Kommende kampe:

[Blog] Spillerbedømmelser for sæsonen der gik 3. del

Vi fortsætter vores bedømmelse af spillernes sæson. Karakterene går fra 1-10, enkelte spillere har dog spillet så lidt, at de får karakteren N/A (uden for bedømmelse).

I dette indlæg vil vi runde midtbanespillerne. Har du ikke læst 1. del, finder du det her, mens 2. del findes her.

 

Lucas

Lucas Leiva – 5
Blev ikke brugt meget i foråret af Klopp. Men indtil jul var han i perioder en yderst vigtig spiller for Klopp der brugte ham en del for, at finde balancen på holdet.

Lucas gjorde igen igen det han er bedst til: Bolderobringer. Niveauet har været relativt stabilt og der har ikke været særlig mange udfald. Blev mere målsøgende i sit spil efter Klopp kom til. Om det er fordi Rodgers bad ham om, at blive foran forsvaret eller fordi det har været et krav fra Klopp er svært, at sige. Men Lucas befandt sig i hvert fald oftere på den sidste tredjedel af banen end de sidste par sæsoner. Dog uden den store succes mest kendetegnende ved skuddet på mål i 4-0 kampen mod Everton der var en lilleput spiller værdigt.

De dumme frispark blev færre og han tager mere og mere ansvar på banen, både i form af at gå forrest i tacklingerne men også ved at hjælpe sine medspillere når de får en tur af en modstander.

Ikke så meget spilletid til Lucas, men han har gjort en fin figur når der har været brug for ham.

 

Emre Can – 7
Har spillet sig op under Klopp. Befinder sig langt bedre tilpas på den centrale midtbane end i forsvaret. Begyndte sidst på sæsonen at tage mere ansvar og blive mere moden i sit spil. Har dog stadig udfald og foretager urutinerede og dumme beslutninger. Det er acceptabelt, at det sker af og til. Han er stadig ung og spiller med en vis risiko i sit spil. Mangler dog blikket for medspillere når det går stærkt eller han kommer i små rum foran modstandernes felt. Her har han det med, at komme til kort.

Men viste sig yderst vigtig i de afgørende Europa League kampe, hvor hans store motor bidrog med vigtige meter.

Der mangler at komme mål fra tyskeren og flere assist vil pynte gevaldigt på det overordnede billede. 2 mål og 2 assist er lige i underkanten af, hvad man kan forvente af en midtbanespiller, som har lov til, at tage dybdeløb og til tider gå med i boksen.

 

Jordan Henderson – 5
En turbulent sæson. En del skadet, gode kampe, dårlige kampe, gode mål, store afbrændere. Ligesom resten af holdet. Har god viljestyrke og kampgejst, men er ikke blandt Premier League’s bedste på sin plads. For ikke at tale om Europa. Har større forventninger til vores anfører, der må tilføje flere aspekter til sit spil for at kunne hjælpe os til titlen.

Den manglende spilletid for England vidner om, at Henderson ikke kommer sejrrigt ud af sammenligning med andre spillere fra Premier League. Flere hold har haft en æra i Premier League, hvor de har været nummer 1 eller 2 i flere sæsoner. Alle holdene havde en solid 6’er, gerne kaptajn, der klarede specielt det defensive skrald og gav de offensive spillere frihed til at koncentrere sig om det offensive frem for det defensive. Arsenal havde Viera, Manchester United havde Keane, Chelsea havde Makelele og siden Matic, City har Toure. Hendo er ikke på dette niveau. Han gør, hvad han kan, men er ikke blandt Premier League’s bedste på sin plads. Må først og fremmest holde sig skadesfri. Herefter skal der tilføjes flere assists, mål og bedre diktering af spillet, hvad enten det skal gå hurtigt eller langsomt.

