Vi har fået et kapitel af den nye danske Liverpool bog Liverpool i Blodet, som du kan læse herunder.
I det næste medlemsblad har du mulighed for at læse anmeldelse af bogen, som er i handlen nu, samt der kommer en konkurrence, hvor du har mulighed for at vinde et eksemplar.
Du kan melde dig ind i fanklubben her.
“Hvis vi kommer i finalen, så skal vi altså af sted.”
Sådan lyder beskeden på Facebook. Der er gået 11 år, siden Liverpool vandt en vanvittig Champions League-finale i Istanbul, og nu vil Lasse have mig med til finalen i Europa League i Basel i 2016.
Meget er sket, siden Liverpool sidst vandt en europæisk turnering. Lasse er blevet gift og fået to børn med sin kone Marie. Jeg er blevet far to gange, men også blevet skilt. Liverpool er gået fra Benitez til Klopp og fra Moores til Fenway. Klopp har fået klubben i Europa League-finalen efter kun cirka otte måneder som manager. Vi har skrevet på denne bog i lang tid, og nu skal turen til Basel være afslutningen på vores projekt.
Istanbul, 2005. For mange mennesker havde det været et simpelt valg at sige ja tak, men for mig tog det lidt tid. Livet er fyldt med alt for mange valg og alt for mange forbandede konsekvenser, og hver gang er det en kamp at tage de valg. Denne gang stod valget mellem at tage med Lasse, Lars Ole og Rasmus til Istanbul og se Champions League-finalen mellem AC Milan og Liverpool FC eller blive hjemme og spare pengene. På den ene side var det jo let nok. Bare at sige ja og komme af sted. Men på den anden side var jeg en arbejdsløs akademiker i et nogenlunde nyanskaffet hus og med en kone, der netop havde afsløret, at hun ventede vores første barn. Jeg var på dagpenge og fruen på startløn. At tage en beslutning om at smide et ret stort beløb for at komme til Tyrkiet og se en fodboldkamp, var ikke så nemt.
Vi havde seks billetter til finalen, men endte med kun at tage fire af sted. Vores fælles ven Peter fik den femte. Han havde i den grad altid hjulpet os, så det var kun rart at kunne hjælpe tilbage for en gangs skyld. Den sjette solgte vi i Istanbul. Som jeg husker det, solgte vi den til påførte pris, men damen, der købte, insisterede på at give ekstra for den, da hun var så begejstret for at kunne komme ind og se Liverpools første finale i mesterholdenes turnering i 20 år.
Jeg valgte altså at sige ja til en tur med drengene til Istanbul, men det var ikke uden ondt i maven. Det viste sig hurtigt, at det ikke var så nemt at komme derned, da næsten alle billige flybilletter var udsolgt. Man kunne komme af sted for 15.000 for en retur eller deromkring. Det ville fruen ikke acceptere, det vidste jeg. Hun ville mig kun det bedste, men der var en grænse, og det kan en jyde som jeg i den grad godt forstå. Jeg sætter tæring efter næring, og jeg bruger ikke penge, jeg ikke har. Bum.
Det lykkedes dog for Lasse at finde billetter med Lufthansa fra Hamborg. Tre var på første klasse og en på monkey class. Jeg husker ikke prisen, men den var rimelig, og konen accepterede. Det var rart, for der var jo også den lille finte, at jeg allerede i efteråret havde været en tur i Liverpool og set de røde spille mod Charlton. Argumentet dengang havde været noget i stil med, at jeg stort set aldrig kom af sted, og det var once in a life time og en masse andre klicheer. At bruge de argumenter i forhold til en kamp mod Charlton bed mig i dén grad i røven, da jeg nu skulle ned og se den store finale mod Milan, der på det tidspunkt kunne slå Charlton om de så spillede 4 mod 11.
