktive rolle i Spirit of Shankly. The Farm var også medstiftere af The Justice Collective, der i 2012 indspillede ”He Ain’t Heavy, He’s My Brother” som støttesang for ofrene for Hillsborough-katastrofen.

Paul Heaton
Fra én kendt meningsdanner i Peter Hooton til en anden i Paul Heaton. Med sine socialistiske standpunkter har han ofte markeret sig i offentligheden, og disse holdninger afspejler sig også i hans sangtekster, der er både eftertænksomme og underfundige. I starten af 1980erne stiftede han The Housemartins, som producerede musik med både marxistiske og kristne tekster. ”Paul fandt ud af, at han hadede at skrive om kærlighed, og at politik faldt ham meget lettere,” udtalte bandmedlem Norman Cook, som sidenhen blev verdensberømt som Fat Boy Slim. The Housemartins gik i opløsning i 1988, hvorefter Heaton i stedet dannede The Beautiful South, og sidenhen er det også blevet til diverse soloprojekter.

Cilla Black
Da Cilla Black døde i august i år, fik hun på det nærmeste en statsbegravelse, hvilket siger en del om hendes popularitet. Hun var venner med The Beatles, og de kunne hjælpe hendes karriere som popsanger på sporet i løbet af 1960erne, hvor ”Anyone Who Had a Heart” og ”You’re My World” toppede hitlisterne. Trods sin store musikalske succes, skiftede hun karriere til det fremadstormende tvmedie, hvor hun først fik sit eget show Cilla, og sidenhen blev vært for en række populære programmer. Faktisk blev sangerinden født Priscilla White, men i en tidlig avisartikel blev hun fejlagtigt omtalt som Cilla Black, hvorefter hun tog det til sig som kunstnernavn.

Elvis Costello
Punkrockeren Elvis Costello, der ikke har den musikalske stil tilfælles med sin berømte amerikanske navnebror, blev født i London, men flyttede som 15-årig med sin scouser-mor til Birkenhead. At opremse hvad Costello har produceret er næsten en umulighed. Han har udgivet over 30 albums, samarbejdet med et hav af berømte musikere, været producer og givet den som skuespiller i en rækkefilm og tv-serier. Også Costello er politisk engageret, og har som så mange andre musikere fra Merseyside været en skarp kritiker af Margaret Thatcher. Costello er naturligvis en stor LFC-fan.

 

Bliv medlem af fanklubben og modtag bl.a. vores flotte medlemsblad.

 

[Artikel] Rafa: En snak om karrieren

Det hele står stille lige nu pga. Covid-19. Vi går derfor i gemmerne og finde nogle artikler frem, som vi tidligere har bragt i vores medlemsblad. Vi udgiver derfor et par artikler et par gange om ugen, som fortsat har noget relevans.
Denne gang har vi fundet fanklubbens interview frem med en entusiastisk Rafa Benitez!
Bliv medlem af fanklubben og modtag bl.a. vores flotte medlemsblad.

God læselyst.

______________________________________________________________________________________________________________________________

Rafa: En snak om karrieren

Fanklubben har i en årrække været heldige at møde mange tidligere Liverpool-spillere til interviews. Denne gang lykkedes det os at træffe den tidligere Liverpool-manager til en snak om hans tid i Liverpool. Interviewet er lavet inden han tiltrådte som midlertidig Chelsea-manager.

Af Alex Bruun, Niels Frederiksen og Mogens Nielsen

Var det en ambition for dig at komme til Liverpool?
Ja, for når man i Spanien tænker på Premier League, så tænker man altid på Liverpool. Alle der ved lidt om fodbold, kender til Liverpool. Men for mig som professionel fodboldspiller og manager, så har Liverpool altid været en vigtig klub, og jeg havde nok aldrig regnet med, at jeg kunne ende som manager der.

Er det rigtigt, at du mødte Gerard Houllier i lufthavnen lige efter du var tiltrådt?
Ja, vi skulle med det samme fly til Portugal, så vi fik snakket lidt sammen. Han gav mig nogle råd, som jeg satte stor pris på. Derudover var der mange andre, der kom med støtte og gode råd, bl.a. Phil Thompson.

