Kommende kampe:

[Blog] Portræt af The Normal One

Fun facts
Vi starter med lidt interessante og sjove fakta om den nye manager. Vidste du, at:

– Mellemnavnet er Norbert

– Klopp har en aktiv spillerkarriere bag sig. Hele karrieren blev tilbragt hos Mainz 05, hvor han først spillede angriber og siden højre back. Sæsonen efter han stoppede sin karriere, blev han manager for klubben, som han i øvrigt første til dens første sæson i Bundesligaen nogensinde

– Han hentede Mohamed Zidan til både Mainz 05 og Borussia Dortmund

– Han fik foretaget en hårtransplantation i 2013. Adspurgt om dette lød svaret: “Yes, it’s true. I underwent a hair transplant. I think the results are really cool, don’t you?”

– I sin trænerkarriere er han engang blevet skadet på grund af fejringen af et mål

– Hans kandidatafhandling i sportsstudier omhandlede gåture og hed ‘Walking – Inventory and evaluation of a sport for all’

– Efter at have ageret reklamesøjle for Opel’s steg bilproducentens salg af Insignia-modellen med 35% i 2014

– Den tyske entertainer Matze Knop har udgivet to sange som hyldest til Klopp. Sangene hedder ‘I Wanna Be Like Jurgen Klopp’ og ‘Kloppo You Rockstar’

Jürgen Klopp

The Normal One
Det var sød musik i mange supporters ører, da Klopp allerede i sit første interview med LFC TV erkendte, at defensiven krævede forbedringer. At det var nytteløst at dominere en kamp, hvis man ikke kunne holde nullet. At før et hold bør begive sig ud i en boldbesiddende spillestil, skal forsvaret stabiliseres. Den evige optimisme, som kendetegnede den tidligere manager, blev hermed afviklet øjeblikkeligt. Væk var naiviteten samt benægtelsen og fejlfortolkningen de spillemæssige problemer, som vi supportere fandt frustrerende. Klopp meldte sin ankomst med bravour.

Bedre sent end aldrig
Én af de største positive aspekter i ansættelsen er, at klubben for én gangs skyld er kommet mange storklubber i forkøbet med hensyn til en signering. Tidspunktet for ansættelsen er stærkt tilkoblet dette. Havde sæsonen nået juletiden, var de første manager-fyringer begyndt. Dog ikke for storklubberne, men for midterholdene. Storklubberne ville dog kunne se, hvor sæsonen bar hen og begynde at have følehornene ude efter en ny manager. Eventuelt med tanke på en forhåndsaftale, som ville kunne træde i kraft umiddelbart efter sæsonafslutningen. Guardiola forpligter sig typisk kun én sæson ad gangen, hvilket tvinger Bayern München til at holde øjnene åbne. Manchester City vil revurdere Pelligrini, hvis der ikke hentes sølvtøj denne sæson. Chelsea har fået en usædvanlig dårlig start, og Mourinho må kæmpe for at bevise, at hans succes ikke er begrænset til to sæsoner i hver klub. Manchester United har ikke en langsigtet løsning i Van Gaal grundet den høje alder. Klopp har udtalt, at han ønsker at være manager i et land, hvor han taler sproget, hvilket begrænser ham til Tyskland og engelsktalende lande. De nævnte klubber var derfor de umiddelbare konkurrenter til Klopps signatur. Liverpool kom dem alle i forkøbet og sikrede sig den måske mest lovende unge manager på markedet. Det mest optimale tidspunkt havde været før sommerens transfervindue, men bedre sent end aldrig. Klopp er i sædet, og vi må se, hvilke muligheder sæsonen kan bringe.

”The biggest challenge in the world of football right now”
Gerrard skriver i sin biografi, at da han kom på Rodgers’ kontor og fortalte, at han ikke følte sine præstationer holdt niveau, svarede Rodgers, at han ikke var enig og mente, at Gerrard var velspillende. Gerrard skriver, at han blev overrasket over Rodgers’ svar og insisterede, at niveauet var for lavt og bad om en analyse af sit spil. Efterfølgende var Rodgers enig og fremhævede Gerrard over for både spillere og presse som et pragteksempel på en spiller, som stræbte efter at forbedre sig kontinuerligt. Historien vidner om, at Rodgers for ofte var for optimistisk og naiv i sin tilgang. Måske endda relativt konfliktsky. Både Agger og Carroll afslørede efter deres respektive afgange, at Rodgers’ tvivl og slingrekurs gjorde ham svær at tolke. Carroll fortalte, at han på Melwood fik at vide af Rodgers, at ikke salg af ham ikke ville blive aktuelt, for så at modtage et opkald senere samme dag om, at klubben havde modtaget et bud, de ikke kunne takke nej til. Agger forklarede sin afgang med, at han så sig selv som en ligefrem person, men at det måske var forkert af ham at forvente det samme af andre. Klopp’s karakter er markant anderledes end ovenstående.