Turen til Istanbul var speciel – om ikke andet så for flypersonalet. Flyet var fyldt med Liverpoolfans fra flere lande. Rasmus, Lars Ole og jeg var på første klasse, mens Lasse måtte nøjes med økonomiklassen. Der gik ikke længe, inden flyets bar var tømt for øl. I hvert fald på økonomiklassen, på første klasse fik vi stadig gratis nødder og masser af drikkevarer. Da det blev kendt, at økonomiklassen ikke længere kunne købe øl, begyndte en mindre stafet af øl fra første klasse til økonomi. Ned på gulvet med uåbnede øl og så trille dem ned til de andre på økonomi. Tror ikke helt, stewardesserne var vant til dette.
Istanbul var én stor fest, og alle bekymringer om ballade mellem tilskuere og politi kunne man godt glemme alt om. Alt var i fineste orden. Byen var delt op, så Liverpools fans boede i den nye halvdel, og Milans i den gamle. Vi boede i den gamle, men vi så meget få Milan-fans. Byen var til gengæld proppet med Liverpoolfans. Der var røde trøjer alle steder, i barerne, i parkerne, i butikkerne, på restauranterne, på trapperne og på tagene. Og der blev sunget og sunget og sunget. Sangene var om Luis Garcia, Carragher, Gerrard, Hyypiä, Alonso og vores nye frelser Benitez. Derudover kunne man hele tiden høre lyden af tusinde fans, der gengav trompeterne i Johnny Cashs udødelige Ring of Fire. ”Da da da da da da da daaaa” lød det igen og igen.
Stemningen var euforisk på en helt speciel og rar måde. Det var tydeligvis fans, der var i en verden, de ikke havde turdet drømme om, da de så Denni Conteh score for middelmådige Strasbourg i holdets 3-0-ydmygelse af et modløst Liverpool-hold bare otte år tidligere. Det, der år tidligere havde virket som total utopi, var nu virkelighed. Fra i 90’erne at være slået ud af europæisk fodbold af hold som Genoa, Strasbourg og Brøndby, var Liverpool nu i en europæisk mesterholdsfinale igen.
Den første aften festede vi og drak øl i både vores eget kvarter og på Taksimpladsen i det centrale Istanbul. På vej hjem fra vores bytur fulgtes jeg med Rasmus. Jeg var 31 år og på vej til at blive far for første gang. Da det var ganske nyt, havde min frue og jeg ikke fortalt nogen om det endnu, men der på vejen hjem til hotellet fortalte jeg det til Rasmus, der allerede var blevet far. Det var et roligt øjeblik på en ellers hæsblæsende tur. Det var et øjeblik, hvor vi begge var blevet voksne. Det var mørkt, da vi gik hjem, og det var, som om barndom og voksenliv flød sammen. Det barnlige i at holde med en fodboldklub og være rejst flere tusinde kilometer for at se sine helte kæmpe mod 11 italienske skurke, og så det, at man nu pludselig selv skulle til at være en helt. Fra at være i centrum af verden til at være rammen. Til at skulle få en søn eller datter til at holde af noget, som også jeg holder af noget. Det er et romantisk billede. Jeg husker, at min søns første fodboldkamp i tv var Luton-Liverpool. Alonso scorede fra egen banehalvdel, og jeg delte på min blog og alle mulige steder, at nu så far og søn fodbold sammen. Se mig, og se min idyl. Noget tid senere, da Liverpool tabte til Manchester United, blev jeg så hidsig, at jeg kastede fjernbetjeningen igennem lokalet, så mine børn blev bange. Ingen deling. Ingen idyl.
Jeg har aldrig villet presse min søn ud i noget, men har bare ønsket at have noget fælles at snakke om, at mødes om. Det bliver næppe Liverpool, men den aften i Istanbul forestillede jeg mig, at jeg var far, og at min søn også holdt med Liverpool, og at vi havde den ting sammen.
Fest og farver i Istanbul blev erstattet af absurditet, da vi skulle ud til Atatürk Stadion, hvor kampen skulle spilles. Vi havde fået besked om, at vi skulle tage derud i god tid, da turen godt kunne blive langsommelig. Og det blev den.