Din første sæson huskes selvfølgelig bedst for Champions League-triumfen, så lad os snakke lidt om den. I den sidste gruppekamp skulle vi spille hjemme mod Olympiakos. Kan du fortælle lidt om den kamp, og måske om scenerne efter?
Oplægget til kampen var, at de ikke skulle score mod os. Så et clean sheat var virkelig vigtigt, for ellers skulle vi score tre gange mod dem. Men da de scorer mod slutningen af første halvleg, så ændrer dét det hele. Jeg prøvede at holde spillerne fokuseret på kampen, og ikke blive for overivrige. Jeg var sikker på, at hvis vi holdt os til planen, så skulle vi nok score.

Og før 1/8-finalen mod Bayer Leverkusen, så går I på pub i Köln?
Ja, det er en sjov historie. Vi ville gerne se Chelsea-Barcelona, men vi kunne ikke se kampen på hotellet. Så enten kunne vi blive på hotellet, og dermed gå glip af kampen, eller tage hen på en pub, som en af trænerne foreslog. Vi kom derhen, og pubben var propfyldt med Liverpool-fans. På et tidspunkt er der så en, der genkender mig, og begynder at råbe Rafa Rafa, selvom jeg prøver at dysse ham ned. Så hele pubben kom og skulle have taget billeder. I sidste ende var vi nødt til at forlade pubben, for det var næsten for umuligt at blive der. Jeg fik kram af et par meget store Scousere.

Var du klar over, at du måske netop på grund af sådan en pubtur, blev endnu mere populær som manager – at du ligesom blev en af gutterne?
På det tidspunkt var det overhovedet ikke noget vi tænkte over – vi ville bare gerne se kampen. Dengang syntes vi det var en fejl, men nu kan jeg godt se, at det kunne opfattes anderledes. Men det var da en god historie.

Semifinalerne var mod José Mourinhos Chelsea. Fortæl os om hvordan du oplevede returopgøret på Anfield?
Chelsea var et meget godt hold, og var meget svære at spille imod. De lå også øverst i ligaen på det tidspunkt. Rent taktisk var de enormt gode, og det var meget svært at finde svagheder i deres opstilling. Men snakker meget om Luis Garcias mål, eller om det ikke var et mål. Men ellers var det jo et straffespark og rødt kort til Peter Cech, som fældede Milan Baros i situationen. Der var en fantastisk atmosfære på Anfield den aften, og jeg mener kampen holder rekorden for højeste ”støjniveau” målt på Anfield nogensinde.

Du har aldrig prøvet at holde øje med dit blodtryk gennem en kamp som den?
Nej. Men normalt kender alle sine arbejdsopgaver, så selvom det måske ikke kører helt efter planen, så har jeg ro nok på alligevel. Jeg har trods alt været på et højt niveau i mange år, så jeg kan sagtens kontrollere det.

Normalt har I vel forberedt jer til kampe på den samme måde, men gjorde I noget anderledes i forhold til Champions League-finalen?
Det var mere eller mindre det samme vi gjorde – også fordi der ingen grund var til at gøre spillerne forvirrede i forhold til det de kendte. Men vi tog det nok også lidt afslappet, for som udgangspunkt havde vi intet at tabe i den kamp, da AC Milan var favoritter.

Hvilke tanker gik gennem dit hoved, da de scorede til 3-0?
Man prøver at analysere kampen, og på hvad man kan ændre. Før kampen fokuserede vi naturligvis på hvilke spillere vi skulle vælge til startopstillingen. Vi spillede med Gerrard og Alonso på midten som kunne holde på bolden, men også sende den videre. Vi vidste at Kaka ville blive et problem, og det måtte vi også dæmme mere op for til anden halvleg (på dette tidspunkt hiver Rafa sin Ipad frem, hvor han har de forskellige opstillingerne liggende, og giver en visuel lektion i finalens forskellige opstillinger mm., red.). Smicer var kommet ind i stedet for Kewell, der var blevet skadet, og til anden halvleg lavede vi yderligere om. Capello satte Serginho ud på fløjen, men da Smicer ikke er nogen forsvarsspiller, så byttede vi rundt på ham og Gerrard.

