Klubben har mange løse ender, der må samles op, før der igen kan vindes trofæer. Men der kan udtænkes nok så mange strategier – hvis kulturen ikke er til det, vil de ikke blive gennemført med ønsket virkning. Klopp må derfor sikre sig en kontrol over kulturen, så den indrettes efter hans tankegang. Kulturen har ikke brug for en revolution eller komplet omvæltning, men der må ændringer til for at holde spillerne oppe på tæerne, og Klopp er allerede i gang.


Træningskultur
Først og fremmest skal det grundlæggende på plads – en god træningskultur. Efter Klopp’s tiltrædelse oplevede truppen utallige skader, først og fremmest forstrækninger. På et tidspunkt i efteråret havde vi syv spillere skadet umiddelbart efter Klopp kom til. Skaderne var en vift med en vognstang om en slap træningskultur, der følte sig som ramt af en bus, da den tyske træningsdisciplin blev indført. Rodgers tilpassede træningen efter stjernespillerne, og gav for eksempel Sturridge særbehandling omkring sin træning. På den ene side er dette en nødvendig løsning, da Sturridge har tendens til skader. På den anden side kan truppens bedste spillere simpelthen ikke altid være på vippen til at blive skadet næsten halvdelen af hver sæson, så snart de træder på træningsbanen.

Individuel særbehandling til træning vil altid vidne om en træner under pres – uanset om det er på det lokale serie 3 hold eller i Liverpool FC. Og Rodgers var under pres. Specielt efter at have mistet Suarez. Men særbehandling til træning bør kun foregå i et par uger, helst op til vigtige kampe. Det er ikke en langsigtet løsning og ødelæggende for en træningskultur på sigt. Derfor skal spillerne kunne træne fælles over størstedelen af sæsonen. Ellers overlades initiativet om træningsindsatsen langsomt til spillerne selv, og den øvrige trup kan begynde at undre, hvordan man skal gøre sig kvalificeret til en startelleveren, når dem som ikke træner med, alligevel er på hold. Manageren mister kontrollen med andre ord.

Klopp erklærede ”hamstring” som ”the shit word of the year” og erstattede nogle måneder senere Chris Morgan, der har 11 års tjeneste bag sig, med Andreas Kornmayer fra Bayern München. Første skridt på vej til en bedre træningskultur. Dermed ikke sagt, at Morgan var skyld i skaderne, men der må ændringer til, og skaderne skal kunne forebygges endnu bedre. Spillerne skal simpelthen kunne holde til at træne hårdt, hvis manageren ønsker at trykke på speederen over en længere periode.

I sin tid i Dortmund kom Klopp’s respekt for Kornmayer’s arbejde til udtryk, da han på et pressemøde gjorde opmærksom på, at Bayern var kommet igennem hele deres sæson uden skader. Lad os håbe, Kornmayer kan skabe samme resultat hos os.

Desuden er ernæringsekspert og fitnesscoach Mona Nemmer også kommet til. Ligeledes fra Bayern München.

Vinderkultur
Klopp har indført, at spillerne ikke må røre ved Anfield-skiltet før kamp – kun hvis de har vundet et trofæ med klubben. En fin og nødvendig justering. Hvorfor? Fordi der har været for mange spillere i klubben, som ser deres karriere som komplet, når de har signeret for klubben. Ved pressekonferencer hører vi ofte, ”it’s a dream come true”, da kontrakten blev underskrevet. Udtalelsen skal selvfølgeligt tages med en gran salt, på samme måde som alle spillere siger, at netop deres klub har ”the best fans in the world”, en ”big history” at træneren er en ”great inspiration” og så videre. Det hører med til spillet. Men for mange spillere i Liverpool FC daler alt for ofte i niveau, næsten før blækket på underskriften er blevet tør. Netop dette er et problem. For hvad bliver der af motivationen med at vinde for Liverpool? At vinde Champions League og den forbandede ligatitel vi alle går og higer efter? At lave en lang række rekorder og sætte en standard, som følgende generationer får svært ved at matche?

Sammenligner man med tennis, går det jo galt, hvis en tennisspiller har som motivation at blive nummer ét i verden. For hvad sker der, når målet er nået? Verden går ikke i stå. Tennissporten stopper ikke op og siger ”tak for i dag alle sammen. En spiller nåede sit mål, så nu lukker vi showet for altid”. Verden går videre. Sporten går videre. Der skal skabes resultater. Der skal vindes trofæer.

På samme måde nytter det ikke, at akademispillernes motivation løber ud, når de er kommet på førsteholdet. Selvfølgeligt er det et stort skridt for dem, men de skal være i stand til at finde nye mål med det samme, så de ikke bliver for selvtilfredse.

Signalværdien i budskabet med ingen berøring af skiltet er stærkt. Lad os håbe, spillerne tager det til sig og forstår det. At de ikke kan regne sig som del af en eksklusiv logeklub for trofævindere, før der er sølvtøj på bordet. Målsætningen skal ikke være nået, når der er skrevet kontrakt klubben. Den skal være nået, når der er hevet trofæer hjem. Gerne mange af dem. Lad os derfor bare se flere af småjusteringer, der kan skabe den vinderkultur, vi har manglet.