Atatürk Stadion var bygget i et forsøg på at få de olympiske lege til Istanbul i 2008. Omkring det skulle den olympiske by og andre faciliteter bygges. Men intet af det var blevet til noget, så da 75.000 tilskuere skulle ud til dette stadion et stykke uden for Istanbul, gik trafikken i stå. Alt, hvad der bare lugtede af smart infrastruktur, var blevet droppet, da Tyrkiet ikke fik OL alligevel. Det var derfor kun muligt at komme til stadion i bil eller bus. Og vejen derud havde ét spor … I starten var turen sjov, og krydret med øl og sang, men efter et stykke tid røg vores tålmodighed. Busserne bevægede sig i sneglefart, og da stadion kom til syne, begyndte folk at springe af dem. I starten blev vi dog stående i bussen. Min angst for det ukendte herskede. Bussen var tryghed, og det kunne jo være, at den lige pludselig kunne køre igen. Men folk vandrede stille og roligt forbi dette aflange gule stykke køretøj, og til slut overgav selv jeg mig.
I lange rækker stod folk i røde trøjer og tissede. Busturen havde varet langt over en time, og da folk havde drukket øl i massevis, skulle en hel del vand hældes fra kartoflerne, og det blev det så op ad skråningerne i vejsiden på vej mod Atatürk. Jeg ventede. Det med bare at tisse på en vejskråning er ikke mig, så hellere et fint, rent toilet. Efter et stykke tid kunne jeg dog ikke holde mig mere. Jeg måtte tisse, men stadion var stadig et stykke væk. Jeg kiggede rundt efter et træ eller andet, jeg kunne gå om bag, men der var intet. Vi var i et ørkenagtigt landskab, fladt, goldt og uden noget at gemme sig bag. Der var ikke andet at gøre end bare at stille sig til at tisse. Lasse var hurtig og snuppede mit kamera og forevigede Lars Ole og mig stående med Atatürk i baggrunden og tissemanden ude af bukserne midt på en ørkenagtig mark i Tyrkiet. Når en mand skal, så skal han.
Mange tusinde Liverpoolfans vandrede over de øde marker, der lå op til stadion, mens tomme busser kørte i sneglefart på vejen lidt derfra. Vi ankom i god tid, men på trods af at der var fest og sang udenfor, var det ikke til at finde noget sted at købe hverken mad eller vand. UEFA havde arrangeret en slags fanfest uden for stadion, men den var helt overtaget af scousere. En mand prøvede febrilsk at sige noget i en mikrofon, men scenen var fyldt med fulde englændere, der sang og ikke havde tænkt sig at lade andre diktere deres fest. Der var fest og sang, men på en forkert måde. Det var en arrangeret fest, og den gik ikke. I Istanbul havde festen været på fansenes vilkår, og det havde været sjovt. Her var det UEFA, og der var ingen øl eller vand eller mad at få. Det kunne man inde på stadion, men kun 2 dl vand i små bægre, og der var lange køer. Jeg vil skyde på, at der fra vi kørte fra Istanbul, og til kampen var slut, og jeg mødte en tyrkisk gadesælger med vand til salg, gik omkring 10 timer. Kan ikke huske, jeg hverken før eller siden har været så tørstig.
Selve kampen er en velkendt historie. Vi var spillet ud af banen og bagud 3-0 ved pausen. Så kom de tre hurtige mål, og Dudek reddede det hele til sidst. Vi sad lige ud for det mål, hvor alle mål blev scoret, og hvor straffesparkskonkurrencen blev afholdt. Minderne er Gerrards heroiske indsats, afsluttende med en præstation som meget alsidig højre back. Det er Carraghers tacklinger og kramper. Det er Dudek, der går alt for tidligt på alle straffespark, men redder det ene efter det andet. Det er You’ll Never Walk Alone i pausen. Det er de krammere, der blev delt ud til alle omkring mig. Det var en skør og lang aften.