Hvornår gik det op for dig og holdet, at Liverpools fans sang You’ll Never Walk Alone i pausen, og hvad betød det?
Jeg vidste det ikke. På vej ind i omklædningsrummet tænkte jeg kun på taktik, og på hvad jeg skulle sige i pausen. Jeg vidste hvad jeg ville sige på spansk, men skulle have det oversat til engelsk. Grundlæggende var budskabet, at vi skulle slås for det. Fik vi først ét mål, så var alle muligheder åbne. Vi vidste allerede inden de scorede det tredje mål, at vi ville gå over til et tremandsforsvar, og så få Hamann ind på en defensiv midtbane. Men det drejede sig om, at vi kæmpede os tilbage i kampen. Scorede vi først et reduceringsmål, så havde vi chancen. Det var først efter kampen det gik op for os, at fansene havde sunget i pausen.

Men hvad syntes du ellers det siger om Liverpools fans, at de sang gennem hele halvlegen, for at støtte holdet, selvom man var bagud 3-0?
Som sagt hørte vi det ikke i pausen, men at se det bagefter var helt fantastisk, og jeg kan ikke se nogen fans i verden være bedre end Liverpools. Deres passion, deres støtte, og deres tro på holdet var helt fantastisk og ubeskrivelig.

Hvem skulle egentlig have taget det femte straffespark?
Det skulle Steven Gerrard. Skulle vi have været udover de fem, så havde jeg Alonso, Garcia og Carragher. Men det er sjovt, for siden jeg var 26 år, har jeg ført statistik over, hvor forskellige spillere skyder deres straffespark. Så vi havde f.eks. en ret god idé om hvor Shevchenko ville skyde. Det eneste vi ikke havde instrueret Dudek i, var hans dansen på målstregen – det var Carraghers idé.

Hvordan fejrede I sejren?
Det hele var en surrealistisk oplevelse. Vi var ude på banen i ret lang tid, og fejringen fortsatte i omklædningsrummet, hvor også Gerard Houllier, som var i Istanbul som UEFA-observatør, kom forbi og hilste på. Efterfølgende fortsatte festen tilbage på hotellet, ud til den lyse morgen.

Hvad syntes du om modtagelsen i Liverpool?
Det er det mest fantastiske, jeg har været med til. Aldrig har jeg set så mange mennesker. Hver gang vi drejede om et gadehjørne, fortsatte menneskemængden. De sagde der var omkring 750.000 mennesker på gaderne.

Vi hopper lidt i tiden. I februar 2007 får du to nye ”venner”; Hicks og Gillett. Hvad var dit første indtryk af dem?
Jamen det var et godt indtryk, og som man siger, så sagde de, de rigtige ting. Det første år gik det egentlig fint, men så kunne man se, hvordan gælden blev lagt over på klubben. Og derefter havde vi ingen penge, og alt blev for besværligt, og ejerne snakkede ikke sammen. Men på banen gik det sådan set fint.

I perioden hvor ejerne ikke støtter dig, har du hele tiden støtten fra klubbens fans, og på et tidspunkt bliver du tilbedt som en anden Rafatollah. Hvad tænkte du om det?
Første gang jeg så noget i den retning, var til Carling Cup-finalen i 2005. Fansenes reaktion og støtte til mig var fantastisk, og det var også lidt af årsagen til, at jeg aldrig tog imod de tilbud, jeg fik fra nogle af de store klubber i Europa. Til slut kunne man godt sige, det hele var forandret. Jeg havde stadig støtte fra fansene, men ejerne tænkte kun på forretning.

Var du overrasket over at få fyresedlen, eller kom det egentlig ikke som nogen overraskelse?
Nej, det var ikke en overraskelse. Jeg ville jo selvfølgelig gerne kæmpe med om trofæerne, men som sagt var ejerne interesseret i noget helt andet. Man prøver så at finde en balance, men i det lange løb er det meget svært.

Når du ser tilbage, er der så noget du har fortrudt?
Man laver jo altid fejl ind imellem, men det hjælper ikke at dvæle ved dem – man må bare videre. I fodbold har alle en mening, og ofte har de ret, og det er det gode ved fodbold.