Matip og Grujic har allerede haft første træning på Melwood. Begge kan spille på midten, og med deres gode fysik (Matip: 193 cm og 89 kg, Grujic: 190 cm og 82 kg) kan spillerne tilføje den fysiske dimension til vores midtbane, der kræves i toppen af Premier League. Desuden kan nyindkøbene hjælpe med at presse Henderson til at præstere endnu bedre. Krav fra Klopp er én ting, konkurrence om spilletid er en anden.

 

James Milner – 8
Bedste indkøb sidste sommer. Bedste spiller sidste sæson – ifølge Anders Normann.

Det er ikke altid elegant. Driblingerne er ikke i stil med Coutinho, målene er ikke på niveau med Suarez eller Torres, assists er ikke lig Gerrards – men effektiviteten er der. I allerhøjeste grad.

Specielt efter nytår begyndte Milner endeligt at få udbytte af sit hårde arbejde med at blive integreret på holdet. Det blev til mål, assists og adskillige bolderobringer i presspillet.

Optrådte mest på den centrale midt, men det blev også til placering på højre midt, venstre midt, defensiv midt samt offensiv midt central, til højre og til venstre. Den alsidige jernhest klarede de fleste opgaver mere end godkendt. Indsatsen, viljen og det høje løbepensum er altid til stede. Derfor er Milner en af de få spillere, som kan være tilfreds med sin indsats sidste sæson.

Den gode statistik fik endda UEFA til at kåre ham som den 5. bedste spiller på vej til EM. Kun slået af Ronaldo, Ibrahimovic, Griezmann og Payet

 UEFA barometer


Lad os håbe, Milner kommer ud af startblokken i næste sæson med samme niveau, som han sluttede sidste sæson på. Vi har ikke tid og råd til at vente seks måneder hver sæson.

Joe Allen – 6
En sæson, der har været meget op og ned for waliseren. Har primært været indskiftningsspiller, men som takt med at fokus blev skiftet til kampene i Europa League, blev det til flere og flere starter i ligaen for Allen.

Han havde en god periode i januar, hvor det blev til en assist i kampen mod Stoke og til mål mod Exeter og Arsenal. Generelt har det dog været endnu en sæson, hvor Allen ikke helt har formået at sætte sig igennem og overbevise om, at han har en fremtid som starter på et Liverpool-hold, der skal kæmpe med om de øverste pladser i Ligaen.

Han er uden tvivl en god spiller at have på bænken, men spørgsmålet er, om Allen selv vil være tilfreds med den rolle efter sin fine EM-slutrunde for Wales.


Adam Lallana – 7
Endnu en spiller, der har været meget svingende i præstationerne i løbet af sæsonen. Startede svagt, men er blomstret op under Klopp, og leverer et sandt arbejdsraseri i hver kamp. Men hvor der er ikke kan være tvivl om Lallanas løbevillighed og indstilling, så sidder man tilbage med en følelse af, at han stadig leverer for få mål og assists for en spiller, der ligger relativt langt fremme, til trods for at han både har scoret og lagt op til syv mål i den forgangne sæson. Han kommer frem til mulighederne, nu skal de sidste chancer så bare også sparkes ind.

Højdepunktet i Lallanas sæson var udentvivl det vindende mål i overtiden mod Norwich, hvor han bankede bolden op i målhjørnet. Kan se frem til yderligere konkurrence med købet af Sadio Mané, så han skal uden tvivl til at omsætte sine chancer bedre.

Player of the year - Coutinho

Philippe Coutinho – 8
Blev kåret til sæsonens bedste spiller i Liverpool, og det var vel ikke helt ufortjent. Har været klubbens kreative drivkraft de sidste to sæsoner, og meget hviler på den lille magikers skuldre, når Liverpool skal kreere noget offensivt.

Han har ytret, at han virkelig gerne vil til at vinde trofæer, og i denne sæson havde han to fine muligheder for at gøre netop dette. I Liga Cup finalen var han i det store hele anonym, indtil han scorede det udlignende mål syv min før tid. I den efterfølgende straffesparkskonkurrence, var én af tre Liverpool spillere, der brændte og dermed røg pokalen til Manchester.