Han nævnte i sit interview med LFC TV at tage stillingen som manager for Liverpool var ”the biggest challenge in the world of football right now”. At karakteren er anderledes end Rodgers’ fremgik også allerede på første pressemøde, da Klopp trådte i karakter. Trods et par kritiske spørgsmål fra journalisterne havde pressemødet en hyggelig stemning. Dette fik dog et ophold, da Klopp pegede på en fotograf, stirrede ham i øjnene og fortalte, at personen skulle stoppe med at tage så mange billeder, så han kunne høre de spørgsmål, der blev stillet. Ligeledes fastsatte han senere i pressemødet, at han ikke ville stille sig hér og dér for at få taget billeder. Om aftenen var Klopp på lokal pub i Liverpool, hvor han fik taget billeder med supportere. Klar i spyttet, ligefrem, fanden-i-voldsk og politisk ukorrekt. Det er nye tider på Anfield. Lad os bare se mere af dette.

Transferkomitéen
Klopp har også brug for at være klar i spyttet, når der skal diskuteres transfers. Han påpegede på pressemødet, at så længe han har det første og sidste ord i forbindelse med transferkomitéen, er alt imellem til debat. Problemet med transferkomitéen er, at den er omgivet af mystik. Personerne er relativt ukendte, ligesom metoderne, analyserne samt beslutningsgrundlagene. Gerrard nævner i sin bog, at mange spillere ikke ville til Liverpool på grund af manglende Champions League. Herudover afventede mange spillere med at se, hvad Liverpool kunne udrette under Rodgers, før en transfer. Klopp skal derfor først og fremmest løfte niveauet hos den eksisterende trup. Herefter ville han stille sig i en god position, hvis han foretager transfers med en god værdi. Spillere til en fornuftig pris, som kan slå igennem. Klubben er langt fra at kunne tiltrække de største spillere på transfermarkedet. Derfor skal Klopp præstere med truppen, som den er. Herefter kan han bygge på efter eget ønske.

Vellidt og i stand til at udnytte spillerpotentiale
Sjældent har spillere udtalt sig negativt om Klopp efter at have spillet for ham. Det er muligt, de findes, men undertegnende har aldrig læst en artikel, hvor en spiller har udtalt sig negativt om Klopp. I stedet har pilen peget i retningen af, at hans tidligere spillere har oplevet formdyk efter de gik videre fra samarbejdet med Klopp. Her kan nævnes Sahin, Kagawa samt Götze. Lewandowski præsterer for Bayern, men var mere vedvarende i sine præstationer for Dortmund. Det er i øvrigt værd at bemærke, at Klopp stillede sig uforstående over for, hvorfor Rodgers anvendte Sahin i en forkert position. Der blev ikke smækket med døren i hverken Mainz 05 eller Dortmund. Tværtimod. Derfor kan vi forvente en manager, som går godt i spænd med spillerne og som forstår at bruge dem i deres bedste positioner.

Hvad kan vi forvente rent taktisk?
Klopp udtalte i sit interview med LFC TV, at defensiven bør forbedres. At spillermaterialet er tilstede, og at han tror på holdets potentiale. Derfor kan vi forvente, at første fokus sættes på defensiven. At han vil forsøge at holde nullet de første kampe og siden sikre en stabil defensiv organisation.

Dortmund blev under Klopp specielt kendt for deres genpres eller ”gegenpressen”. De offensive kræfter lagde et stort genpres, umiddelbart efter de havde tabt bolden, og erobrede den ofte omkring straffesparksfeltet. Derfor kan vi forvente et højt pres på modstanderens bagkæde, når holdet selv står langt fremme på banen. Under tiden i Dortmund beskrev Klopp i øvrigt Wenger’s filosofi som et orkestre, mens han beskrev sin egen filosofi som ”heavy metal” eller ”full throttle”. Lad os bare træde speederen i bund og komme i gang.

Hvad taler imod succes?
Liverpool bliver Klopp’s første bekendtskab uden for Tyskland. Mainz 05 og Dortmund opnåede begge succes på deres respektive måder med Klopp i styringen – Mainz 05 deres første oprykning og Dortmund to ligatitler og seks trofæer i alt plus en Champions League finale. På samme måde som en god spiller kan tilpasse sig og opnå succes i enhver liga, kan en god manager gøre det samme. Argumentet om, at Klopp ikke vil blive en succes på baggrund af, han kun har været træner i Tyskland er dog tyndt. Han nævnte selv, det ville blive til én titel på fire sæsoner. Lad os bare sætte overliggeren lidt højere og håbe på mere end én.

Velkommen Jürgen.

 

 

 

Leo Vegas Sport