Var det sværere at være manager i England som udlænding?
Det første man skal vænne sig til i England, er, at man ikke er træner, men manager. Og lidt efter lidt gik det også op for mig, at fansene lyttede meget til, hvad jeg sagde. Hvis man vinder, så bliver man  ikke kritiseret. Taber man, så går pressen hårdere til de udenlandske managers, mens de har en tendens til at beskytte de britiske.

Liverpool har jo fået nye ejere siden du var her. Er du misundelig på den økonomiske opbakning bl.a. Kenny Dalglish fik på transfermarkedet?
Ikke som sådan. Vi havde trods alt meget held med at få fat i mange gode spiller, og ren netto brugte jeg kun £2 mio. mens jeg var manager. Men det er svært at sige. Måske vi kunne have gjort det bedre, hvis jeg havde haft pengene.

Kort efter du blev fyret, donerede du £96.000 til Hillsborough Family Support Group. Hvorfor gjorde du det?
Det var ikke kun Hillsborough Family Support Group vi donerede penge til. Vi ville bare vise vores taknemmelighed over for alle de folk, der altid har budt os velkommen i Liverpool. Så vi gav penge til de velgørenheder, som stod Montse og mit hjerte nærmest, heriblandt også Hoylake Cottage.

I 2011 var du til Hillsborough-mindehøjtideligheden, hvor du fik et stående bifald. Det så ud til at påvirke dig. Hvad betød det for dig?
Det var første gang jeg var tilbage på Anfield. Mit forhold til Hillsborough Family Support Group var godt, men det var rigtig svært at holde på følelserne. Du var også tilbage for at se dine gamle klubber, Liverpool og Valencia (træningskamp i 2011, red.).

Har det været svært for dig at komme på Anfield igen?
Det er selvfølgelig ikke det samme, når man vender tilbage, men jeg havde også mange venner i Valencia. Det var ikke let at se kampen, for der var mange der gerne ville have autografer og billeder. Men det var en udmærket dag.

Din kone Montse har startet en velgørenhedsfond, The Montse Benitez Foundation. Kan du fortælle os lidt om den?
Vi besluttede vi ville lave noget lokalt. Montse havde arbejdet for Røde Kors i Afrika i et halvt års tid, og hun kunne se hvor svært det var at hjælpe folk, når man kom udefra. Derfor foreslog hun vi lavede noget lokalt, og derfor har vi 14-18 lokale velgørenhedsprojekter vi støtter. Men det er vigtigt, at vi selv kan se, hvor pengene ender.

Hvad har byen Liverpool betydet for dig? I bor jo stadig på Merseyside.
Hvis vi går helt tilbage til starten, så har vi fra dag ét følt os meget velkomne, og har fået meget støtte fra fans. Vores ældste pige er ti år nu, og har boet her siden hun var to. Hun er en rigtig Scouser. Og
hvis man spørger hende om hvor hun kommer fra, så siger hun Liverpool, og ikke Spanien. Da vi flyttede til Italien, var de rigtig kede af det, og ville gerne tilbage igen. De var så glade for at komme tilbage til deres venner igen, og så vidste vi, at vi skulle blive her.

Du har også sagt, at: “If you understand Carra, you’ll understand everyone”. Hvordan går det med at snakke Scouse?
(ha ha) Det går da bedre, og jeg kan sagtens forstå det nu. Til mit første pressemøde med Jamie Carragher forstod jeg absolut intet af, hvad han sagde – det var ligesom han snakkede russisk. Men det er endnu værre med hans far. Efter finalen i Istanbul var vi til en fest, hvor han kom hen og snakkede med mig, og jeg forstod overhovedet ikke hvad han sagde. I dag ville det nok være anderledes.

Hvad laver du ellers i dag? Vi ved du bl.a. har været fodboldekspert på Eurosport.
Jo, jeg tager gerne ud og ser en masse fodbold, og kommenterer også gerne for tv-stationer – bl.a. spansk fodbold. Så har vi vores website, hvor folk kan stille spørgsmål osv., vores fond vi arbejder med, og derudover arbejder vi på Global coach app’en til Ipad, som er et super redskab til trænere. Og så har jeg selvfølgelig også lige udgivet bogen om vores Champions League-år.