Mod Sevilla i Europa League var han helt usynlig, og kom aldrig rigtig til at være en del af spillet. Det er ikke optimalt, når alt det offensive spil gerne skal gå gennem den lille brasilianer.

Sæsonen bød dog også på yderst imponerende præstationer mod Chelsea og Manchester City, men klubben har brug for, at Coutinho også løfter sine præstationer, når der er pokaler på spil. Hvis han konstant kan levere sit bedste, så er han en af verdens absolut bedste spillere.


Jordon Ibe – 4
En meget svær sæson for den unge kantspiller, der aldrig rigtigt fik levet op til det potentiale, som han viste sidste forår. I perioder virkede han til helt at have mistet troen på sig selv og sine evner, hvilket kom til udtryk i en opgivende og frustreret attitude på banen.

Han fik dog scoret sine første to mål for klubben i løbet af sæsonen, hvilket var nogle af de få højdepunkter. Det er tvivlsomt, hvad hans rolle for klubben bliver i den kommende sæson, men han virker som en spiller, der vil have rigtigt godt af at komme en tur på lån i en anden klub, så han kan få genopbygget sin selvtillid.

Med ankomsten af Sadio Mané kan man godt forestille sig, at Ibe skal vise noget helt utroligt i sommerens træningskampe, hvis han skal tiltvinge sig noget der minder om fast spilletid på Anfield i næste sæson.

Kevin Stewart – N/A
Blev hentet tilbage omkring nytår da der var mange skader. Blev hovedsageligt brugt i kampe, hvor vi ikke ville risikere flere skader eller karantæner. Til tider gav det god mening det han foretog sig, andre gange kom hans mangler tydeligt til udtryk i hans spil. Mangler omgang med bolden, prøver og han kæmper for det. Men han er et niveau eller tre fra, at have en fremtid i Liverpool.

Tottenham havde opgivet ham inden han kom til Liverpool på en fri transfer, hvilket jeg godt kan forstå. Men han udfyldte rollen som back up rigtig fint når det var nødvendigt så vi kunne spare spillere til de mere vigtige kampe.

Sheyi Ojo – N/A
Friskt pust. Viste til tider hvorfor han er højt ratet i Liverpool. Flot assist til Sturridge bl.a. Skal have mere spilletid for at kunne blive bedømt ordentligt. Men der er helt klart noget talent i knægten. Har dog stadig meget at lære. Viste til tider manglende koncentration, han var ukoncentreret på et hjørnespark, hvor han ikke ænser, at bolden bliver sparket ind i hans område, hvor han står og snork sover. Sådan nogle fejl er der ikke plads til i Premier League og dem skal der rettes op på. Heldigvis er han stadig ung og kan nemt få bygget mere på sit spil.

Ham kommer vi uden tvivl til at se mere af i næste sæson.

 

Cameron Brannagan – N/A
Klopp gav den unge englænder fik sin første plads i startelleveren i Capitol One Cup-sejren over Bournemouth på hjemmebane. Ellers har det været sparsomt med spilletid, men talentet banker så småt på i truppen.

Barcelona har ifølge medierne haft scouts ude for at se på Brannagan efter en solid indsats i en kamp mod catalonierne i UEFA Youth League. Fik dog forlænget sin kontrakt i oktober og blev rost af Klopp, så lad os håbe, vi kommer til at se mere til midtbanetalentet fremadrettet.

 

Pedro Chirivella – N/A
Fik, som flere andre ungdomsspillere, sin debut mod Bordeux i efteråret. Og netop som flere andre ungdomsspillere fik Chirivella efterfølgende begrænset med spilletid, efter Klopp tog over. En ny manager er tvunget til at præstere med det samme, hvilket resulterer i nedprioritering af udviklingen af unge spillere.  

Forlængede dog sin kontrakt i marts, så han skal nok få flere chancer. Endnu en spiller, vi kommer til at se mere af fremadrettet.

Leo Vegas Sport