Næste skridt må vel være at blive kvit med upload af stemningsbilleder fra omklædningsrummet til sociale medier, når sejren er i hus?

Akademikultur
Det er uforståeligt, hvorfor der ikke allerede er fundet en løsning, der får ungdomsspillerne til at træne på samme faciliteter som seniorspillerne. Flere medier er begyndt at skrive om, at faciliteterne skal bringes sammen, eventuelt i helt nye faciliteter. Klopp bør se til, at dette bliver gjort.

Ungdomsspillerne skal have dagligt kontakt med førsteholdsspillerne, så de kan se dem træne og lære af dem. Omvendt skal seniorspillerne også se ungdomsspillerne og lære af dem. Eventuelt blive mindet om, at der står gode talenter på spring for at tage pladsen.

Holdkultur
Under Rodgers kunne spillerne frit medbringe venner og bekendte med til Melwood. Det medførte blandt andet, at Balotelli agerede guide for sine kammerater ved at vise rundt på træningsanlægget. Én af Klopp’s første initiativer var at lukke træningsanlægget, så der udelukkende var adgang for spillere og ikke andet.

Er dette at kræve for meget? At for eksempel de udenlandske spillere ikke kan vise venner og familie rundt i deres nye klub? Overhovedet ikke. Melwood er ikke en almindelig arbejdsplads, og spillerne har hverken et almindeligt arbejde eller almindelig løn.

Zlatan Ibrahimovic nævner i sin bog, hvordan det fjernede meget af hans fokus, at hans familie var med i Tyskland til VM i 2006. Hvordan deres problemer fjernede hans fokus, da han skulle agere kontaktperson og hjælpe til hele tiden. En fodboldspiller må have styr på sit bagland, så han kan være klar til at præstere. Derfor er det vigtigt at ivaretage holdkulturen, så den holder sit fokus og ikke blandes med forstyrrende elementer.

Klopp er opmærksom på dette, så vi kommer nok til at læse flere tiltag eftersom finjusteringerne kommer på plads.

Scout-kultur
Produktionen i vores akademi er for ringe. De bedste spillere, der er kommet gennem akademiet de sidste mange år har været lokale spillere – Owen, Fowler, Gerrard og Carragher. Kulturbærende spillere af international topklasse, men dem skal vi jo få. Vi skal jo være i stand til at støvsuge lokalområdet for talenter. Spørgsmålet er, hvorfor vi alt for sjældent finder spillerne i det øvrige England og udlandet, som kommer succesfuldt gennem akademiet.

Jovist, Sterling kom igennem, og vi tjente $500 mio. på en spiller, der ikke er det halve værd. Men hvorfor får vi ikke flere? Og hvorfor ikke på samme tid? Hvor er vores Pique, Puyol, Busquet, Thiago Motta, Messi, Yaya Toure, Xavi og Iniesta? Vores ”Class of 92”? Vores Lahm, Schweinsteiger, Kroos, Alaba og Müller. Vores Pepe, Quaresma, Moutinho, Hulk, James Rodriguez, Falcao og Otamendi? Hvorfor var vi ikke med helt fremme i kampen om Zlatan, da Arsenal tilbød ham et prøveophold? Hvorfor fik vi ikke Lovren, Lallana, Clyne eller Mané allerede før Southampton gjorde, så vi ikke betalte i omegnen af £80 mio. for dem? Der er alt for få spillere i den nuværende trup, som er vores eget produkt, og for mange spillere, som vi kunne have fået tidligere i deres karriere. Det må vores scouts tage på deres skuldre.

FSG har deres transferkomité med ”Moneyball”-tilgang, men denne fokuserer mest på seniorspillere. Vores scouts har sovet i timen med at hente talenter i verdensklasse, selv før FSG kom til. Vågner de ikke snart op, fortsætter vi med at blive en mellemstation for spillere, der modnes i Liverpool og så rejser videre, når der skal vindes trofæer.

Klopp må sætte klare linjer for forventningerne om at skabe nogle af landets bedste ”homegrown players”, der kan være med til at skabe en akse og stabilitet i spillertruppen. Vi skal endnu oftere have en Gerrard og Carragher igennem. Ikke bare hvert 10.-15. år. Det skal komme i en rindende strøm. Derfor må vores scouts få ændret deres arbejdsmetoder, og scouting-netværket må simpelthen være bedre.

Forandring fryder – også i Liverpool FC
Det er vigtigt, den her slags kulturændringer kommer. Gør man som man altid har gjort, får man det, man altid har fået. Ser vi tilbage de sidste ti år, er det vel ikke ønskeligt, at de næste ti år følger samme linje? Vi har endelige ejere, der er økonomisk ansvarlige. Endelig en træner, der kan sit kram. Tilsidesæt skepsis og tag imod forandringerne. Forandring fryder – også i Liverpool FC, og specielt under Klopp.