Hvad var dine tanker bag bogen?
Jeg var noget overrasket over, hvor meget magt medierne egentlig har. Derfor ville jeg skrive bogen, så jeg kunne beskrive mine tanker og idéer – baggrundene for mine valg af taktikker, for folk undrede sig sommetider over mine valg. Denne bog kan f.eks. fortælle, hvorfor jeg spillede med Arbeloa på venstre back overfor Messi i kampen mod Barcelona osv.

Hvad er dine planer fremover. Du har jo sagt, du gerne vil træne Liverpool igen?
Det skal man selvfølgelig passe på med at sige, men det ville jeg gerne igen, men jeg vil ikke lægge pres på nogen manager nu. Jeg vil gerne finde en klub, som kan kæmpe med om trofæerne, så det skal være en topklub. Men jeg ser gerne, at min familie kan blive på Merseyside.

Her til sidst vil vi slutte af med nogle korte spørgsmål.

Hvad er din bedste kamp?
Udover Istanbul, så ville jeg nok sige mod Real Madrid, hvor vi vandt 4-0.

Din største skuffelse?
Det må være finalen i Athen, for vi spillede bedre end i Istanbul.

Den bedste Liverpool-spiller du har arbejdet med?
For at være helt ærlig så var der mange. Gerrard var rigtig god. Mascherano, Lucas, Torres, Reina – der er for mange at nævne.

Hvem ville du sige, var dit største røverkøb på transfermarkedet?
Hvis man snakker om penge, så var Torres en god handel i den sidste ende. Hvis man ser mere på performance, så har Skrtel, Reina og Agger være gode, men det er umuligt kun at nævne én.

Spilleren du var mest skuffet over du ikke fik?
Det er faktisk svært at sige, for man regner jo med at den og den spiller, ville kunne give holdet meget. Stevan Jovetic fra Fiorentina var den sidste vi gik glip af, hvor jeg troede vi havde pengene.

Vi kunne sagtens have stillet flere spørgsmål, men Rafa skulle videre til Manchester, hvor han denne aften skulle kommentere Champions League-fodbold for spansk tv.

Bliv medlem af fanklubben og modtag bl.a. vores flotte medlemsblad.

 

Medlemsblad nr. 5 er snart på gaden!

Medlemsblad nr. 5 – marts – 2019/20

*** På gaden i uge 12/13 ***


THERE’S SOMETHING THAT THE KOP
WANTS YOU TO KNOW
En angriber skal ikke bare score mål. Det er Roberto Firmino et godt eksempel på, for der skal mere til end mål i støvlerne for at være frontman på Klopps mandskab. Mål er selvfølgelig en del af det, men som angriber er der mere, man skal bedømmes ud fra. Bobby Firmino har været i Liverpool i fire sæsoner, og hans betydning er bare blevet større og større, selvom han fortsat ikke vælter sig i mål. […]

DEN BRASILIANSKE FAMILIE PÅ OG UDEN FOR BANEN
Engang kunne de engelske klubber ikke lokke de bedste brasilianske fodboldspillere til Premier League, selvom fodboldeuropa svømmede i brasilianere. I de seneste år er flere og flere kommet til, hvilket kun har gjort det nemmere for endnu flere at finde vej til fodboldens hjemland. Hos Liverpool har regnskovslandet også bidraget med nogle af de vigtigste spillere. Vi ser på disse sider nærmere på den brasilianske Premier League familie. […]

SCOUSE SAMBABOLD PÅ SELEÇÃO – EKSKLUSIVT INTERVIEW
”Go on Curtis, lad” lød det på syngende scouse, da Curtis Jones skulle sparke det afgørende straffespark mod Arsenal i Carabao Cuppen. Stemmen bag den tykke dialekt var angrebsfænomenet, Roberto Firmino, der så med fra Anfields tribuner. Liverpools nummer ni er sammen med landsmændene Fabinho og Alisson instrumentale for Klopps Liverpoolhold, hvor de også er elsket af den store fanskare. You’ll Never Walk Alone opstøvede derfor brasserleksikonet, Peter Arnholdt, der passioneret kunne fortælle om Liverpool set fra fodboldens åndelige hjemland, Brasilien. […]