Kampen sluttede klokken 01.00 lokal tid. Vi ville hjem til vores hotelområde og fejre videre, men der gik lang tid, inden vi kom med en bus. Det til trods var stemningen høj, for vi havde nappet nummer fem i en af de mest vanvittige finaler nogensinde. Og så var det helt fint at stå på en parkeringsplads uden for Atatürk sammen med Peter, Lasse, Palle, Hansen, Lars Ole og Rasmus og tusinder af andre rødklædte folk, der heller ikke kunne komme tilbage til byen. Der gik to timer, inden vi kom med en bus, og da vi endelig nåede Istanbul, var vi så trætte, at festen var forsvundet fra vores hoveder og kroppe, og vi gik i seng.
Det var et sjovt hold, vi stillede med den aften. Ud over Alonso og Garcia var spillerne alle fra Houlliers hold. På toppen havde vi Milan Baros, der trods en kort opblomstring i efteråret 2004 ikke just havde sparket mange mål ind i den røde trøje. På bænken havde vi Djibril Cissé, der var kommet til samme tid som Benitez, men som var købt af Houllier. Cisse havde brækket benet i oktober, men var overraskende blevet klar inden sæsonen var slut. Og så var det med Djimi Traoré som venstre back. At han skulle ende som vinder af Champions League, var der ikke mange, der havde spået, selvom Lasse tidligere havde fortalt alt og alle, at Djimi ville blive anfører på det franske landshold en dag. Det skete aldrig. Vi var et hold uden mål, og alligevel formåede vi at score tre mål på syv minutter i de mest vanvittige fodboldminutter i mit liv. Målene kom fra midtbanen og ikke fra angrebet. Sommeren før havde vi mistet Michael Owen til Real Madrid, og den kommende erstatning skulle vise sig at blive Peter Crouch. Vi var trods sejren noget usikre på, hvad fremtiden skulle bringe for dette hold.
Vi havde endnu en dag i Istanbul, inden vi fredag morgen skulle tilbage til Danmark. I vores iver efter at være turister, planlagde vi ved morgenbordet, at vi ville ud og sejle en tur på Bosporus. Der måtte være muligheder for en eller anden guidet tur, så vi hoppede om bord på en taxa og bad ham om at finde et sted, hvor vi kunne sejle ud og se Istanbul fra vandet. Hvor godt denne taxachauffør forstod os, skal jeg ikke kunne sige, men da vi havde kørt en halv times tid og var på vej ud af Istanbul, bad vi pænt om at blive sat af igen. Vi havde været easy money for chaufføren, og så kunne vi lære at spørge om pris og destination, før vi hoppede om bord i den gule vogn.
Om aftenen blev kampen genset på den lokale pub, og så var der øl og sang igen. Vi skulle tidligt af sted næste morgen, så Rasmus og jeg gik nogenlunde tidligt i seng, som de fornuftige og kedelige mænd vi nu var (er). Næste morgen blev vi hentet af en taxa klokken 07.00 ved hotellet. Jeg bankede på hos Lasse og Lars Ole. Lasse åbnede med et håndklæde omkring sig og en trafikkegle under armen.
“Jeg var lige i bad med min kegle”, fremstammede han med noget rusten stemme. Jeg accepterede den underlige situation og sagde, at jeg også bare lige ville høre, om de var klar til at tage af sted. Lasse var næsten klar, men han vidste ikke lige, hvor Lars Ole var. Taxaen holdt på gaden, Lasse gik halvnøgen rundt med en trafikkegle, han troede var Europa Cup-pokalen, og Lars Ole var væk. Hmmmm. Lasse kom hurtigt i tøjet, og sammen fik vi pakket Lars Oles taske, mens vi diskuterede, hvad vi skulle gøre, hvis han ikke snart kom. En enkeltbillet hjem kostede kassen, så vi havde ikke råd til at droppe vores fly og vente på Lars Ole. Hvis han ikke kom, måtte vi efterlade hans taske i hotellet og så flyve hjem til Danmark uden ham. Det havde vi svært ved, men vi havde ikke råd til at blive.
“Jeg løber lige ned til de værtshuse, hvor vi sad i nat, og kigger efter ham.”
