Andreas Ørntoft har skrevet del nr. 3 i serien: Hvor er jeg dog vild med… i dette afsnit handler det om Andrew Robertson.

Andrew Robertson

Da Liverpool d. 21 juli 2017 skrev kontrakt med Andrew Robertson, herskede der både hovedrystelser og skepticisme blandt mange Liverpool fans. Robertson skiftede fra nedrykkerne, Hull City for en transfersum på £9 mio. Og alene det faktum at Robertson skiftede fra et nedrykkerhold, var nok til at plante bekymrede miner blandt mange Liverpool fans, hvor netop venstreback-positionen længe havde været en akilleshæl. Hvad mange dengang ikke vidste var, at Robertson senere skulle tage Anfield med storm.

Andrew Robertson skulle op i en direkte duel mod den udskældte spanske back, Alberto Moreno om pladsen på venstreback, og på trods af en Premier League debut d. 19 august samt en yderligere kamp september, skal man helt frem til d. 2 december, før den energiske skotte på ny fik spilletid i den røde trøje i Premier League regi.
Det var en ankelskade til Moreno, som dengang gav plads til Robertson, og med den ene pragtpræstation efter den anden cementerede Robertson hurtigt sin plads på venstreback. Her husker jeg personligt især tilbage på én sekvens i Liverpools 4-3 sejr over Man. City, hvor Robertson med et hæsblæsende solopres på over 60 meter for alvor spillede sig ind i hjerterne hos mange Liverpool-fans.

Robertsons vej gennem rækkerne

Andrew Robertson startede sin fodboldkarriere i Celtic, hvor han spillede på deres ungdomshold frem til U15-rækken, hvor han blev fritstillet – angiveligt fordi han var for lille. Han valgte at trappe en smule ned niveaumæssigt, hvorfor han forud for 2012/13 sæsonen tilsluttede sig Queens Park. Her udmærkede den vævre skotte sig og allerede året efter, skrev Robertson under med Scottish Premiership-klubben Dundee United.

Hos Dundee United blev Robertson hurtigt en fast bestanddel af startelleveren, og efter en flot 13/14 sæson, hvor han blot missede to kampe ud af 44, formåede han at indtage venstreback-positionen på årets hold i Scottish Premier League, mens han samtidig kunne krone en flot sæson med titlen som året unge spiller i Skotland.

Præstationerne i 13/14 sæsonen hos Dundee United vakte pludselig interesse hos diverse Premier League klubber, og d. 29 juli 2014 skrev Robertson under på en 3-årig kontrakt med Hull City. Dette var endnu et trin op ad karrieremæssigt for Robertson, og allerede i slutningen af august 2014 modtog han titlen som månedens spiller.

Robertsons personlige udvikling fortsatte sin positive kurve, på trods af at ”The Tigers” på daværende tidspunkt var et såkaldt ”elevator-hold”, som pendlede mellem Premier League og Championship.
I Robertsons første sæson rykkede han sammen med Hull ned i Championship. Dette var naturligvis en hård pille at sluge for Robertson og resten af Hull, men med en 1-0 sejr over Sheffield United i Championship Play-off finalen formåede de trods en halv-vaklende sæson at sikre sig tilbagevenden til den bedste engelske række.

I Premier League sæsonen 2016/17 kunne Hull City på trods af en overraskende semifinaleplads i den lille pokalturnering, ikke leve op til kravene i Premier League, hvilket resulterede i endnu en nedrykning til Championship. Dette viste sig at blive Robertsons sidste sæson for Hull City, inden han d. 21 juli 2017 skrev under med de røde fra Merseyside.

Men hvorfor er jeg så vild med Robertson?

Andrew Robertson har lynhurtigt indtaget rollen som en fan-favourite – og han er bestemt også blandt mine absolutte favoritter i den nuværende trup.

Udover at have løst et stort problem på venstreback-positionen, som gennem årene blot har vokset sig større, er hans energiske mindset også en enorm gevinst for ethvert hold. Han har en fightervilje, som bl.a. blev belyst, da han de første mange måneder i Liverpool, stod i skyggen af den ellers udskældte Alberto Moreno. Dette lod dog ikke til at påvirke Robertson, og da han endelig fik chancen, greb han den og har siden ikke set sig tilbage. Samtidig luner det også ethvert rødt Liverpool-hjerte, når man kan mærke at det virkelig betyder noget for skotten, når han trækker den røde trøje over hovedet.

Selvom Andrew Robertson har cementeret sin plads på venstrebacken godt og grundigt, har han ikke sluppet foden fra speederen – tværtimod! Han fortsætter med at bygge på sit eget spil, hvor han med det ene fremragende indlæg efter det andet spiller en stor rolle i Liverpools offensive facetter.
I Liverpools opbyggende spil fungerer Robertson og Trent på henholdsvis venstre og højre back ofte som wing backs, hvormed de ikke blot er med til at skabe flere pasningsmuligheder, men også er med til at trække modstanderens kanter med tilbage. Dette er et led i Klopps plan, hvor holdet med et hidsigt genpres tvinger modstanderen til at sparke langt, hvor Liverpools midterforsvarer plus en defensiv midt let kan samle bolden op, og på ny genetablere et angreb. Det seneste eksempel hvor den ovenstående taktik fungerede til perfektion, så man i hjemmekampen mod Manchester United d. 16 december. Her var taktikken med til fuldstændig at presse United ned under græstæppet, og netop Robertson høstede også roser fra selveste José Mourinho efter kampen som udtalte:
“I am still tired just from looking at Robertson! He makes 100-metre sprints every minute – absolutely incredible”. 

Hvis man ser lidt nærmere på Robertsons defensive betydning på Liverpool-holdet, har han i den grad været med til at tilføje en stabilitet, som man ikke har set på positionen i mange år.
Indimellem kunne man fristes til at tro, at Robertson er udstyret med 3 lunger. For selvom han næsten altid er at finde bredt i venstresiden klar til at slå indlæg i de offensive sekvenser, finder han lynhurtigt tilbage til sit defensive udgangspunkt.

Hvis man skal kigge lidt på tallene, og starte i 2017/18 sæsonen, som velsagtens først rigtig startede i december måned, formåede Robertson at score et enkelt mål, mens han stod bag 5 assister. Robertson har fortsat de fine takter i 18/19 sæsonen, hvor han i skrivende stund står bag 6 assister, mens det første sæsonmål fortsat lader vente på sig.

Man må sige, at siden Robertson siden han fik sin debut, er gået rent ind hos majoriteten af Liverpool-fansene. Dette skyldes ikke mindst også den stabilitet han bidrager med. Med Robertson på holdkortet, kan Klopp altid være sikker på at få en helstøbt indsats fra skotten.

Robertsons fremragende præstationer på allerhøjeste plan er heller ikke gået ubemærket hen. På det skotske landshold, er han blevet tildelt anførerbindet, hvilket også må siges, at være en stor hæder i en alder af blot 24 år, og fuldt fortjent.

Tilbage i november herskede der en smule snak om en mulig ny kontrakt til Robertson, netop som en cadeau for hans fine præstationer. Dog har han stadig tre-et-halvt år tilbage af sin nuværende kontrakt, og snakken er da også løbet en smule ud i sandet.
Ikke desto mindre håber jeg personligt, at Robertson kommer til at tørne ud for Liverpool de næste mange år, for jeg er temmelig vild med ham!