”Oh Captain, My Captain” –  Den sætning har jeg sagt og skrevet til mine venner mange gange gennem tiden, når Steven Gerrard endnu engang bragte Liverpool ud af mørket med en scoring på det helt rette tidspunkt.

Jeg havde egentlig gjort mig en masse forskellige tanker omkring ugen der gik, og jeg var også godt i gang med at skrive denne uges blog. Men torsdag indløb en nyhed, som gjorde, at jeg ikke rigtigt kunne samle tankerne om andet.

Jeg brugte det meste af dagen på at samle mine egne tanker om en af Liverpools største gennem tiderne, brugte tiden på at læse størstedelen af de mange reaktioner, der kom ind, og på at finde ud af, hvordan jeg skulle gribe nyheden an.

Det hele endte med, at jeg slettede min oprindelige blog, for i stedet at bruge lejligheden til at hylde en ægte leder og et klubikon. Det har været svært at finde hoved og hale i det hele siden torsdag middag. Så hvis bloggen er lidt rodet, eller hvis der kommer lidt vel rigeligt med gentagelser, så beklager jeg, og jeg håber, at du kan bære over med mig denne ene gang.

Tak fordi du læser med – og kom gerne med dine minder og kommentarer på Facebook.

Og lad os så komme i gang. Her kommer ti ting, jeg tror, at jeg tænker om Steven Gerrard.

1. Jeg tror, at jeg tænker, at Steven Gerrard er indbegrebet af Liverpool Football Club

Så kom dagen, som nogle måske vil mene burde være kommet for et par år siden. Steven Gerrard har valgt at stoppe karrieren. Det er en af de dage, man godt kunne forudse ville komme inden længe, men når den så oprinder, så slår den alligevel hårdt.

En lokal knægt, med et kæmpe talent som spiller, og med så stort et hjerte, offervilje og kærlighed til en klub og en by i det regnfulde og grå nordvest England, kunne ikke andet end blive et ikon blandt fansne – et ikon, der måske er større end de største – Heighway, Rush, Dalglish og hvad de ellers hedder.

En arbejderknægt, hvis familie blev ramt af tragedien på Hillsborough, og som gav alt til hjerteklubben, til trods for at der var flere og bedre tilbud fra klubber både hjemme i England og ude i Europa.

Kærligheden fra spiller til klub og fans – og den anden vej rundt, vil for altid være et helt unikt eksempel på det fællesskab, der hærsker i og omkring Liverpool Football Club.

Som han selv sagde til medierne efter finalen i Istanbul:

”We were massive underdogs at the beginning of the competition and I’ll put my hands up and say I didn’t think we were going to go all the way. But, as you can see, we are never beaten. The manager told us to keep our chins up, to try and score early in the second half and give some respect for the fans. The first goal gave us a bit of belief. The supporters have saved up for weeks and months to come here. I am so happy to lift the cup for the fans.”

2. Jeg tror, at jeg tænker, at målet mod Olympiakos vil være eksemplet på ”The Anfield magic” i mange år frem i tiden

Der bliver ofte snakket om, at aftenkampe på Anfield er noget helt specielt. Der kan nævnes mange gennem tiden, men en af dem, der står klarest i erindringen, vil utvivlsomt være kampen mod Olympiakos.

Liverpool er nede i sækken efter Rivaldo bringer Olympiakos foran på et frispark. Liverpool skal nu score tre mål for at gå videre fra gruppen. I anden halveg tog Gerrard langsomt taktstokken, og to mål fra Florent Sinama Pongolle (ja, ham) og Neil Mellor, bragte håb for de røde.

Og så kom målet. Et mål ud af det blå – med tre scousere som bagmænd. En lang bold fra Carragher til Mellor, som header tilbage til Gerrard, som tordener bolden i nettet og nærmet springer ind på The Kop i jubel.

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=PG_TD-4AuKw&w=560&h=315]

Det bliver ikke større. Det bliver ikke bedre. Det var fødslen af det, der skulle blive hans varemærke de næste mange år – ”The Steven Gerrard Moment”.

Hvis en statistik forklarer hvad et ”Steven Gerrard Moment” er, så er det den her.

3. Jeg tror, at jeg tænker, at det der gjorde Gerrard unik var den passion, han spillede med

Som nævnt længere oppe, så er noget af det, som springer i øjnene ved Steven Gerrard, den passion han spillede med. Der var altid en kæmpe jubel, når han endnu engang havde braget bolden i nettet.

Han ville vinde, hver en kamp. Ikke kun for sig selv, men for holdet. For klubben. For hele Liverpool. Der skal ikke herske tvivl om, at hans vilje til at vinde kampe smittede af på holdkammeraterne – hans kærlighed til fansne og klubben, og til fodbolden i det hele taget lyste ud af ham, hver gang han gik på banen.

Han bar anførerbindet med stolthed, ære og respekt for den historie, der ligger bag. Men mest af alt var han glad – og trist – med og for fansne. Mest af alt fordi han selv var glødende fan.