TRO HÅB OG LIVERPOOL
Religion og fodbold er måske ikke umiddelbart to ting, der hører sammen. Men sammensæt en protestantisk grundlægger, en manager, der lader Gud dømme sine handlinger, Firmino, der netop er blevet døbt af Alisson og en lille håndfuld muslimske profiler på holdkortet, og du har Liverpool FC anno 2020. Religion spiller en afgørende betydning i og omkring klubben; helt tilbage fra klubbens opstart til den nuværende trup, hvor flere åbent praktiserer deres religion. Vi ser her på, hvordan de forskellige trosretninger spiller ind i Liverpool FC, og hvad de betyder for klubbens identitet. […] Fortsæt læsning “Medlemsblad nr. 5 er snart på gaden!”

[Blog] Ugen der gik uge 10, 2020

Kampe

Chelsea – Liverpool (FA cup) 2-0

Liverpool – Bournemouth – 2-1

Kommende kampe

D. 11. Liverpool – Atl. Madrid (CL)

Nyheder

  • Nyt samarbejde for klubben. Sammen med SeatGeeek vil de give fans der bestiller billetter en bedre oplevelse.
  • Stem på månedens Liverpool spiller
  • Neil Critchley har fået nyt job og bliver fremover cheftræner for Blackpool.
  • 22 hjemmebanesejre i træk.
  • Vi mangler blot seks point for at blive engelske mestre. Vi kan endda blive mestre uden, at vi spiller en kamp i PL, hvis man City taber begge sine kampe imod Arsenal og Burnley.

Skader

  • Henderson, lårskade. Kan måske være klar onsdag.
  • Alisson, lysken skade. Forventes ude en uge eller to.
  • Robertson blev sparet til lørdags kamp. Forventes klar onsdag.
  • Shaqiri, lægskade. Omfanget kendes ikke.

Nyheder fra fanklubben

[Afstemning] Månedens spiller februar, 2020

Februar er overstået og det var sgu ikke specielt kønt, hvad vi har været vidne til. Hele to nederlag, hvilket er meget atypisk for os i denne sæson. Den vinterpause, som Klopp havde set så meget frem til har umiddelbart vist sig, at have en ret negativ effekt på spillet på banen. En ting er resultaterne, men spillerne har ikke været oppe i gear.

Det var derfor også svært at finde fire spillere, som har været iøjnefaldende for Liverpool i den forgangne måned.

Men der skal stadig findes den Liverpool spiller, som har præsteret bedst i jeres øjne.

Hvem har været den bedste spiller i februar?

Se afstemningen

Indlæser ... Indlæser ...

 

LIVERPOOL, ENGLAND – FEBRUARY 24: Trent Alexander-Arnold of Liverpool passes the ball past Łukasz Fabiański of West Ham United for Sadio Mané of Liverpool to scores his sides third goal during the Premier League match between Liverpool FC and West Ham United at Anfield on February 24, 2020 in Liverpool, United Kingdom. (Photo by Clive Brunskill/Getty Images)

Bliv medlem af fanklubben


Bliv medlem af Liverpool FCs officielle danske fanklub?

Som medlem af Liverpool FC Fan Club Danish Branch vil du modtage medlemsbladet You’ll Never Walk Alone  syv gange om året. Medlemsbladet er fyldt med spændende og aktuelle artikler om  Liverpool FC og spillerne, kampreferater, interviews, anmeldelser, konkurrencer og meget mere.

   Men medlemsbladet er ikke det eneste man får ud af at være medlem hos os.