Lasse tog initiativ, mens Rasmus og jeg venligt smilte til taxachaufføren og sagde, at om five minutes ville vi være klar. Og så tog Lasse ellers løbeturen ned i barområdet for at se, om han kunne finde vores ven. Det kunne han.
Lars Ole sad stadig og sang og drak øl og havde cirka lige så meget styr på tiden, som italienere har på at fremstille IC4-tog. Og så gik det ellers mod Danmark. Turen til Danmark er lang for de fleste, men hvis man som Lars Ole har gang i en kæmpe fest klokken 07.00 om morgenen, kan det blive en ekstra lang tur. Det var for vi andre fascinerende at opleve et menneskes udvikling fra festabe til søvnig til gennemtrawlet af de værste tømmermænd nord for alperne på en og samme tur. Jeg tror, han den dag i dag er taknemmelig for, at vi fik ham med hjem til fruen i god behold. Da han trådte ind ad døren derhjemme i Aarhus Nord, siger rygterne, at han faldt sammen i tårer og udmattelse. Fruen var selvklart nervøs for, om han havde været hende utro, siden han stod der i døren med tårerne ud af øjnene, men han var blot glad og lykkelig for sin fodboldtur ud i verden og sin hjemkomst til familien.
Selv kom jeg også hjem i god behold. Fruen var selvsagt glad for at have sagt god for turen, men indrømmede dog, at hun havde bandet det væk i pausen. Hjemme lagde jeg mig på sofaen og så en genudsendelse af kampen. Da Dudek reddede Schevchenkos skud i den forlængede spilletid, gav min krop et sæt, og også jeg begyndte at tude som en stukket gris. Jeg bryder mig mildest talt ikke om at se mænd græde over ligegyldige ting som fodboldkampe, men i denne situation var det bare hele turens indtryk og kampens forløb og det at skulle være far og verdens gang, der pludselig ramte mig. Og så græd jeg bare der i sofaen. Sølle og alene sad jeg bare der og græd over noget så ordinært som en fodboldkamp.
Det nager mig ikke den dag i dag, at jeg græd den dag. Det nager mig dog, at jeg flere gange har tænkt, at det var rigtigt at græde, når et fodboldhold vandt en kamp. Jeg husker sejrene i 2001, hvor Liverpool vandt tre cupfinaler inden for et par måneder, og jeg tænkte, at nu måtte jeg da knibe en tåre. Mit hold havde vundet, og nu var det tid til at vise følelser, men intet kom ud over den umiddelbare glæde. Jeg er med alderen blevet meget mere bevidst om følelser. Sådan har jeg det eksempelvis også i forbindelse med Hillsborough-katastrofen i 1989. Det var en forfærdelig tragedie, men jeg sørger ikke over den, og jeg bliver ofte sur, når jeg hører danske Liverpoolfans snakke om sorg i den forbindelse. Sorgen ligger hos de efterladte og ikke hos os, der bare holder med en udenlandsk fodboldklub. Jeg føler med dem og er med på, at det er og var en katastrofe og skandale, men sorg er for de nærmeste. At sige man sørger over folk, man aldrig har mødt er for mig respektløst over for de efterladte.
Tømmermændene meldte sig også for Liverpool kort efter. Klubben var på toppen af verden. Havde lige vundet den meste spektakulære finale længe set, og så gik det hele i stå. Kort tid efter sejren var Steven Gerrard så godt som solgt til Chelsea. Direktør Rick Parry var på sommerferie, mens David Moores virkede mere og mere modløs som ejer af klubben. Det var ellers på dette tidspunkt, hvor Liverpool kunne og burde have nået det hele. Rafael Benitez var en stjerne, og trods en femteplads i ligaen havde han ført Liverpool til den største triumf i 21 år. To år efter førte han igen klubben til finalen i Champions League, hvor modstanderen igen sjovt nok var AC Milan. Denne gang var miraklerne forbi, og italienerne vandt kampen med 2-1.