Steven Gerrard var en af de få fodboldspillere, som tænkte med hjertet og ikke med tegnebogen. Nogle vil kalde ham dum, fordi han ikke skiftede til større klubber for en større løncheck. Ander vil kalde ham en tryghedsnarkoman. Jeg vil kalde ham præcis, hvad han er – nemlig helt og holdent forelsket i Liverpool FC, som så mange af os er.

4. Jeg tror, at jeg tænker, at hans udvikling fra boks-til-boks spiller til at være en ægte midtbanegeneral var helt utroligt undervurderet

Da han fik debut for Liverpool, var Steven Gerrard en ung tynd knægt, med masser af energi, der ville frem ad banen. Den løbevillighed og målfarlighed, han udviste fra start af, blev lidt et varemærke for hans karriere, men jeg synes bestemt også, den generalisering undervurderer, hvor klog en spiller han egentlig var.

Det blev især tydeligt senere i karrieren, hvor fysikken og hurtigheden ikke helt var den samme som i begyndelsen. Den måde han styrede midtbanen på i den der 2013/14-sæson, var helt på niveau med Pirlo, Alonso og hvad de ellers hedder – hvis ikke bedre.

Det har været en fornøjelse som fan at følge den udvikling, Gerrard gennemgik i løbet af sin tid i klubben, men jeg mener ikke, at folk – især de såkaldte eksperter – var helt så gode til at anerkende det skift i spillestil han foretog med alderen. Det kræver evner og fodbold-iq, at kunne omstille sit spil på den måde, for en så central spiller.

5. Jeg tror, at jeg tænker, at hans lederegenskaber var helt unikke

Passion, vindermentalitet og kærlighed til klubben er vigtige kvaliteter, når man skal beskrive Steven Gerrard. Men ingen beskrivelse er komplet uden at inkludere hans helt unikke lederevner.

Evnen til at gå forrest i modgang, evnen og viljen til at finde en vej ud af mørket, når alt ramler sammen. Evnen til at samle sine medspillere op – tage dem på ryggen og så sige ”kom så drenge, følg efter mig”.

Det kom til udtryk for både klub- og landshold, og hans vilje til at stå frem og tage de tæsk, der måtte komme som anfører for en af verdens største klubber, var helt naturlig for ham.

Vi husker alle hans ord, da spillerne stod i en klynge efter at have kørt Man City ud af Anfield på røv og albuer i 2014, ”We go again”. Desværre fik han ikke det skide mesterskab – men det her tweet siger alt.

6. Jeg tror, at jeg tænker, at det manglende mesterskab absolut ikke får indflydelse på hans legende

Det manglende mesterskab vil springe i øjnene på nogle. For os Liverpool fans betyder det absolut ikke en meter. I sin tid var Steven Gerrard ikke omringet af verdensklassespillere, men andre arbejderbier, som fulgte hans initiativ på banen.

Han var ikke en Ryan Giggs, Paul Scholes, Frank Lampard eller John Terry, der konstant spillede sammen med spillere fra øverste hylde. Xabi Alonso var stadig ung, da han var i Liverpool, det samme var Mascherano. Men når Gerrard havde en Suarez eller en Torres at spille sammen med, så var det næsten nok til at hive det skide trofæ hjem.

Meget passende så er Champions League sejren dermed et symbol på selve Steven Gerrards karriere, i og med han løftede et gennemsnitligt hold til uanede højder – naturligvis på baggrund af et dramatisk comeback, der var ansporet af kaptajnen.

Jeg har bekendte, der holder med de røde fra Manchester, som hårdnakket påstår, at Paul Scholes var en bedre fodboldspiller end Steven Gerrard. Mit svar til dem vil altid være, at de ikke har et argument, da Paul Scholes aldrig på egen hånd løftede et hold med spillere som Igor Biscan, Vladimir Smicer, Djimi Traore, Harry Kewell og Milan Baros til et Champions League trofæ.

7. Jeg tror, at jeg tænker, at få spillere nogensinde har betyde så meget for et hold, som Steven Gerrard gjorde for Liverpool i årene 2004-2007

Netop i den periode viste Gerrard sig som den klassespiller han vitterligt var. Ikke nok med, at han ene mand løftede Liverpool til Champions League titlen i Istanbul, så gjorde han det samme året efter, da han udlignede i FA Cup finalen mod West Ham i Cardiff.

Og fra det punkt og til slutningen af karrieren, var han som sagt, the man of the big moments. Om det var hattricket mod Everton, de to kamera-kys på Old Trafford eller de to mål mod Real Madrid i sin europacup kamp nr. 100.

Jeg har sjældent set en midtbanespiller være så dominerende og afgørende i de store kampe, som Gerrard var i den periode. Det var et imponerende syn og en fantastisk oplevelse at følge Gerrard indtage verdensscenen som en af de absolut bedste spillere i verden.

