2011-12 sæsonen var Liverpool FC’s 120. i klubbens lange glorværdige historie og samtidig deres 50. uafbrudte i engelsk topfodbold! Dog var vi ikke deltagere i nogen som helst UEFA turnering for første gang siden 1999 og sæsonen blev også noget af en broget landhandel.

 

Vi havde stor cup succes, idet League cuppen blev vundet for 8. gang (det første trofæ siden 2006!) og FA- cup finalen blev tabt til Chelsea.

 

I PL var der dog store udsving og det blev til en skuffende ottendeplads – den laveste placering siden 1994. Samlet set førte det til et sidste farvel til en af de største overhovedet: Sir Kenny Dalglish

King Kenny forsøgte at genindføre det tidligere berømte pass-and-move fodbold og virkede det? Både og. Tidligt på sæsonen så det virkeligt smukt og besnærende ud og stilen var stærkt medvirkende til en fantastisk sæsonstart i såvel PL som diverse cups!

Det største problem var manglen på de helt rigtige spillertyper, som kunne støtte op om spillestilen: spillere med hård på brystet som kunne kompensere for nedbrud i den berømte shanks måde at spille på.

 

Vi havde Lucas og Adam og de kunne genvinde tabte bolde og områder langt fremme på banen, men de var ene om den kvalitet og da de begge røg ud med skader, var der ingen til at tage over, da såvel Gerrard (også en del skadet) som Henderson begge blev brugt lidt længere fremme nærmest som kantspillere.

 

Dalglish havde svært ved at finde den berømte plan B og da der ikke blev handlet en defensiv midt i januarvinduet, droppede vi voldsomt i såvel tabel som intensitet sammenholdt med manglende angrebsmæssige kvaliteter. Selv et mindre barn kunne se, at vi manglede en angriber mere, men klubben holdt muldvarpen forsvarligt i baglommen og Werner sad urokkeligt på begge hænder!

Kuyt blev brugt primært som bænk- og/eller kantspiller og Carroll fik heller mange uafbrudte kampe sammen med Suarez og de to blev aldrig rigtig det nye angrebspar a la Keegan og Toshack.

Lidt det samme med Maxi, som (i mine øjne!) var en af de bedste i denne periode, men Dalglish havde planer med Downing på venstrekant og var meget hård ved den elegante argentiner, som scorede (næsten) hver gang, han startede inde.

 

Og så var der Suarez. Han har aldrig været spillertypen, som kan lede angrebet alene; han skal have en at læne sig op ad for at shine og han er langt mere giftig, når han kan drifte rundt sammen med en anden angriber, der skaffer ham lidt plads og mulighed for et-to spil! Det ville Dalglish ikke og han blev derfor anvendt som eneangriber og det var en klar fejl i mine øjne, når vi nu havde de førnævnte spillere som makkermulighed.

 

Udskiftningsmæssigt får King Kenny heller ikke de største roser, for når kampe på vippen nærmest skreg efter nyt blod, ja så ventede kongen til nærmest sidste minut med at skifte og dermed alt alt for længe til at kunne ændre noget som helst; en tendens som de bærende spillere desværre var enig med ham i. Mange kampe kunne i mine øjne have fået et ganske andet forløb, hvis der havde været mod til at benytte en yderst fornuftig bænk noget mere. Men som før nævnt var der ikke nogen plan B i Kennys hoved og han stod som oftest forstenet på sidelinien tømt for energi og ideer til en ny plan.

Den grundlæggende taktik var i orden, men når kampens udvikling og modstandertræk krævede en ny vej, så kunne eller ville skotten ikke og havde det ikke været for en godkendt første halvsæson, ja så havde det gået meget værre og en evt nedrykningskamp kunne have været tilfældet og den tendens må tilskrives manageren og ikke mindst taktikken.

Dalglish forsøgte sig med traditionelt 4-4-2 kombineret med en mere defensiv 4-2-3-1 og ingen af dem stod hver for sig særligt godt hele kampen igennem og hverken han eller holdet formåede at mixe dem til det bedre. Taktikken svarede ikke til holdet og holdet svarede ikke til/på taktikken. Begge faktorer medførte en svag, svag sæsonafslutning og det førte til Dalglish’ ultimative farvel til Melwood og omklædningsrummet på Anfield. Trist men nødvendigt. Det var tid til andre boller i scousesuppen!

Henderson

Adam

Doni

Downing

Enrique

Coates

Bellamy

Konchesky

Jovanovic

El Zhar

Kyrgiakos

Insua

Poulsen

N’Gog

Degen

Meireles