Så blev klubben solgt til to amerikanske fantaster, der ingen penge havde. Og i 2010 var klubben få timer fra at gå konkurs og dermed blive sendt ned i de lavere rækker. Da hed manageren Roy Hodgson, og spillerne blandt andet Christian Poulsen og Paul Konchesky. Vi var faldet igen. Og Europa var igen langt, langt væk.
I 2014 var Liverpool igen med i Champions League, men det gik som bekendt ikke meget bedre end i starten og midten af 90’erne. Man kan på sin vis sammenligne 2013-14-holdet med holdet fra midten af 90’erne. Begge spillede angrebsfodbold og var tæt på at vinde det engelske mesterskab, men i Europa fungerede det slet ikke. Efter 90’erne skulle der en franskmand, Houllier, og en spanier, Benitez, til for at bringe os tilbage på sporet i Europa. Noget tyder på, at det nu er en tysker, der igen får os på rette kurs. I hvert fald lykkedes det Jürgen Klopp at få Liverpool i en europæisk finale i sin første sæson i klubben.
Basel 2016. Det er underligt. Man stod der i Istanbul og følte sig som voksen. Tæt på voksenjob, barn på vej, ude i den store verden, og så pludselig står man i Basel 11 år senere. Intet job, skilsmisse og på vej til at flytte ind i et nyt liv. De seneste 11 år har været hårde og ikke som forventede. Flere tilfælde har gjort, at livet ikke er blevet, som det måske skulle have været. Alligevel er det hele ikke så skidt. I to år har Lasse og jeg leget forfattere. Vi synes begge, det er en leg, og vi ved godt, at vi ikke er så hurtige og så dygtige, som vi måske burde være. Men nu har vi gjort det. Og nu har vi også fået billet til Liverpools finale i Basel.
I de seneste 14 år har jeg været på tur med Lasse mange gange. Italien, Belgien, Tyrkiet, Tyskland, England, Schweiz, Sverige, Fanø, København, Aalborg, Kalundborg, Middelfart, Svendborg og så videre og så videre. Altid med en fodboldagenda, men også for at dyrke venskaber og være nysgerrig på livet. I mange år havde jeg en angst for at begive mig uden for landets grænser og møde det fremmede. Den angst er væk. Og når vi sidder her i Basel ved Rhinen og spiser et stykke pizza og drikker schweizisk øl, tænker jeg, at det nok skal gå det hele.
Vores bogrejse slutter her i mødet med Basel, hvor vi også møder Morten Bruun. Vi møder Lasses venner fra Liverpool Fergo og Marty, vi bliver interviewet til tv, vi hilser på Ian Rush, Jason McAteer og Alan Kennedy. Vi snakker med de danske rappere i Suspekt, og så går vi ellers bare rundt og nyder det hele. Vi snakker fodbold og liv. Det er alt fra diskussionen om ligestilling til, hvem der skal spille venstre back i næste sæson for Liverpool. Det er, som om hele verden bliver vendt. Vi mødes i fodbolden, men vores snakke og tanker om livet er hele tiden til stede. Det er bare ikke så vigtigt for os, om snakken handler om Alberto Moreno eller om skilsmisse. Forståelsen ligger i samtalen, ikke nødvendigvis i emnet.
Regnen var begyndt at sile ned. Lasse og jeg traskede afslappede, men også slukørede tilbage i retning mod hovedbanegården. Vi gik sammen med tusindvis af folk, der følte på præcis samme måde. Sevilla vandt fortjent sin tredje finalesejr i træk mod et tandløst Liverpool-hold. Det var drønærgerligt, og skuffelsen fik lov at fylde. Men det var samtidig en dejlig aftengåtur i en smuk by og i godt selskab.
Nye oplevelser venter, det ved vi. Det er Liverpool, vi følger og har fulgt gennem fire årtier. Jeg glæder mig til at komme hjem, og jeg glæder mig til, vi skal på oplevelser med Liverpool igen.
Og næste gang, der vinder vi pokalen.
Du kan læse mere om bogen på Facebook.