Da han var på sit højeste niveau lå han som midtbanespiller på omkring 20 mål på en sæson, og interessen fra mange andre store klubber vidner da også om en spiller, der ret beset havde fortjent at have bedre spillere om sig, end han havde i størstedelen af sin karriere.

8. Jeg tror, at jeg tænker, at selv konkurrerende fans og spillere elskede Steven Gerrards personlighed og spillemåde

Mange konkurrerende fans vil på det kraftigste afvise, at de elskede at se Steven Gerrard spille fodbold. Men når det så er sagt, så er der også rigtigt mange fans af andre hold, der var imponeret over vores kaptajn. Det viser de mange reaktioner på de sociale medier i løbet af torsdagen da også.

Det er umuligt, at have alle reaktionerne fra tidligere holdkammerater med i denne blog, men Liverpool Echo har lavet en fin lille opsamling af tweets fra tidligere Liverpoolspillere og eksperter.

Samme medie har også lavet en samling af reaktioner fra Gerrards største modstandere og andre fodboldlegender. Det er imponerende at se, hvor stor en stjerne Gerrard har hos både holdkammerater og modstandere.

Som sagt er det umuligt at få alle de rørende afskedsord med fra tidligere holdkammerater, men den her besked, som Luis Suarez smed ud på Twitter i går, var godt nok tæt på at sætte gang i vandværket i øjnene hos mig.

9. Jeg tror, at jeg tænker, at nok var Gerrard englænder – men han kunne lave mål som en brasilianer

I sin karriere lavede Steven Gerrard 186 mål for Liverpool. Nogle var mere betydningsfulde end andre. Men blandt de 186 mål, var der en hel del perler, der mere minder noget en brasiliansk tekniker fra Rio ville banke ind frem for en midtbanemotor fra Liverpool.

Det kan altid diskuteres, hvilke mål der hører til blandt de bedste i Steven Gerrards karriere, men her er i hvert fald et bud på en liste.

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=8DCp9i79hSk&w=560&h=315]

Men hvorfor nøjes med en top ti, hvis man kan få samtlige 186 mål serveret på små 45 minutter. Sæt kaffen over og nyd den her perlerække af mål.

10. Jeg tror, at jeg tænker, at Steven Gerrard for min generation fremover vil stå som målestokken for spillere i Liverpool

Det er altid svært at komme med et konkret bud på, hvem der er ”den bedste spiller nogensinde” i en klub med Liverpools historie. Der er så stor generationsspredning på os som fans, at vi nok aldrig vil blive enige.

Nogle vil med rette mene, at Ronnie Moran er den største nogensinde. Andre vil – også med rette – kunne argumentere for Kenny Dalglish, Kevin Keegan, Tommy Smith eller Ian Rush.

Der har været så mange store spillere i denne klub, at vi nok aldrig bliver enige. Men for mig står Steven Gerrard som den absolut største stjerne i klubben. Med mine 33 år har jeg kun oplevet slutningen på Ian Rushs karriere, fik aldrig set de store hold fra fortiden og har aldrig oplevet at juble over et mesterskab som fan af Liverpool.

Derfor er æraen med Steven Gerrard ved roret en del af mig. Triumfen i Istanbul er det største, jeg har oplevet som fan af klubben. En triumf, som Gerrard spillede en så afgørende rolle i, at hvis det var hans eneste bedrift, så ville han stadig være et kæmpe ikon for mig.

Sejren over Milan var imidlertid ikke hans eneste bedrift. Han vandt ni titler med klubben, men satte et langt større aftryk hos fansne. Han er indtil videre den sidste af vores egne hjemmedyrkede spillere, der slog helt igennem. Han var fan af klubben, byen og ikke mindst var han en af ”os”. Han har jublet over mesterskaber i 80’erne, er blevet personligt berørt af tragedien på Hillsborough og har været med til at give den nye generation af fans noget at juble over på trods af manglende succes i ligaen.

Det tætte bånd mellem Gerrard og fansne er bedst beskrevet i dette tweet, som også beskriver, hvordan jeg har det med manden.

Med sin klasse på og udenfor banen, har Steven Gerrard efterladt en høj standard, som fremtidige spillere i Liverpool vil blive holdt op imod. Meget tyder på, at Gerrard er på vej til at få en rolle som træner for et af klubbens ungdomshold. Det vil i mine øjne være helt perfekt, hvis han kan give sin kærlighed til klubben videre til de unge spillere – hvis de får halvt så meget vilje, lederskab og passion, som Steven Gerrard ind i kroppen, så ser fremtiden lys ud for Liverpool.

På statuen af Bill Shankly foran Anfield står der ”He made the people happy”. Hvis Steven Gerrard på et tidspunkt får sin egen statue ved stadion, kan teksten passende være

”Oh Captain, My Captain – You Were FANTASTIC!”

Tak for alt Stevie, og held og lykke med fremtiden.

YNWA

——-

Fik du ikke læst sidste uges udgave af Ti ting, jeg tror, at jeg tænker, så kan du finde den her