Der var lagt op til en stor sæson efter succesårene 00/01/02, men 2002/03 blev, trods store, fransk sommerkøb, ikke det foventede – hverken for manager, klub eller fans og andenpladsen året før blev vekslet til en plads uden for CL hierakiet!

Michael Owen var fortsat varm og derfor blev lånet af Anelka ikke konverteret til en fast kontrakt og det var en klar fejl i mine øjne, hvilket var medvirkende til en ukonstant sæson med pinlige indsatser især forsvarsmæssigt og vi blev hurtigt hægtet af top-4 ræset og kæmpede uafbrudt for at blive firer afsluttende med et nederlag på Broen i London, som reelt betød UEFA cup i stedet for det mere glamourøse Champions League.

 

Vi måtte altså nøjes med femtepladsen og kun 61 kasser ialt i PL – det laveste antal i tre sæsoner – og kun 10 forskellige målscorere gennem hele turneringen! Som sagt var Owen fortsat skarp og scorede samme antal basser som året før; han var dødsensfarlig foran mål, hurtig som få og skaderne var lagt på hylden (54 optrædener) og mod West Brom rundede han 100 mål for klubben! Han var blot 23 og verden lå for hans fødder, de færreste kunne forudsige hans deroute med skader og fejldispositioner på klubvalg!

 

Det blev et år med skrækkelige transfers og store problemer med at få sat spillet og få brugt hele arsenalet. Diarra forblev tredjevalg lige som Luzi, så dem springer vi let hen over; mere fatal blev det, at Anelka ikke blev tilbudt et par år mere på Anfield og endnu mere fatalt var Houllier og klubbens alternativer til den stærke og elegante ni’er!!

 

Diao havde energi og vilje, men savnede offensive kvaliteter og Cheyrou var simpelthen en katastrofe i alle henseender og så var der jo Diouf… senegaleseren, “the serial killer” og med et flot VM bag sig. Men hold nu op en grådig kegle og overhovedet ikke en Anfield-spiller og da slet ikke en Liverpool angriber! Jeg vil slet ikke kommentere på hans karakter og personlighed; men blot henvise til Captain Fantastics mange beskrivelser af denne usympatiske mand!

 

Ingen af managerens signings gav det sidste ift til den forgangne successæson; tværtimod satte det klubbens ellers fine udvikling i stå og der var nærmest tale om en tilbagegang til tider med Heskey som kantspiller og killeren fra Senegal fremme. Heldigvis havde vi Baros og Murphy til at puste lidt liv i holdet og ikke mindst The Kop, men tjekken blev alt for ofte holdt på bænken og/eller udskiftet til fordel for de to førnævnte; alligevel præsterede han 12 scoringer i 42 optrædener med et gennemsnit på en kasse for hvert 179. minut. Murphy nettede ialt 12 gange (halvdelen på straffe!) lige som han bandt holdet sammen med en vilje af scouserstål!

 

Især var vinteren skrækkelig med 11 kampe uden sejr. Helt uhørt og vanvittig og med en manager med hjerteproblemer var klubben, holdet og fansene helt uden håb for fremtiden og det så virkelig sort ud efter succesen i 00/01 med selv Gerrard i en limboudgave af sig selv i overgangen fra ung nr 17 til holdets nr 8 og talisman/kaptajn. Det var nødvendig med en nulstilling og genopbygning i en periode hvor Berger var halvskadet, Litmanen solgt og Babbel meget langsomt på vej tilbage til fordums styrke; lidt det samme kan siges om Kirkland, Mellor og Vignal!

 

Hvad der startede så fint blev smadret vinteren over og der var ikke meget at grine og huje af frem mod sommeren 2003 – nærmest tværtimod.

Kun League cup sejren mod Scum var en formildende omstændighed og mange så frem mod næste sæson.