  • Fanklubben får et antal billetter til Anfield stillet til rådighed, som fanklubbens medlemmer kan søge om. Se mere HER.
  • Vores samarbejdspartner LA Travel tilbyder desuden rejser med billet og hotel til alle kampe. Se mere om de rejser HER.
  • Du opnår også en række andre medlemsfordele. Se mere om dem HER.
  • Medlemskort (udstedes én gang om året i forbindelse med medlemsblad nr. 3)

Har ovenstående fanget din interesse, så meld dig ind i fanklubben. Det koster kun kr. 225,00 for én  sæson/ét år (7 blade). Hvis du har adresse i udlandet, koster medlemskabet kr. 400,00.

Light medlemskab:

Du har også mulighed for at købe et light medlemskab til kr. 145,00 for 12 måneder. I light medlemskabet indgår de samme fordele som det almindelige medlemskab, dog modtager man ikke medlemsbladet. Dvs, man er altså også berettiget til rabatter samt mulighed for at søge om billetter og deltage i konkurrencer mm.


Bestil fuldt medlemskab. KLIK HER

Bestil Light medlemskab. KLIK HER


Har du ikke mulighed for at betale med dankort, så kontakt os for alternative betalingsmåder.  Det og generelle spørgsmål vedr. fanklubben, eller medlemskab, kan sendes til: medlem@liverpool-fc.dk

Køb en signeret JORDAN HENDERSON honours-trøje

Vi kan nu igen tilbyde en honours-trøje – denne gang med kaptajnen, der har løftet de tre sidste, og snart den næste pokal:

Jordan Henderson

Der er denne gang to versioner af trøjen:

– én hvor trøjen er signeret på fronten (ingen nummer/navn på ryggen).
– én hvor trøjen er signeret på ryggen (med nummer/navn på ryggen).

Det er meritterne fra de tre finaler, der er broderet på trøjerne.

Prisen for trøjen, hvor den er signeret på fronten er: kr. 1.795,00 (inkl. porto).
Prisen for trøjen, hvor den er signeret på ryggen er: kr. 1.895,00 (inkl. porto).

Trøjen kan også leveres indrammet (inkl. forsendelse) for en merpris på kr. 800,00.

Trøjen bestilles som en forudbestilling, og sidste frist for bestilling (og betaling) er 6. marts 2020.

Er du interesseret i denne trøje, så send en mail til admin@liverpool-fc.dk

Trøjerne leveres kun i størrelse Large. Andre størrelser kan  ikke leveres!



Klik på billedet for at se en større version!

Udover Henderson, så kan vi også denne gang tilbyde en “traditionel” honours-trøje med en anden tidligere Treble pokal-vinder:

Michael Owen

Prisen for trøjen er kr. 995,00 (inkl. porto).

Trøjen kan også leveres indrammet (inkl. forsendelse) for en merpris på kr. 800,00.

Trøjen bestilles som en forudbestilling, og sidste frist for bestilling (og betaling) er 4. marts 2020.

Er du interesseret i denne trøje, så send en mail til admin@liverpool-fc.dk

Trøjerne leveres kun i størrelse Large. Andre størrelser kan  ikke leveres!

Klik på billedet for at se en større version!

Her kan du se et eksempel på en indrammet trøje:

Klik på billedet for at se en større version!

 

[Podcast] Ny Liverpool podcast, episode 1 – Peter Gade

Som noget nyt vil fanklubben fremover udgive en månedlig podcast, hvor Casper Mariager og Anders Ryehauge vil interviewe kendte danskere omkring dennes forhold til Liverpool FC.

I debut podcasten har de snakket med intet mindre end en dansk sportslegende: Peter Gade. Udover Peters forhold til klubben kommer han også ind på, hvad det kræves  for at være et talent og få fuldt udbytte af det.

Peter Gade kender de fleste, han er en af de bedste badmintonspillere nogensinde og har stort set vundet alt, hvad der er værd at vinde indenfor badminton. 10 danske mesterskaber, 1 sølv og 4 VM bronze medaljer, 5 EM guld medaljer og en lang række andre turneringssejre.

Du kan finde podcasten i din normale podcasts app, hvor du skal søge efter: Liverpool FC Fan Club Danish Branch.
Alternativt kan du høre det på Soundcloud.

Opdatering: Podcasten er nu ude på alle tænkelige platform: iTunes, Spotify osv.

Podcasten blev optaget inden Shrewsbury kampen.